Coverbilleder (13 von 22)
Påsken er lige rundt om hjørnet, og der er en summen i luften af hygge og dejlige oplevelser i godt selskab. Og så krydser vi fingre for, at vejret bliver forårsagtigt. Uanset hvad er det tid til denne uges weekendguide. Du kan opleve live-musik, spændende kunst, fantastiske film og udfolde din kreativitet. For Aarhus byder på en god håndfuld skønne begivenheder og muligheder. Det handler bare om at komme afsted. Så læs med for at finde inspirationen. Rigtig god weekend!
 

TORSDAG

STED: Øst for Paradis   ▰ KL.: 12:00 ▰ MØNT: Det afhænger af filmens længde.

Der er altid mange gode forestillinger hos Øst for Paradis [Indsæt link]. Og denne uge er ingen undtagelse. Her har du mulighed for at se The Whale eller De 8 bjerge, hvis du da ikke allerede har været et smut forbi og nydt disse filmperler.

The Whale omhandler engelsklæren Charlie (Brendan Fraser), der ikke har lang tid tilbage. Alt imens han gør et sidste modigt, hjerteskærende forsøg på at forsone sig med sin opløste familie, må Charlie med sit store hjerte og skarpe hoved konfrontere de for længst begravede traumer og undertrykte kærlighed, der har forfulgt ham igennem årtier.  

Filmen byder dog på meget mere end bare mørke. Bare rolig.

Psst! Du kan også se The Whale om aftenen kl. 21:05, hvis du hælder mere til en aftenforestilling.

Køb billet her.

Man må ærligt sige, at Felix Groeningen og partneren Charlotte Vandermersch har begået et grandiost, bevægende og til tider helt elegisk opus med De 8 bjerge om to mænd, der bliver barndomsvenner i en afsidesliggende landsby i bjergene nord for Aosta-dalen – og siden kæmper med at genetablere venskabet som voksne.

Historien strækker sig over fire årtier, hvor de to mænd skiftevis nærmer sig og fjerner sig fra hinanden. For Bruno (Alessandro Borgni) drages af ensomheden i de majestætiske bjerge, mens Pietro (Luca Marinelli) søger ud i verden. Og naturen nøjes ikke bare med at agere bagtæppe, men den bliver definerende for de to mænd, der begge kæmper med at artikulere deres følelser.

Det er sjældent, at venskab er skildret med større, indestængt intensitet. Og tårer vil højst sandsynligt forekomme, for er der noget, som især Groeningen mestrer, så er det fremmaningen af de helt store følelser – og det er selvfølgelig uden at være afhængig af det melodramatiske element.

Køb billet her.

STED: Botanisk Have ▰ KL.: 09:00 – 16:00 ▰ MØNT: Gratis.

Du kan jo også vælge at bruge noget af tiden denne torsdag i Botanisk Have (eller faktisk bare gå gennem Aarhus sprudlende gader) samtidig med, at du lytter til en god lydbog. Den her idé udspringer sig vel egentlig af, at jeg selv er lidt bagefter med læsningen. Ikke desto mindre kan det varmt anbefales. Og forhåbentligt er vejret rimeligt. Fingers crossed!

FREDAG

STED: Kalkværksvej 11A, Aarhus  ▰ KL.: 11:00 – 17:00 (Fernisering kl.: 12:00 – 16:00) ▰ MØNT: Gratis. 

Denne fredag kan du tage til påskeudstilling i Kunstnerhuset i Det Gamle Papirlager, hvor seks lokale kunstnere udstiller og er til stede i deres atelier på Sydhavnen. Og der skulle da gerne være kunst for enhver. Kunstnerne kan ses nedenunder:

Jon Gislason: www.jongislason.dk
Hardy Brix: www.hardybrix.dk
Klaus Bahnsen: www.klausbahnsen.dk
Peter Ebbesen
Anita Viola Nielsen: www.anitaviola.dk
Liné Thordarson: www.linethordarson.dk

OBS! Hvis fredag bare ikke lige passer ind i kalenderen, så er udstillingen faktisk også åben lørdag og søndag i samme tidsrum.

Billede // Ravi Kuma

STED: Volume Village  ▰ KL.: 19:00 – 23:00  ▰ MØNT: 160 kr. 

Fredag aften har Aarhus Volume fornøjelsen af at præsentere Ravi Kuma med support af Alga. Og det kommer til at foregå i Volume Village.

Det har været et spændende år for Ravi Kuma, der fik P3’s Uundgåelige med singlen ”Cardio” og har spillet en lang række forskellige festivaler i både Danmark og Tyskland i sommeren 2022. Og nu er de klar til at komme og sprede deres enestående energi ud i hele landet. I mellemtiden har producer Aske Knudsen og sanger Sharon Kumaraswamy arbejdet på helt ny musik, som udgives i form af en EP i starten af næste år.  

Alga laver samtidsmusik i øjenhøjde og skaber et rum for alle dem, der kan have brug for at glemme sig selv, smelte sammen med en anden og føle sig som en del af noget større. Så når du bliver rundtosset af at være i dit eget hoved, og når storbyens indtryk bliver ufattelig overvældende, og det eneste man kan gøre, er at danse – jamen så danser Alga med. Med et råt nærvær inviteres du med ind i en verden med plads til de skæve eksistenser, hvor tekstuniverset fordomsfrit og nysgerrigt udforsker skyggesiderne.

Så gør dig klar til den mest energiske og vilde koncert, de længe har været til. Køb billet her

LØRDAG

STED: Kunsthal Aarhus  ▰ KL.: 11:00 -17:00  ▰ MØNT: 90 kr. (Studerende 70 kr.)

