Aarhus er ved at vågne igen efter en stille jule- og nytårsperiode, og denne weekend har du mulighed for både at tage til abefest, på vandretur og gynge med til sprøde jazztoner.

TORSDAG

weekjan1bil1
Akvarel spiller på Ambassaden torsdag kl. 20 // Foto: Akvarels facebookside

Expanded Praxis: Cristina Díaz Moreno og Efrén García Grinda

Kl. 16.30-18. Mønt: Forelæsningerne er gratis.
Nu har du chancen for at blive klogere på arkitektur! Arkitektskolen og Dokk1 præsenterer en forelæsningsrække, der viser, hvilke overvejelser man må gøre sig inden for arkitektfaget for kreativt, æstetisk og holdbart at løse udfordringer i det moderne samfund. Forelæsningen foregår på engelsk.

 

Koncert med Akvarel på Ambassaden

Kl. 20. Mønt: Gratis.
Oplev Akvarels slørede lydbilleder, der opstår af en blanding af elementer fra moderne jazz, indie og folk. Lad nærværet overtage din bevidsthed, når de fire unge mænd går på scenen og start weekenden i musikkens eftertænksomme tegn.

 

Torsdagskalas på HeadQuarters

Kl. 22.30-03. Mønt: Gratis.
Blev nytårsaften ikke som du havde håbet og forventet? Så har du chancen for at tage revanche, når HeadQuarters inviterer til kalas, der ifølge Facebook-eventet betyder omtrent det samme som abefest. Det friske DJ-team vil spille op til dans, og de vil uden tvivl sørge for en festlig aften.

 

FREDAG

weekjan1bil2
Fra 17-19 inviteres der til fernisering på Godsbanen, da Jeppe Flummers udstilling med tegninger “Skyggesider” netop er åbnet // Foto: Daniel Boysen

 

Skyggesider af Jeppe Flummer

Kl. 17-19. Mønt: Gratis.
Kom til fernisering på Godsbanen, når udstillingen med Jeppe Flummers tegninger fejres. Tegningerne virker abstrakte med deres slørethed og skildrer naturstemninger med fokus på det landskabelige. Uden perspektiv og narrativ eksperimenteres der bl.a. med lys og skygge, som navnet på udstillingen antyder. Den kan ses frem til d. 29. januar.

 

Julie Hoeghsberg giver koncert på Gyngen

Kl. 21.30. Mønt: 25 kr.
Julie Hoeghsberg befinder sig i en drømmende verden af tunge elektrobeats krydret med jazzede toner: Alt produceret af hende selv. Hun er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium og skriver selv personlige tekster, der viser nerve og ikke mindst talent for poesi.

 

Sways Musikquiz

Kl. 21. Mønt: Gratis.
Har du styr på musikåret 2015? Og hvad med de store udgivelser og koncerter i 2016? Blær dig med din musikviden eller stil op til Sways Musikquiz bare for sjov. Man kan komme i hold eller alene, og tilmelding foregår på Facebook.

 

LØRDAG

weekjan1bil3
Den nye performancegruppe AniMaNi opfører fra 17-18.30 et stykke om svinehunden i os alle efterfulgt af en artist talk // Foto: AniMaNis facebookbegivenhed til “Den du fodrer”.

 

Motionsvandretur med Aarhus Fodslaw

Kl. 10. Mønt: Gratis.
Start lørdagen med frisk luft og røde kinder med Aarhus Fodslaw. De arrangerer hver lørdag i januar motionsvandreture i Aarhus’ oversete områder. Denne lørdag starter de på Filtenborg Plads ved Bjørnen, og turen tager ca. to timer. Tag en ven under armen og en termokande med kaffe til pausen i rygsækken og bliv kvikket op efter fredagens begivenheder.

 

Indendørs kræmmer- og loppemarked i Scandinavian Congress Center

Kl. 10-16. Mønt: 40 kr.
Lørdag og søndag kommer over 150 udstillere fra hele landet til Scandinavian Congress Center for at sælge ud af deres ting og sager. Der vil være et bredt udvalg af unikke varer, og du kan sikkert gøre et godt fund eller to.

 

AniMaNi: Den du fodrer

Kl. 17-18.30. Mønt: Gratis.
Hvis du ikke har oplevet en musikalsk dukkethriller før, har du muligheden for det nu, når den nystartede performancegruppe AniMaNi opfører scener fra stykket ”Den du fodrer”. Stykket drejer sig om svinehunden i os alle og skildrer en gravid kvinde, der føder et ikke-normalt barn, der kræver levende føde. Det vil uden tvivl være en enestående oplevelse, og der er mulighed for at deltage i en artist talk bagefter.

 

SØNDAG

weekjan1bil4
Lyt dig til et andet univers til FortælleSalon på Dokk1 // Foto: DR.

 

FortælleSalon

Kl. 14-16. Mønt: Gratis.
Slut weekenden af med at drømme dig væk i levende fortællinger til FortælleSalon på Dokk1 i Hjørnet. Temaet for denne uges FortælleSalon er ”Det spirer under sneen”, og arrangementet afholdes af Fortællere i Østjylland. Imellem fortællingerne spiller Thøger Johansen musik, og til sidst i programmet vil tilhørerne blive inviteret med til at skabe en improviseret fortælling.

 

Sidste chance: Monet på ARoS

Kl 9-17. Mønt: 110 kr. for unge under 28 og studerende. 130 for voksne.
Har du endnu ikke nået at opleve Lost in Translation-udstillingen på ARoS? Så kan du lige nå det, da søndag er sidste chance for at fare vild i de 49 værker af de franske impressionister, deriblandt 18 af Monet. Udstillingen tager publikum med på en rejse fra slutningen af 1800-tallet, hvor malerierne blev til og op til i dag, hvor plakater af malerierne er at finde i alt fra mormors stue til tandlægens venteværelse. Jeg glæder mig til at opleve de klassiske åkander blomstre op i den impressionistiske have på ARoS.

 

Ha’ en rigtig dejlig weekend!

//Anna.

Coverfoto: Pernille Thorup Nørbo