Jeg ved ikke med dig, kære læser, men jeg tør næsten godt byde foråret velkommen nu. Vinterjakken, vanter og huer er pakket ned, og forårsfornemmelserne fundet frem. Sikke tiltrængt det er med både lyse nætter og sol på næsetippen. I ugens Weekendguide kan man også sagtens fornemme det spirrende forår. Her kan du opleve gratis koncerter, tilbud på special-øl, foredrag og meget mere. Rigtig god fornøjelse fra hele VINK-holdet. 

TORSDAG

Fødselsdagsuge hos Erlings Flaskebutik

Sted: Mejlgade 51D. Kl.: Hele dagen. Mønt: Det kommer an på, hvor fristet du bliver.

Vi skyder weekenden tidligt afsted med en vaskeægte fødselsdag hos Erlings Flaskebutik. Du kender helt sikkert baren Erlings, som befinder sig på hjørnet af Mejlgade, men har du også været inde og snuse rundt i deres butik? Ellers byder chancen sig netop nu.

Fødselsdagen kører hele ugen, og hver dag er der særskilte tilbud på nogle af de lækre specialøl. Fredag byder Erlings op til dans med gratis fadøl, som serveres i form af Pale Ale fra Overtone. Fødselsdagsugen afsluttes lørdag med tilbud på belgisk øl, og så har Erlings lovet en helt særlig overraskelse klokken 15 – den kan du læse meget mere om inde på deres Facebookside.

Foredrag m. Mikkel Thorup: Du skylder!

Sted: Mellemfolkeligt Samvirke. Kl.: 19:00 – 20:30. Mønt: Gratis

Jeg skal være helt ærlig og ligge kortene på bordet: Økonomi er ikke, og bliver aldrig, min stærke side. På trods af dette, kan jeg næsten ikke udholde tanken om at skulle skylde nogle penge. Det er simpelthen bare ikke en tanke, som giver ro. Men hvorfor har jeg, og mange andre jeg kender, det sådan? Det kunne jeg faktisk virkelig godt tænke mig at lære lidt mere om.

På torsdag har Global Action og Gode Penge inviteret idéhistoriker Mikkel Thorup forbi til en snak om gæld, skyld og retfærdighed. Er spørgsmålet om at skylde kun noget økonomisk? Hvordan har man forstået og snakket om gæld op gennem historien? Og endelig – hvorfor er gæld, skyld og skam så evigt forbundne?

Mellemfolkeligt Samvirke byder efter foredraget på en øl eller sodavand på Café Mellemfolk til lige at få luftet tankerne en smule.

FREDAG

Radars 10 år fødselsdagsfest

Sted: Radar, Skovgaardsgade 3 Kl.: 21:00 Mønt: 150 kroner.

Også fredagen står i fødselsdagens tegn – denne gang en rund en af slagsen, og der skal 10 lys i kagen!

Til Radars fødselsdagsfest kan du opleve KH Marie, Ravi Kuma, Kr4N, Bjørn Svin og Sofus Forsberg. Oplev fem timers højenergiske koncerter strækkende sig til langt ud på natten for blot 150 kroner.

Music Bingo med Jaquita Irish på Kromosom 

Sted: Nørre Allé 66, Kromosom. Kl.: 20 – 22. Mønt: 35 kr.

De fleste har helt sikkert prøvet kræfter med den klassiske omgang bingo, og nogle få har også kastet sig ud i draq-bingo. Men har du nogensinde prøvet musik-bingo?

Fredag aften på Kromosom kan du opleve DJ Jaquita Irish sætte gang i baren, når dine idéer om hvad bingo er kastes op i luften. Det inkluderer både dance-offs og selvfølgelig masser af præmier.

LØRDAG

Do-it-together-kreaworkshops med Club Curious

Sted: Jægergårdsgade 154, Frontløberne. Kl.: 11 – 17. Mønt: Hver kreaworkshop koster 50 kr.

