Aarhus har jazz-fever, og denne weekend er der således rig mulighed for at lytte til sprøde toner og på-tirsdag-rytmer rundt omkring i byen. Du kan også tage på kunstudstilling i Vestergade, danse salsa eller blive helt zen med yoga på havnen!

 

Torsdag

Ved kulbroen på sydhavnen er der æææægte campingstemning! Smut forbi til blandt andet oplæsning eller petanque. // foto: Frontløberne

 

Quizaften på Fairbar

Kl. 20-22.00. Mønt: gratis

Hvad ved du egentlig om FN’s verdensmål? Er du ægte ekspert, så join quizzen arrangeret af Fairbar og Center for Global Uddannelse, som har fokus på netop det – og vind det hele. Er du helt blank på området, så tag til quiz alligevel, nyd en bajer og bliv klogere på verdens tilstand. Win-win situation lige dér!

 

Midtkraft Camping

Kl. 10-17. Mønt: gratis

Projektplatformen Frontløberne inviterer på campingferie hele uge 28 ved deres vintagebus, som står parkeret på Sydhavnen. Denne torsdag er der ferie-spils tema, så der er rig mulighed for at slå din ven i stangtennis eller nogle andre klassiske camping games!

Hot salsa dans på Clemens Gastro og Bar

Kl. 20-00.00. Mønt: 50 kr.

Se at få kridtet danseskoene og varm op til resten af weekenden med salsaundervisning og efterfølgende fest denne torsdag. Om du er nybegynder eller let-øvet, vil der være rig mulighed for at udforske den cubanske salsas trin. Og hey – efter en mojito eller to er alle jo salsa-eksperter!

 

Fredag

Lyt i mørket – der er smuk koncert med bandsene Hymnis og Hvalfugl i Dome of Visions! // Foto: Helle Arensbak for Dome of Visions

 

Stine Stubdrup udstiller på Aarhus Artspace

Kl. 14-18.00. Mønt: gratis

I anledningen af åbningen af Aarhus Art Space i Vestergade er der en lang række kunstnere, som udstiller deres værker i rummet hele juli måned – et nyt værk og en ny kunstner hver dag for at være helt præcis. I en udforskning af natur vs. kultur har kunstneren Stine Stubdrup ladet et dødt hjortekid delvist konservere, delvist forrådne. Det er således dette installationsværk kaldet “Nature”, som du denne dag kan opleve.

 

Mørkekoncert i Dome of Visions

Kl. 22.30-01.00. Mønt: gratis

På trods af at Dome of Visions er en smuk venue at se på, er denne aften dedikeret til høresansen. De to bands Hvalfugl og Hymnis slåer nemlig vejen forbi domen og spiller koncert i nattemørket. Hvalfugl spiller nordisk folk, og Hymnis spiller gamle salmer fortolket i et jazzet univers – og begge bands er bestemt et lyt værd!

 

Yoga på Navitas’ træterrasse

Kl. 16-17.15. Mønt: 50 kr.

Hvis du endnu ikke har besøgt den lækre træterrasse på Navitas ved havnen, så er det bare med at komme afsted. Udover den fede udsigt kan du også pleje alle dine shakraer og blive helt zen i krop og sind, når der afholdes yoga denne fredag.

 

Lørdag

Øst for Paradis viser spændende dokumentar om musiker Jeppe Ernst, der laver kunstmusik med fokus på kroppen som instrument. // foto: AUT

 

Musik af mulden på Dokk 1

Kl. 14-15.00. Mønt: gratis

Vokalensamblet Dekorum synger Dokk1 op med smukke folkesange denne eftermiddag. Koret er lige nu på turné med sangene, som alle er arrangeret til lejligheden af unge spirende komponisttalenter.

 

Musik-dokumentarfilm

Kl. 20-21.00. Mønt: 50/70 kr.

I anledning af Aarhus jazz festival vises der film om musik og særligt jazzmusikken i Øst for Paradis. Filmen om lørdagen vises i samarbejde med Aarhus Unge Tonekunstnere og sætter spot Jeppe Ernst, som er kunstmusiker. Han komponerer musik, der skal spilles og udtrykkes på og med kroppen, og søger at sprænge rammerne for, hvad musik egentlig er og kan.

 

Jazz på Tape og hygge i gården

Kl. 18.00. Mønt: kl. 18-22.00 = gratis. Fra kl. 22.00 = 20 kr.

Tape er også klar på fest under Jazz festivalen og disker op med lækker mad fra Ugood samt DJ’s og livemusik i deres hyggelige gårdområde. Det går ned fra kl. 18.00 med blandt andet Thor Kvisgaard samt de sprøde DJ’s Malte Sanggaard, Hans SOLO og Sean-Paul, der vil spille til den lyse morgen.

 

Søndag

Klostertorvet danner rammen om en fed koncert med Gumbo ya-ya, som spiller autentisk New Orleans jazz. // foto: Silje Marie

 

Gumbo ya-ya på Klostertorv

Kl. 17-18.15. Mønt: gratis

New Orleans har altid været kendt for at være et sandt epicenter for kollektiv improvisations jazz, og denne søndag bliver Klostertorvet omdannet til et lille stykke New Orleans for en stund. Dette sker når sekstetten Gumbo ya-ya indtager scenen med blæsere og hele pivtøjet – ikke et øje vil være tørt, og dansebenene vil med garanti ikke kunne tøjles!

 

Japansk jazz og pasta på Sårt

Kl. 19-23.00. Mønt: 200 kr med mad/ 50 kr uden.

Hele vejen fra Japan er bandet med det fede navn MoGoToYoYo rejst for at joine jazz festivalen. Denne aften spiller de på restauranten Sårt, og i den anledning diskes der op med ægte lækker pasta i lange baner! Er du, som jeg, også utrolig nysgerrig på, hvordan japansk jazz lyder, og hvordan Sårts pasta smager, så er det da bare om at slå vejen forbi!

 

12 points festival på Atlas

Kl. 16.00 til d. 18/7 kl. 24.00. Mønt: 490 kr. for partout til alle 3 dage.

12 points er en jazz-festival over tre dage, som afholdes på spillestedet Atlas. Du får her en unik mulighed for at høre noget fed jazzmusik fra hele 12 dygtige bands, som på hver deres måde er med til at præge jazz-scenen i europa. Hør blandt andet den unge duo Scntzl fra Belgien, der bevæger sig i et lydlandskab, hvor elektroniske elementer blandes med klassiske jazz-elemeter og akustiske instrumenter i form af klaver og trommer.

 

Ha’ en skøn weekend errrrbody!

// Silje Marie

 

Coverfoto: Dennis Kristensen