Bedst som man lige var kommet i feriestemning efter at have proppet sig med chokoladeæg i en lille uges tid, bankede hverdagens barske realitet endnu engang på. Men fortvivl ikke. Weekenden er heldigvis lige om hjørnet, og den byder på masser af musik, fest og glade dage.

 

TORSDAG

AquaSonic spiller undervandskoncert på torsdag. Det må og skal opleves! // Foto: Julie Kristensen.

 

AQUASONIC

Kl. 19.30-20.30. Mønt: 120 kr. for studerende under 26. 230 kr. for øvrige.

Når undervandskoncerten af AquaSonic indtager Åbne Scene på torsdag på Godsbanen, er du garanteret en unik og anderledes musik- og kunstoplevelse. Med specialdesignede undervandsinstrumenter vil fem sangere og musikere lade sig nedsænke helt under vand i hver deres mandsstore akvarium og lade eksperimenterende toner bølge sammen i et undervandsunivers. Læs mere om bandets forberedelser til undervandskoncerterne i Aarhus her.

 

BOYBAND NIGHT I PARADIS

Kl. 21.00-03.00. Mønt: Gratis.

Hvis du skal ud og luftes på bedste lillefredag-manér, kan du tage på Café Paradis og danse til alle de gode gamle boyband-hits fra 90’erne og 00’erne. Jeg tror, at der er dømt nostalgi og guilty pleasures for alle pengene (som du lægger i baren, fordi entréen er gratis. Win!).

 

FREDAG

Kom med til kreativ iværksætterbar i Filby Aarhus. // Foto: Facebook-begivenhed.

 

DRUNK CREATIVES X FILMBYEN X THIS FESTIVAL + KØDBYENS MAD & MARKED

Kl. 16.00-20.00. Mønt: Gratis.

Fredag er ofte lig med fredagsbar, og på fredag kan du tage forbi Filmby Aarhus, hvor Drunk Creatives i samarbejde med This Festival indbyder til iværksætterbar i anledningen af Internet Week Denmark 2017. Udover fredagsøl er der også filmpremiere på programmet, og når sulten melder sig, sørger Kødbyens Mad & Marked for streetfood. Tjek begivenheden for nærmere info.

 

ÅBNINGSRECEPTION – NY PLADEBUTIK I AARHUS

Kl. 10.00-20.00. Mønt: Gratis.

Det er guf for vinylentusiaster, når pladebutikken Reverb Vinyl på fredag åbner dørene op i Nørregade 57. Butikken er spækket med nye og brugte plader og udvalgte cd’er, og der skulle efter sigende være gode tilbud at score på åbningsdagen.

 

THIRTY, BROKE AND DIRTY + ROON & RAHN FREDAGSBAR

Kl. 16.00-04.00. Mønt: Gratis. 

Der er dømt trailerpark, white trash, pickup trucks og chicken nuggets, når designteamet Roon & Rahn fejrer sig selv til Sweet Home Alabama-temafest på Godsbanen. Tag afsted til fed fødselsdagsfest og slip din indre redneck løs!

LØRDAG

Kunsteren Ulrik Myrtue foran Sankt Anna Gade 7, hvor der på lørdag er fernisering for hans gavlmaleri. // Foto: Facebook-begivenhed.

 

FERNISERING: GAVLMALERIER – ULRIK MYRTUE

Kl. 15.00-18.00. Mønt: Gratis. 

Aarhus’ gader gemmer på masser af finurlig kunst. I Sankt Anna Gade har kunsteren Ulrik Myrtue netop opført et gavlmaleri som en del af projektet ‘Mere end gavlmalerier’, der har til formål at samle en gruppe unge kunstnere med interesse i at lave gavlkunst med forankring i Aarhus by. Mere gadekunst – det skal ses og fejres med et glas bobler!

 

GODBANENS FORÅRSMARKED 2017

Kl. 11.00-16.00. Mønt: Gratis.

De sidste par dage har det været bidende koldt i Aarhus, men vi går heldigvis mod lysere og lunere tider. Det trøster jeg i hvert fald mig selv med. For at komme i den rette forårsstemning kan du slå vejen forbi Godsbanen til årets forårsmarked. Der vil være boder, madmarked, åbne værksteder og masser af sprød forårsstemning – og så er det faktisk både lørdag og søndag. Tjek begivenheden for mere info.

 

ACTIVES: KÖÖD, NILAS, YOUNG RISIKO & SOUL SURF SOCIETY

Kl. 20.00-02.00. Mønt: 40 kr.

Actives er en ny aarhusiansk hiphop-klub, som holder til på spillestedet TAPE. På lørdag kan du opleve upcoming, danske kunstnere: Rapperen Young Risiko, det aarhusianske hiphop/r’n’b-band KÖÖD, produceren nilas og Soul Surf Society, som er et kollektiv af rappere og producere.

 

SØNDAG

Dokk1 inviterer til søndagsdokumentar. // Foto: Facebook-begivenhed.

 

SØNDAGSDOKUMENTAR

Kl. 14.00-15.45. Mønt: Gratis.

Hver søndag viser Dokk1 nogle af verdens bedste dokumentarfilm. Her i aprilmåned stiller Søndagsdokumentaren skarpt på demokratiet, og på søndag vises filmen Inside Job, som handler om finanskrisens start i 2008. I fem dele undersøger filmen, hvordan ændringer i det politiske miljø og bankpraksis har bidraget til at skabe den finansielle krise. Filmen vandt en Oscar for bedste dokumentarfilm i 2010. Tag popcorn og tæpper med, og så er der ellers dømt hygge i Hjørnet på Dokk1.

 

ARTIST TALK WITH JASMINA CIBIC AND STEPHEN WILLACY

Kl. 14.30-16.00. Mønt: Gratis.

‘O’ Space, der har til huse på Mindet 6 i centrum, danner rammen for en interessant artist talk mellem den slovenske kunstner Jasmina Cibic og Stephen Willacy, der er stadsarkitekt i Aarhus Kommune. Snakken kommer bl.a. til at handle om, hvilken betydning arkitektur og borgerskab har for Jasmina Cibics kunstneriske praksis. ‘O’ Space har netop præsenteret Jasmina Cibics udstilling A Shining City On a Hill, som består af seks film, hvoraf den ene er optaget på Aarhus Rådhus og skabt til Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Udstillingen vil være åben efter begivenheden.

 

 

Ha’ en dejlig weekend alle sammen!

// Maria