Foråret kæmper sig langsomt fri af vinterens sidste krampetrækninger. Vi går en begivenhedsrig weekend i møde med SPOT Festival, men også en lang række andre events og koncerter, som kan friste de kulturelskende århusianere.

 

TORSDAG

Nyt nordisk på ARoS. //Foto: Facebook-begivenhed

 

New Nordic ARoS Festival: Music – Food – Talks

Kl. 10:00 – 01:00. Mønt: Inden 19:00 alm. entré til muséet. 150 kr efter 19:00.

ARoS åbner torsdag dørene op for en dag i kulturens tegn. Her vil museet fejre både forskelle og ligheder i det nordiske med udgangspunkt i den norske by Bergen og Århus. Hele dagen vil du kunne se, smage og lytte til nordiske indtryk. Der er kort sagt lagt op til en dag i sansernes tegn. Værd at vide er det, at man med armbånd til SPOT og Northside kan få rabat og/eller gratis entré inden 19:00. Er du medlem af nogle af ARoS’ klubber, er der også penge at spare.

 

Silba presents: Artist Talk with La3no Cubano

Kl. 16:00 – 18:00. Mønt: Gratis.

Foreningen Silba Aarhus, der har som formål at fremme forståelsen mellem Danmark og den østeuropæiske del af verden, inviterer til artist talk med La3ino Cubano i Ridehuset inden deres koncert til Roots & Hybrid. Her vil det slovakiske band snakke om kulturforskelle, politik i musik, samt hvad det vil sige at være kunstner i Østeuropa. En oplagt chance for et spændende kig bag kulissen i østeuropæisk kultur.

 

HER ER LONDON! Besættelse og befrielse i Mathilde Fibigers Have 1945 // 2017

Kl. 16:00 – 21:00. Mønt: Gratis (byvandringer koster 50 kr.)

Kvindemuseet, Århus-historier samt Besættelsesmuseet byder ind til en dag for de historieinteresserede i Mathilde Fibigers Have. Programmet byder både på besættelsesbar, byvandringer samt foredrag og mini tours på de forskellige museer. Helt sikkert er det, at historien om den danske befrielse også stiller spørgsmål ved vores egen behandling af stikkere, kollaboratører og tyskertøser.

 

FREDAG

Discofest med rulleskøjter i Den Rå Hal. //Foto: Facebook-begivenhed

 

AAFx Film: Et elskeligt Hus

Kl. 16:30 – 18:00. Mønt: Gratis, men kræver tilmelding

Århus Rådhus viser film om selvsamme bygning. Det århusianske rådhus var i begyndelsen ikke et specielt vellidt stykke arkitektur, men det vandt langsomt århusianernes hjerter. Filmen, som vises, vil fortælle historien om rådhuset, dets kvaliteter og historier gennem interviews med nogle af rådhusets mange brugere. Et spændende kig omkring en bygning, som vi alle kender, men måske ikke kender historien bag.

 

Bagagerumsmarked / Citymarked Aarhus

Kl. 10:00 – 15:30. Mønt: Hvad du ender med at købe for.

Et mere centralt beliggende bagagerumsmarked skal man nok lede længe efter. På Teatergade 1 vil man i løbet af dagen kunne erhverve sig brugte ejendele i alle mulige afskygninger. Selve arrangementet koster ikke noget, men vi lover, at der er en risiko for, at du alligevel må slippe et par håndører, når fristelsen rammer dig.

 

Roller Disco x Spot Festival

Kl. 19:00 – 2:00. Mønt: Gratis (Leje af rulleskøjter 40 kr. eller medbring egne)

På fredag vil Den Rå Hal på Godsbanen blive forvandlet til enhver discoelskers største drøm. Roller Disco fyrer nemlig op for rulleskøjter og svedige disco-rytmer til dansegulvet, så du kan få brændt krudt af – måske efter en hel dag med koncerter på SPOT. Derudover vil Noisy May-holdet stå klar til at udsmykke dit hippe Denim-outfit med fede patches, inden du ruller ud på dansegulvet.

