Vi nærmer os endnu en weekend, og derfor skal du selvfølgelig have endnu en Weekendguide. Denne byder på lidt af hvert; fra kirkekoncerter og 70’er sci-fi til bagagerumsmarked og søndagsjazz – og nå ja, så er det selvfølgelig endelig blevet tid til årets største AU-havefest – nemlig Kapsejladsen!

 

TORSDAG

Oplev Katinka på Atlas på torsdag! // Foto: Anders Bachman (gaffa.dk)

.

LANCERING AF GRÜNBAG I AROS SHOPPEN

Kl. 15.00-16.30. Mønt: Gratis. 
Inden året for vores kære kulturhovedstad for alvor blev skudt i gang, husker du sikkert, hvordan byen var plastret til med Aarhus2017-bannere. Gad vide, hvad der skete med alt det blå stof, tænker du måske? Nu kan du få syn for sagen, når grünBAG torsdag eftermiddag lancerer deres kollektion af håndtasker lavet af kasseret kulturhovedstads-promovering i ARoS shoppen. Se det er da ReThink!

.

KANTIKA + SUPPORT: BENE PÅ ATLAS

Kl. 20.00-23.00. Mønt: 160 kr.
Siden Katinka vandt karrierekanonen i 2015, er bandets to EP’er blevet spillet hyppigt på såvel P6Beat som landets musikscener. Nu turnerer de med debutpladen og slår torsdag aften vejen forbi Atlas i Aarhus. Så lad de rå poetiske tekster og det legende lydunivers forsøde din for-weekend, inden det hele går op i kano og lunkne pils.

.

FREDAG

Årets kapsejlads sker nu på fredag! Skal du med? // Foto: VisitAarhus

.

KAPSEJLADSEN – KAMPEN OM DET GYLDNE BÆKKEN 2017

Kl. 06.00-18.00. Mønt: Gratis.
Så blev det tid igen i år! En ægte aarhusiansk universitetstradition der mest af alt minder om en forvokset ølstafet, giver dig lejlighed til at hænge med alle dine studiekammerater i universitetsparken og støtte op om jeres festforenings færd over søen! Og tilbage igen! Om du er en garvet kapsejladsgænger, der camperer i parken for prima pladser eller en novice, der slår sig til på et mindre ugideligt tidspunkt, er årets festivitas helt sikkert for dig! I år er Christian Fuhlendorf og David Mandel konferenciers, og Djämes Braun spiller op til dans efter afgørelsen.

.

DET UOFICIELLE AFTERPARTY PÅ STAKLADEN

Kl. 18.00-03.00. Mønt: Gratis.
Mens det officielle afterparty løber af stablen på Kupé, holder Stakladen vanen tro et af de mange (gratis) uofficielle afterpartys. Det foregår i studenterhuset fra klokken 18 med Happy Hour mellem klokken 21-22. Kan du slæbe dig derhen bare en halv time tidligere, kan du endda score et billigt måltid mad – også for vegetarer! Det er da service!

.

PERNILLE ROSENDAHL I SANKT PAULS KIRKE

Kl. 20.00-21.30. Mønt: 220 kr.

Skal du bare slet ikke bruge din fredag i en halvkold park og en hel-beruset ungdom, kan du tage forbi Sankt Pauls Kirken, hvor Pernille Rosendahl (Swan Lee, The Storm) giver koncert. Der vil både blive spillet nye versioner af tidligere hits og selvfølgelig en god portion fra den nye plade.

.

LØRDAG

Så er det på med danseskoene! Hotel Carmel åbner dørene med et brag af en åbningsfest på lørdag.

 

AROS FILMKLUB: VERDENS SIDSTE HAVE

Kl. 11.00-13.00. Mønt: Gratis.
Skal lørdagen sættes lidt roligt i gang, kan du smutte en tur ind i Dome of Visions og læne dig tilbage, mens katastrofeforsker Jakob Lillemose introducerer 1970’er science fiction filmen Silent Running, der handler om en verden i økologisk forfald. Filmen vises i forbindelse med den nye ARoS-udstilling The Garden, så har du mod på mere efter forestillingen, kan du jo tage et kig ind under regnbuen.

 

BAGAGERUMSMARKED PÅ BISPETORV

Kl. 10.00-15.30. Mønt: Billigt, billigt, billigt! 
Mangler du en ny lampe/fotoramme/porcelænshund til din hybel, eller elsker du bare at gå på opdagelse i et hav af genbrugsguld, så skal du tage forbi Bispetorv på lørdag. Der er altid lidt af hvert, og man ved aldrig, om den perfekte knagerække venter lige midt i det hele.

 

MARKEDSPLADS OG FÆLLESSPISNING PÅ BISPETORV MED VILD SMAG-FESTIVAL 

Kl. 10.00-16.00 & 17.00-19.00. Mønt: Gratis.
Når du alligevel er til bagagerumsmarked, kan du jo kigge til Vild Smag-festivalen, der denne lørdag har stillet op med madboder, workshops, infostande med mere. Bliver du til aftensmad, arrangerer festivalen fællesspisning klokken 17-19 med fire retter og velkomstdrinks.

 

ÅBNINGSFEST PÅ HOTEL CARMEL

Kl. 17.00-03.00. Mønt: Gratis.
Hotel Carmel holder åbningsfest lørdag aften med bobler, jazz og dans! Så hop i dit festligste outfit, tag en god ven under armen, og forbered dig på at svinge dine lemmer hele vejen gennem en skøn aften i elegante omgivelser.

 

SØNDAG

Slå et smut forbi Bent J i Den Gamle By til en omgang søndagsjazz // Foto: Den Gamle By

 

HAR DU TALT MED DIN BY I DAG?

Kl. 12.00-16.00. Mønt: Gratis.
Det kan være en god ide at have ørene med dig, når du vandrer omkring i Århus’ gader søndag. ATLAS OVER AARHUS har nemlig konstrueret et kæmpe lydværk i samarbejde med Aarhus2017, der pakker fortællinger ind i byens mindste lommer; parker, gader, biografer, cafeer – ja, du kan endda støde på en ny historie på din søndags-pizzabakke!

 

PETER VUUST TRIO PÅ BENT J + ÅRHUS FORTÆLLER I DEN GAMLE BY

Kl. 14.00 & 15.30. Mønt: Gratis efter betalt entré.

Som du måske ved, gemmer der sig en jazzbar i Den Gamle By – og den er altså ikke bare til pynt. Lad Peter Vuurst Trio give din søndag lidt ekstra jazz, mens du får dig et hvil på Bent J. Når du alligevel er i staden, kan du jo passende give museets nye udstilling Århus Fortæller et kig; der er introduktion til udstillingen kl. 11, 13 og 15.

 

God weekend derude!

//Cecilie