329467240_530306239081071_8274002520729625292_n
VINK Aarhus er klar med WEEKENDGUIDEN, og du er klar med kalender på pen! I denne uge har vi fundet en bred vifte af spændende arrangementer frem. Du kan møde en rollespilsforening, gå på påskeægs-jagt, høre ny fed musik, blive en bedre historiefortæller og meget mere – læs med! 

TORSDAG

Elysion coverbillede
Illustration // MICHAEL GÄRTNER

STED: Tværmarksvej 20A, Risskov ▰ KL.: 16:00-21:30 ▰ MØNT: Gratis

Har du nogensinde overvejet, om der gemmer sig en lille rollespiller i dig? Måske er du bare virkelig glad for brætspil, men mangler nogle med samme entusiasme at spille med? Torsdag aften har du mulighed for både at stille nysgerrigheden og svinge nogle brikker, når rollespilsforeningen Elysion inviterer til Åben Torsdag Arrangement.

Her kan du spille brætspil, terninger eller prøve kræfter med bordrollespilssystemer. Og har du et spil hjemme på hylden, må du også gerne medbringe det. Det vigtigste er dog, at du medbringer hyggen og det gode humør. Så kan det kun blive godt!

STED: Nordre Ringgade 3, Aarhus C ▰ KL.: 16:00-17:00 ▰ MØNT: Gratis

Noget som mange mener er knapt så godt er regeringens udspil til en ny uddannelsesreform, som blandt andet vil skære i mange af kandidatuddannelserne. Det er noget, som får stor betydning for mange studerende. Måske også for dig, kære læser?

Derfor inviterer Studenterhus Aarhus til lyttemøde og har inviteret både politikere fra Christiansborg og aktører fra erhvervslivet. Her har du altså mulighed for at lufte dine egne tanker om fremtidens uddannelser og samtidig høre tanker fra andre parter. Tag eventuelt din studiemakker med, og få mere indsigt i, hvad der kan blive fremtidens universitetsuddannelser.

Lyttemøde coverbillede
Coverbillede fra begivenheden på Facebook // STUDENTERRÅDET
Pitch Live
Billede // THOR SØLYST FARUP og JONAS KOBBERØ

STED: Thomas Koppels Gade 201, Aarhus C ▰ KL.: 19:00-23:30 ▰ MØNT: 50 kr.

“Jeg vil kun høre de samle gamle playlister til evig tid,” sagde ingen nogensinde. Derfor starter vi torsdagen med en, hvad jeg selv vil kalde, yderst spændende mulighed for at få udvidet sin musikalske horisont.

I slutningen af 2022 præsenterede Volume Village Pitch. Her kunne nye og blomstrende musikere vise deres musik frem for en udvalgt gruppe af rutinerede branchefolk fra de to musikselskaber The Bank og The Artist samt produktionscentret Promus og, selvfølgelig, Aarhus Volume. Gruppen har nu udvalgt fire artister, som kan få lov til at dele deres musik med et større publikum.

Til Pitch Live kan du derfor opleve hun_sagde, som giver dig følsom, rå og energisk hiphop drysset med toner af artpop og R&B, Navi Libra, som sætter ord på de svære sider af livet som 2. generationsindvandrer, Godt Gået Frej, som er den musikalske hånd på din skulder, der siger, at de skæve tanker og følelser er lige så okay som de gode, samt Enilora, der giver dig melankolsk, elektronisk indie-pop i et nordisk-klingende lydunivers.

Skynd dig at snuppe en billet, mens de er der, og bliv inspireret af de spirende, musikalske talenter.

FREDAG

Båndsalat
Billede // BÅNDSALAT

STED: Fatter Eskil, Skolegade 25, Aarhus C  ▰ KL.: 22:00-Sent (dørene åbner kl. 20:00)  ▰ MØNT: 150 kr. i forsalg eller 180 kr. i døren

Oven på en torsdag, som både byder på sjov og alvor, er det blevet tid til at lufte fusserne på floor. Bandet Båndsalat indtager Fatter Eskil og fylder rummet med de bedste hits fra 00’ernenes Boogieliste.

Det bliver en ægte trip down memory lane, og er du én af de rigtig dedikerede, så finder du lige de lavtaljede bukser frem fra skabets dyb – dem, som du aldrig kunne finde på at gå med til hverdag nu, men som du heller ikke har nænnet at smide ud, selvom de efterhånden har set bedre dage. NU giver vi dig en helt legitim grund til at grave dem frem igen og give dem en tur på dansegulvet. Træk alle dine venner med, og dans jer rundtosset til lyden af Britney, Aguilera, Linkin Park og Black Eyed Peas. 