 

LØRDAG

Islændingen Asgeír giver koncert på Train. //Foto: Facebook-begivenhed

 

Fernisering: Det Jyske Kunstakademi – Afgang 17

Kl. 15:00 – 17:00. Mønt: Gratis

Det Jyske Kunstakademi holder fernisering i Kunsthal Århus med værker af de tre studerende Tine Adler, Marija Griniuk og Asger Dybvad Larsen, der alle er afgangsstuderende på skolen. Some advances in sedimentation / the things that make art hedder udstillingen, der samler de tre kunstneres måde at undersøge de ting, som underbygger og fordrer kulturen. Vær med på første række, når de unge kunstkometer viser frem. Kan du ikke nå det på dagen, er udstillingen åben indtil 4. juni.

 

Ásgeir + Opening: Axel Flovént – Main support: David44 / Train

Kl. 21:00 – 00:00. Mønt: 375 Kr.

Langt om længe kom der nyt fra det islandske stjerneskud, der vender tilbage med nye sange til alle os, der har ventet siden succesudgivelsen In The Silence fra 2014. I Århus er vi så heldige at Asgeír kommer forbi Train og viser sine nye musikalske landskaber frem. VINK er selvfølgelig på pletten og følger op på stortalentets tilbagevenden med en anmeldelse af den længe ventede koncert, man virkelig ikke må gå glip af.

 

VICE x CW Presents: The Official SPOT Afterparty

Kl. 22.00 – 03:00. Mønt: Gratis

Det officielle afterparty til Spot er arrangeret af Vice, Warm og Culture Works. De tre byder efter weekendens mange koncerter op til dans med den kvindelige DJ Kate Miller. Den Rå Hal bliver fyldt med bas og funky stemning, hvor der udover Kate Miller også er besøg af de lokale C.K og Manmade Deejay, der begge vil gøre deres for at skyde efterfesten til SPOT helt udover affyringsrampen.

 

SØNDAG

Madame Nielsen med de skiftende identiteter. //Foto: Sofie Amalie Klougart/Gyldendal

 

Forfattergudstjeneste med Madame Nielsen

Kl. 14:00. Mønt: Gratis

For undertegnedes vedkommende er det længe siden, at en af de danske kirker er blevet besøgt. Dermed ikke sagt at kirkerummet ikke kan noget specielt, og søndag vil der være en helt speciel slags gudstjeneste i Skt. Lukas Kirke. Forfatter og perfomancekunstner Madame Nielsen, tidligere Das Beckwerk, Den Navnløse og Claus Beck-Nielsen, er kendt for sin evigt skiftende identitet samt at have vandret i flygtningestrømmens fodspor fra Hellas til Danmark. Madame Nielsen giver med sin personlige og litterære vinkel sin fortolkning af bibeltekster.

 

Denzal Sinclair Quartet

Kl. 17:00. Mønt: 120 kr.

Jazzselskabet har søndag fornøjelsen af internationalt besøg af den canadiske sanger Denzal Sinclaire og hans kvartet. Forkæl dine trommehinder med lyden af en de ypperste fortolkere af den store amerikanske sangskat på søndag. Denzal Sinclair er flere gange blevet sammenlignet med den store Nat King Cole – dog uden at miste sin egen stil og udtryk.

 

Brugtmarkedsdag: Musikinstrumenter – Gear – Hifi & Vinyler

Kl. 13:00 – 17:00. Mønt: Gratis

Søndag kan man gøre sig et godt fund og en god handel indenfor alt, der har med musik at gøre på Trykkeriet i Viby. DMF afholder brugtmarkedsdag, hvor alle musikinteresserede kan erhverve sig nyt indenfor gear og lyd. Ligger du inde med en guitar eller plader, som alligevel bare samler støv, er der også mulighed for at få sig en gratis stand, således at man kan tjene lidt håndører på en søndag.

 

Hav en god weekend i kulturens tegn!

David