Weekenden venter heldigvis lige rundt om hjørnet, og den sidste af slagsen her i juli måned byder på masser af fest, musik og kultur. Vi fra VINK foreslår endnu en gang et par dejlige ting, du kan tage dig til i byen, der altid smiler. Læs med her!
TORSDAG
WILLIAM KUDAHL I AARHUS ARTSPACE
Kl. 14.00-18.00. Mønt: Gratis
Som en del af konceptudstillingen Aarhus Artspace, hvor der hver dag udstilles en ny kunstners værker, kan du på torsdag opleve William Kudahls arkiv over uarkiveret, lydligt materiale – lyd, der anonymt er blevet efterladt, glemt…
QI GONG PÅ INGERSLEVS BOULEVARD
Kl. 19.00. Mønt: Gratis
Igen i denne uge er der mulighed for at tage til Tai Chi 18 Qi Gong på Ingerslevs Boulevard. Træningsformen er en kombination af den kinesiske helsegymnastik Qi Gong og kampkunst Tai Chi og består af en serie á 18 øvelser, hvor man får trænet hele kroppen. Øvelserne er lette, elegante og afslappede bevægelser, der er sunde for både krop og sjæl. Undervisningen foregår på begynderniveau, så alle kan være med til en omgang kinesisk træning.
FREDAG
MONTHLY COFFEE MORNING I DOME OF VISIONS
Kl. 10.00-12.00. Mønt: Gratis entré
Kickstart din fredag morgen med en stærk kop mokka og hyggesnak i Dome of Visions. Begivenheden er arrangeret af Spouse Community Aarhus, der har som mission at inspirere internationale ægtefæller i Aarhus til et bedre liv i Danmark. Kom ned og socialisér dig, og lær nye mennesker at kende.
AARHUS STRANDFEST 2017 PÅ STRANDBAREN
Kl. 16.00-00.00. Mønt: Gratis entré
Fredag er lig med fest, og også denne fredag byder på masser af skønne fester i Aarhus. Blandt andre Aarhus Strandfest 2017 på Strandbaren. Sprøde sommertoner, kolde drinks og sjove strandaktiviteter er på menuen og vil tilsammen sikre den perfekte sommerfeststemning.
SEXUAL HEALING PÅ HEADQUARTERS
Kl. 19.00-05.00. Mønt: Gratis entré
Endnu engang er det tid til Sexual Healing på HeadQuarters, hvor der helt sikkert vil blive disket op med det ene sleske flødehit efter det andet. Jeg garanterer dig for, at du får en sexet aften, hvor du ikke kan stå stille. Arrangementets navn taler vist for sig selv.
SOMMERFEST PÅ TAPE
Kl. 22.00-03.00. Mønt: 20 kr.
Selvom sommervejret ikke helt har artet sig, som man kunne ønske, så bliver den aarhusianske sommer fejret på fredag på Tape. Hvis man er klar på at have det sjovt og at få danset igennem til elektroniske toner, så inviterer Maizena Boys til en festlig aften i sommerens tegn. Og der vil være billig bar!
LØRDAG
BAGAGERUMSMARKED PÅ BISPETORVET
Kl. 10.00-15.30. Mønt: Gratis entré
Find din indre krejler frem, og gør dig nogle lækre fund til bagagerumsmarked på lørdag, der er spækket med genbrugsguld, som med garanti er til at betale.
STELLA POLARIS 2017 I BOTANISK HAVE
Kl. 12.00-21.00. Mønt: Gratis entré
På lørdag afholdes det årlige udendørs chill-out event Stella Polaris i Botanisk Have. Masser af elektronisk musik, afslappet stemning og god atmosfære skaber rammerne for begivenheden, som plejer at være en succes! Der er plads til alle – uanset om man er elektronisk feinschmecker eller ej. Line-uppet har i år fået en ekstra skalle, da Stella Polaris dette år faktisk kan fejre 20 års jubilæum! Blandt kunsterne er Iris Gold og Pete Gooding.
SPOT ROYAL – HQ CLUB AFTERNOON
Kl. 14.00-16.00. Mønt: Gratis
I løbet af sommeren har SPOT Royal præsenteret en række koncerter med nyere dansk musik på den nye SPOT scene ved Immervad, overfor Den Spanske Trappe. På lørdag præsenterer SPOT Royal i samarbejde med spillestedet HeadQuarters, HQ Club Afrernoon, hvor HeadQuarters’ hus-DJs sørger for at spille eftermiddagssolen varm.
TIM CHRISTENSEN SOLOKONCERT MM. PÅ EUTOPIA INTERNATIONAL FESTIVAL 2017
Kl. 21.00-23.00. Mønt: Gratis
I weekenden løber Eutopia International Festival 2017 af stablen i Gellerup. Eutopia er et kulturelt projekt, der ønsker at hylde og inkludere mangfoldigheden. På lørdag vil man kunne opleve japansk trommemusik, et clash mellem tyrkiske og vestlige musiktraditioner i form af koncert med bandet AySay samt den danske Tim Christensen i solokoncert.
SØNDAG
SMAG PÅ NATURENS MIRABELLER
Kl. 10.00-12.00. Mønt: Gratis
Da jeg var lille havde mine bedsteforældre et stort mirabelletræ i baghaven. Jeg kan huske, hvor hyggeligt det var at hjælpe dem med mirabellehøsten – og ikke mindst at spise de søde frugter bagefter. På søndag kan jeg genleve mit barndomsminde og tage på mirabelle-jagt langs Brabrandstien i Aarhus med guiderne fra Natur Retur. Mere information er at finde på Facebook-eventet.
MASTERCLASS: NÅR ARKITEKTUR MØDER KULTUR PÅ EUTOPIA INTERNATIONAL FESTIVAL 2017
Kl. 13.30-16.00. Mønt: Gratis
På Eutopia International Festival 2017 kan man også opleve det spanske teaterkompagni Els Comediants og Aarhus’ stadsarkitekt Stephen Willacy, der kaster lys på, hvordan arkitektur og kultur kan mødes og forenes på fornemmeste vis, hvad der kunstnertisk kan lade sig gøre i byrummet, og hvordan der arbejdes med byudviklingen i Aarhus.
Så er der vidst ikke mere tilbage end at sige: Ha’ en fantastisk weekend!
//Maria