Du kan både købe billetter online eller i døren for en ekstra skilling.

LØRDAG

STED: Storcenter Nord, Findlandsgade 17, Aarhus N  ▰ KL.: 11:00-15:00  ▰ MØNT: Gratis

VINK favner bredt, og der skal der være noget for alle. Storcenter Nord har sat gang i påskefestivitassen med Chokoladekongens store Påskeshow i foyeren. Der er dømt trylleri og hygge, når børnene må hjælpe påskeharerne, som har fået stjålet den hemmelige opskrift på chokolade – for hvad er påske uden påskeæg?

Påskeshowet og æggejagt starter hver hele time fra klokken 11 og frem til klokken 15.

18.03.2023_cover
Billede // SIRI FARUP

STED: Tage-Hansens gade 2  ▰ KL.: 12:00-16:00  ▰ MØNT: Hvor meget vil du købe for?

Det er efterhånden blevet en uskreven regel at have et eller anden form for marked med i Weekendguiden. Men vi kan jo ikke gøre for, at markederne i Aarhus springer frem som anemoner i skovbunden. Og helt ærligt – hvem bliver nogensinde træt af markeder? I hvert fald ikke os.

Lørdag kan du bruge din eftermiddag på at tage til Trashgirls Cultural Flea Market og lede efter det ultimative fund mellem bøjlerne. Samtidig gør du også noget godt for klimaet ved at købe brugt, og på dén måde ender din pengepung jo med at komme os alle til gavn. Husk på det næste gang, du logger ind på din konto og ser, at der er røde tal på bundlinjen – det skete i den gode sags tjeneste.

Nærværende off-road vandring
Billede // MALTHE JENSEN, NATUR RETUR

STED: Moesgård Allé 15, 8270, Højbjerg  ▰ KL.: 13:00-16:30  ▰ MØNT: 35 kr.

Robert Frosts berømte digt slutter med linjerne ”Two roads diverged in a wood, and I – I took the one less traveled by, and that has made all the difference.” Og det er netop dét, der er hensigten med Natur Returs off-road vandring. Her gælder det om at træde væk fra de stier, vi er vant til at gå på og se naturen fra helt nye perspektiver.

Det giver en anden måde at være til stede i nuet på og mærke ens sanser. Det kan vi vist alle sammen have brug for en gang i mellem. Hvis du trænger til at mærke dine sanser og komme lidt ned i gear, så pak noget behageligt tøj – både til kroppen og til fødderne – og måske en kop varmt at styrke dig på. Du kan tilmelde dig off-road vandringen lige her.

SØNDAG

Tangdag på Tangkrogen
Billede // BENJAMIN SALEH-HOSEINI WESTH og DN AARHUS UNG

STED: Tangkrogen 1, Aarhus C  ▰ KL.: Kl. 11:00-13:00  ▰ MØNT: Gratis

Trænger du til at pifte dine kulinariske evner lidt op? Så prøv med tang! DN Aarhus Ung holder gratis workshop, hvor du kan lære mere om tang, hvordan du plukker det og ikke mindst bruger det.

Arrangementet starter med et oplæg om tang, som gør det klogere på hvorfor tang er det nye sort. Bagefter kan du prøve kræfter med at lave din egen tangsalt, som du også kan få med hjem. Viser vejret sig fra sin gode og knapt så vinterlige side, så vil du også kunne prøve at høste din egen tang direkte fra havet.

Eventet er gratis, men du skal bestille en billet – og så selvfølgelig huske at klæde dig fornuftigt på til en dag i tangens tegn.

Fortælletime og workshop med Haya
Billede // FERNANDA SEAVON

STED: Moesgård Allé 15, 8270, Højbjerg  ▰ KL.: 13:00-16:30 ▰ MØNT: 35 kr.

Haya er flygtning fra Syrien. I 2015 tog hun rejsen fra Tyrkiet til Danmark. Denne søndag kan du høre hendes fortælling og refleksioner over livet, de udfordringer hun har mødt på vejen, og hvordan hun overkom dem.

Bagefter giver Haya dig redskaber til, hvordan du kan fortælle din egen historie. Selve oplægget er på engelsk, men du kan være med til workshoppen på både dansk, engelsk og arabisk. Hvordan ville din egen historie lyde?

Du deltager ved at svare på begivenheden på Dokk1s facebookside.

Coverbillede // VINKAarhus