Coverbilleder (21 von 22)
Det sprudler af liv i smilets by, og kalderen revner snart midt over med mængden af begivenheder, du kan opleve. Denne uge rammer vi næsten hele kulturpaletten, med både musik, kunst, kulturhistorie, mode, dans og håndarbejde på weekendprogrammet. Vejret er stadig ikke helt til at regne med (høhø), men så er det godt, at denne uges arrangementer alle samme foregår trygt og tørt indendørs. Læs med! 

TORSDAG

STED: Under64 ▰ KL.: 13:30-17:00  ▰ MØNT: gratis

På Frederiksbjerg findes udstillingsstedet under64. Kælderen, som er drevet af frivillige kunsthistoriestuderende, er både et rum for samtidskunst, et showroom og et projekt og workshoprum, hvor man som gæst kan opleve ny kunst, af enhver art, hver anden måned. 

Torsdag kan du smutte forbi og opleve udstillingen Bevægelse af Johanne Rye Kjer. Med udgangspunkt i hesten som symbol, sætter Johanne fokus på samtiden. I en række fotos og malerier sætter Johanne spot på tidens stress og jag og menneskets tendens til at ville løbe hurtigere end nogensinde før. 

 

Psst…! I løbet af foråret vil flere studerende fra Aarhus Kunstakademis åbne uddannelse udstille på Under64. 

FREDAG

 STED: HeadQuarters ▰ KL.: 19-05  ▰ MØNT: 60 kr. i dør 

Vores dygtige musikskribent, Malthe, gav tilbage i januar sin anmeldelse af singlen Månelys af duoen I Sky – og han var intet mindre end MEGET begejstret for den aarhusianske duos intime og dragende lydunivers. 

“Til en svag lyd af sejlivede efterfester i det fjerne finder du dine headphones frem og sætter “Månelys” på. Du ånder ud, lader Taras gåsehudsfremkaldende vokal holde om dig og giver dig selv lov til at lade tårerne trille. Du giver dig hen og mærker den første snært af følelsesmæssig afklarethed” (Malthe R. Carlsen) 

Du kan læse hele artiklen her

Nu er ventetiden endelig ovre. Fredag udgiver duoen, bestående af Tara Fonnesbech Juhler og producer Frederik Meldgaard, nemlig deres debut-EP Øjeblik med release koncert på HeadQuarters med support af Slørede Linjer . 

Foto: Søren Krogh Krustrup

STED: KØN ▰ KL.: 15-17 ▰ MØNT: gratis 

Kan håndtasken fortælle os noget om os selv?

Ja – og netop dét, kan du blive klogere på til KØN’s nye internationale særudstilling Carry Me, som har fernisering fredag. 

Udstillingen, som er lavet i samarbejde med EXPONA – Museum Exibition Network, The Museum Milavida og kurator Günther Fulterer, sætter fokus på taskens kønnede kulturhistorie fra middelalderen til i dag. For er en taske bare en taske? 

LØRDAG

STED: UngK ▰ KL.: 16-19 ▰ MØNT: gratis

Lørdag inviterer Rødekors Krydsfelt til genbrugsmodeshow i ægte Y2K stil i UngK’s lokaler i Nørregade. Under eventet kan du købe særligt udvalgt genbrugstøj og deltage i konkurrencer med lækre genbrugspræmier på højkant. 

Psst…! Hold øje med UngK’s facebookside. De har nemlig altid masser af spændende og gratis arrangementer på programmet. 

Krydsfelt

STED: Club Curious ▰ KL.: 14-19 ▰ MØNT: 399

På Sydhavnen sprudler det også af kreativitet denne lørdag. Der er nemlig keramik i klubben. Altså Club Curious – klubhuset over alle klubhuse. 

Sammen med Emma fra Uni Krea, danner det kreative space på Frontløberne rammerne for en dag, hvor du kan lave dine egne keramikkreationer helt fra bunden. Der vil både være introduktion og vejledning, inden du begiver dig ud i pølseteknikker og formgivningens kunst. 

Inkluderet i prisen er et glas rosé og garanteret hygge – skynd dig at skrive til alle dine venner!

SØNDAG

STED: BoraBora ▰ KL.: 13-14:15 ▰ MØNT: fra 65-100 kr. 

Søndag skal du give dig selv en uforglemmelig rejse ind i dansens verden, når unge dansere fra DTAdans (Dansk Talentakademis Danselinje) viser deres årlige forestilling, denne gang med titlen ReCall. Her kommer du på en fysisk rejse ind i erindringernes verden af både følelser og tanker. 

Forestillingen er desuden akkompagneret med musik af studerende fra Det jyske Musikkonservatorium og MGK i Holstebro.  

STED: Institut for X ▰ KL.: 14-16:30 ▰ MØNT: gratis 

På Institut for X er der denne søndag skruet helt ned for tempoet og helt op for hyggen. Eller, det kommer selvfølgelig an på, hvor hurtigt du er med dine strikkepinde. Søndag er der nemlig både hygge, garn, kaffe og småkager på menuen til strikkeklub i A-huset. Og strikkeklubben er ekstra begyndervenlig – man kan nemlig donere sine garnrester, som vil blive brugt til at sætte nybegyndere i gang med den ædle garnkunst. 

Ha’ en fantastisk weekend!

Coverbillede // VINKaarhus