I starten af denne måned afholdt Kunsthal Aarhus åbningen af Kunstnernes Påskeudstilling (KP) og SPRING23, så nu har du muligheden for at lægge vejen forbi udstillingerne.

KP er grundlagt af foreningen UNG KUNST i 1947, og hovedformålet er at skabe mulighed for at kunstnere kan introducere deres kunstneriske praksis og præsentere nogle af de mest aktuelle tendenser i samtiden for et stort publikum, uafhængigt af kunstneriske medier og genrer. Og hvert år indsender både nye og etablerede kunstnere kunstværker til udstillingen gennem et open call.

En censurkomité sammensat af professionelle billedkunstnere udvælger de mest ambitiøse og kvalificerede værker ud fra de indsendte ansøgninger. I år har komitéen udvalgt 59 ud af 1.952 indsendte værker, fra i alt 422 ansøgninger. Og der en god blanding af debutanter og etablerede kunstnere.

SPRING er en talent-sektion i udstillingen som præsenterer en håndfuld kunstværker af kunstnere som har gjort stort indtryk på tidligere KP udstillinger.

Så det handler da bare om at komme afsted og opleve kunsten finurlige, skønne verden af indtryk og fortolkninger!

STED: Club Curious (Jægergårdsgade 154e)  ▰ KL.: 13:00 -15:00 eller 16:00 – 18:00  ▰ MØNT: 399 kr. 

Club Curious danner rammerne for et unikt keramik event og giver dig simpelthen muligheden for at lave din egne keramik kreationer på denne skønne lørdag. Alt sammen i hyggens og bæredygtighedens tegn. For der er et ønske om at gøre kreative hyggestunder mere tilgængelige.

Samtidig er der en intention om at være så bæredygtig som muligt. Derfor vil alt det ubrugte ler blive samlet sammen og genanvendt. Og det er med troen på, at hvis man producerer mere personlige ting – noget man har brugt tid og kræfter på – kan det være med til at mindske ”smid ud kulturen”.

Så tag din favorit person i hånden og tilbring en hyggelig eftermiddag/aften i godt selskab. I prisen vil der desuden være et glas rosé, som kan nydes under skabelsesprocessen.  OBS! Vær opmærksom på at der er begrænset antal pladser. Køb billet her.

Billede // Lasse Lagoni

STED: HeadQuarters ▰ KL.: 19:00 – 05:00 (med koncertstart kl. 20:00) ▰ MØNT: 130 kr. (Forsalg 110 kr.)

Lørdag aften byder på en skøn fejring med et brag af en releasefest på HeadQuarters, da Rasmus Matthiesen i marts udgav et nyt album indspillet i samarbejde med Søren Bigum (Jonah Blacksmith, Peter Sommer & Tiggerne).

I sidste måned udgav sangskriver Rasmus Matthiesen sit tredje album – Ansøgeren. Albummet indeholder ti sange som kredser om emnerne kærlighed, frihed og historie. Det er sange, som tegner et billede af, hvem og hvad Matthiesen er rundet af som menneske og sangskriver. Og som samtidig fletter hans søgen efter mening og identitet ind og ud mellem vores fælles historie og den særlige tid, vi befinder os i. På albummet stiller han spørgsmålene, men lader svarene stå åbn for fortolkning. Og efter en svær periode med sygdom tæt inde på livet, afspejler albummet et vendepunkt i sangskriverens perspektiv på tilværelsen.

Supporten kommer fra duoen Maaneland. I sine tyvere står man oftest mellem en frigjort ungdom, hvor drømmene er store, og et voksenliv, der på den anden side destillerer de samme drømme med et nøgternt syn. Og det sætter Maaneland lyd til på deres nyeste single ”Metervarer Til En Drømmer”.

I maj måned 2023 følger duoen op med deres debutalbum Metervarer Til En Drømmer – en plade, der afspejler bandets rejse indtil videre. Med et naturligt paradoks mellem at skabe tempofyldt, storslået pop/rock og synge om det melankolske sted i livets mellemregninger, udtrykker deres senge en udforskning af identitet. Maaneland leverer samtidskommentarer og har til hensigt at være den umiddelbare og genkendelige lyd af mellemtiden – om dagen i morgen og ikke bare den næste store begivenhed.

Så du må hellere se at få bestilt de billetter, og det kan du gøre her!

SØNDAG

STED: UngK ▰ KL.: 18:45 – 20:30 ▰ MØNT: Gratis. 

Denne aften kan du deltage i en anderledes gudstjeneste, hvor der tales om Gud og livets store spørgsmål på en måde, vi alle kan forstå. Her bliver du fyldt op med musik, eftertænksomhed og ro. Det er en lille pause fra hverdagens stress og jag med tid til at stoppe op og trække vejret.

Temaet denne aften har en dualisme. For det handler kort og godt om, hvorfor vi skal leve. Om håb og tanker om menneskeheden – og det er der samtidig utroligt meget kompleksitet i.

STED: Hos den med mest plads  ▰ KL.: Når det passer jer  ▰ MØNT: Det er op til fællesskabet og formatet. 

Nu er det jo påske, så det er helt og holdent oplagt at samle dine favorit mennesker til en skøn og hyggelig påskefrokost! Hvordan den skal udforme sig – det er jo helt op til jer. Mulighederne er der mange af. Så længe selskabet er godt, og humøret er medbragt, kan det simpelthen ikke gå galt. Og hvis det alligevel fejler, så har det jo også sin charme.  

Rigtig god påskefrokost!

Coverbillede // VINKAarhus