I denne weekend afholdes Northside – årets aarhusianske sommerfest! Foruden en masse lækker musik og mad, guider VINK dig igennem alternative begivenheder, der finder sted under festivalen – på festivalen.

TORSDAG

//Foto: Lisa Larsen

 

NS17 FORFEST

Kl. 19.00-03.00 Mønt: Gratis 

Hvis du ikke kan vente på, at festlighederne bliver skudt igang fredag, kan du tage et smut forbi byens hippe HeadQuarters, der inviterer til forfest. Her kan man med fordel få udleveret sit festivalarmbånd før tid, hvilket giver dig mulighed for at møde op i dit stiveste Northside-puds, inden fredagens strabadser for alvor sættes i gang! Festen er selvfølgelig også for folk uden armbånd!

 

FREDAG

//Foto: Amalie Patricia Mortensen

 

SKRALDECAFÉ PÅ NORTHSIDE CAMINO’EN

Kl. 12.00-17.00 Mønt: Gratis 

Northside går som bekendt ind for bæredygtighed. I den forbindelse kan man finde Skraldecaféen på den populære Northside Camino. Så er du sulten og fattig, ligesom alle andre studerende, kan du erhverve dig et godt måltid, som kan hjælpe dig med at udstå øl og strabadser resten af aftenen!

 

SKAB DIT EGET FESTIVAL-LOOK 

Kl. 15.00-18.00 Mønt: Gratis 

Fredag til søndag holder Kirkens Korshær brille-workshop, hvor du kan slippe din kreativitet løs og give genbrugssolbriller nyt liv. Med den flotteste brille er der mulighed for at vinde et par helt nye solbriller! Det gør sig godt under festivalens sommersol! Brille-workshoppen finder sted i Outside teltet foran RomogCigarbaren.

 

ZIRKUS AT NORTHSIDE 

Kl. 19.00-20.30. Mønt: Gratis 

Bliv underholdt af en verden af groteske fortællinger, politisk satire, cancan-dansere og Swingmusik, når 14 Swingmusikere, dansere, akrobater og performere præsenterer en spektakulær teaterkoncert, der genopliver musikgenrer og performances fra en tabt tid! Eventet er en del af Northsides nye tiltag Sideshow.

 

NORTHSIDE AFTERPARTY @HeadQuarters 

Kl. 22.00-05.00 Mønt: Gratis 

Hvis du efter Northside stadig ikke er klar til at gå i seng, hvilket du nok ikke er, kan du tage forbi HeadQuarters, der inviterer til efterfest alle dagene under festivalen. Du kan blandt andet få fornøjelsen af at se Camilla Jane Lee og Carsten Holm (P3) spille op til dans, alt imens du nyder en halvliters (!!!) white russian.

 

LØRDAG

//Foto: Lisa Larsen

 

BEAUTIFUL TASTE I KOLONIHAVEN

Kl. 13.30-14.30. Mønt: 50 kr. (inkluderer en kølig Tuborg Rå) 

Kolonihaven, der er at finde på pladsen, byder på en æstetisk affære, hvor de i samarbejde med Folkeuniversitetet undersøger, hvilken indflydelse mad har for kunstneren og kunstens skabelse. Tag med og få vækket dine sanser!

 

VEGANSK GRØNTSAGSWORKSHOP

Kl. 13.30-14.30. Mønt: 75 kr. (inkluderer spisning, kolde drikkevarer og din egen kimchi – det er fandeme nice!) 

I Kolonihaven inviterer Meyer ligeledes til en introduktion af det grønne køkken, hvor der er mulighed for at lære at lave din egen kimchi! Kimchi er Koreas nationalret, og det smager som en drøm. Som en gavmild afslutning på timen, må du tage din kimchi med hjem i en beholder! WIN!

 

INGEN AARHUS-FEST UDEN THOMAS 

Kl. 21.45-23.00 Mønt: Gratis med armbånd

Der åbnes op for ægte Aarhus-bal, når byens Kronprins synger: “Jeg lukker mine øjne i Aarhus” på Blue Stage kl 21:45. En nærmest folkelig oplevelse, der selvfølgelig skal nydes med en fadbamse! Vi taler selvfølgelig om ingen ringere end Thomas Helmig. Kom med – det bliver simpelthen forrygende.

 

SØNDAG

//Foto: Amalie Patricia Mortensen

 

FROKOST I MORMORS KOLONIHAVE 

Kl. 13.30-14.30. Mønt: 199 kr.

Nyd en ægte dansk frokostplatte i “Mormors kolonihavehus”. Her serveres sild, fiskefilet og andet godt fra gamle dage – selvfølgelig i selskab med øl og snaps.

 

FESTIVALFORDYBELSE I KOLONIHAVEN

Kl. 13.30-14.30. Mønt: 50 kr. (inkluderer en øko-juice) 

Har du brug for en mindfuld oplevelse ovenpå alt Gin-drikkeriet og de høje toner? Så tag forbi Kolonihaven, der i samarbejde med Folkeuniversitetet sørger for meditationsøvelser, bodyscan og stresshåndtering. Her kan man efterfølgende tage sine mindfulde oplevelser med videre på festivalen. Måske det giver en anderledes og forbedret festivaloplevelse?

 

HALVMARATHON ‘HEPNING’

Kl. 10.00 Mønt: Gratis

For 6. gang afholdes BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon, og når du alligevel skal have det dårligt over din ølmave og Spiselaugets Fish’n’Chips, kan du sætte dig ud i solen og nyde (endnu) en øl, samtidig med at du hepper på de godt 5000 motionister, der løber forbi festivalen. Hold særligt øje med løbere i costumized Northside-løbetrøjer!

 

Hav en god festival! Og husk – festivalen er kontantløs!

Hilsen Caroline, Amalie, Johanne og Thea 🙂

 

//Coverfoto: Johanne Teglgård Olsen.