Glæd dig til en hyggelig dag hos Frontløberne. Næsten-nyåbnede Club Curious åbner op med seks forskellige kreative workshops – linoleumstryk, perlesmykker, håndbundne notesbøger, funky FIMO-vaser og lysestager, mal på hånddrejet keramik og karameller og sommersirupper.

Man kan enten købe billetter på forhånd eller blot møde op på dagen og se, hvor der er plads.

Koncert med Nebula på KØN

Sted: KØN, Domkirkepladsen 5. Kl.: 16:00. Mønt: Gratis – men begrænset kapacitet.

Efter en formiddag i kreativitetens verden kunne de fleste af os godt bruge at koble lidt fra og blot nyde noget helt fantastisk musik – måske med en kold fadøl i hånden. I forbindelse med åbningsfesten for Music City Aarhus 2022 kan du denne eftermiddag opleve en koncert med improkollektivet Nebula. Koncerten foregår i intet mindre end den gamlebyrådssal hos KØN og er stablet på benene i samarbejde med Sun Ship.

Selv beskriver improkollektivet sig selv som et frirum. “Et rum, hvor musikken ikke er dirigeret, forudbestemt, planlagt eller øvet – et rum, hvor alle retninger er en mulighed, og publikum påvirker aftenen lige så meget som musikerne,” uddyber de selv.

Gratis koncert med Sauna Senere og VJ Simon Juhl

Sted: Østergade 10. Kl.: 15 – 16. Mønt: Gratis.

Kan du klare endnu en koncert? Det håber jeg – især når det er en gratis en af slagsen. Ligesom koncerten med Nebula på KØN er også koncerterne med Sauna Senere og VJ Simon Juhl en del af åbningsfesten for Music City Aarhus 2022.

For de der ikke lige kender til Sauna Senere, beskrives gruppen som “en næsten barnlig ærlighed, som skinner igennem, når bandet bevæger sig fra det ene lydunivers til det andet, alt mens energien er lige ved at flyde over.” Med inspiration fra punk-musik, pop-musik, rave-musik og meget andet, står Sauna senere klar til at skabe en unik lydoplevelse.

SØNDAG

Swingin’ Sunday hos CasaV58

Sted: Vestergade 58, CasaV58. Kl.: 18 – 21. Mønt: 30 kr. (og 20 kr. til garderoben).

Hvis du, ligesom jeg selv, heller ikke er så kendt i swing-musikkens verden, kommer her en mulighed for at lave om på det. Lindy Hop er blevet inviteret ned hos CasaV58, og i det herlige ægteskab er ‘Swingin’ Sunday’ opstået.

Dørene åbner klokken 18, hvorefter Lindy Hop vil afholde en introduktion til swing-dansen. Fra klokken 19 kan du opleve live swing-musik ført an af Slipsager Hjorth Kvartet. Der vil selvfølgelig være rigeligt våde varer til salg hele aftenen – så plejer hofterne i hvert fald at sidde lidt løsere på de fleste af os.

Trøffeljægerne fra Piemonte i Øst for Paradis

Sted: Paradisgade 9C, Øst for Paradis. Kl.: 12:00 og 16:30. Mønt: 80 kr. (70 kr. for studerende og pensionister).

Hvis du spørger mig, skal søndage bruges til én ting: En god film i biografens trygge mørke. Og her kommer en vaskeægte anbefaling: Den italienske dokumentar Trøffeljægerne fra Piemonte.

Undertegnede var inde at se filmen for et par uger siden, og hvis du ikke i forvejen har lyst til at bo i smukke Italien, smide telefonen i havet og leve af olivenolie og brød – så får du det bestemt efter denne film. Filmen følger en række aldrende trøffeljægere, hvis tætteste levende kontakt er med deres højtelskede trøffelhunde. Samtidig dykker dokumentaren ned i kontrasternes verden, når trøflerne sælges for flere tusinde kroner og serveres på de allerfineste restauranter.

Filmen er langsom, fordi det er lige netop, hvad den skal være. Her er fortællingen, som livet netop er i bjergene: Langsom og ensformig. Og det er lige præcis derfor, at den er perfekt til denne søndag – gerne med bland-selv-slik og/eller en varm kakao til.