Kære Aarhus, weekenden står endnu en gang for døren. Vi nærmer os med hastige skridt foråret og sommeren, og derfor skal slutningen af ugen naturligvis bruges på at opleve kulturen i vores by – her kommer vores bud på jeres weekend. Enjoy! 

TORSDAG

 9IMG_2137a
Lydmor og Bon Homme. // Foto: Johanne Teglgård Olsen

 

Litterær Lounge

Kl. 19.30-21.00. Mønt: Gratis.
På torsdag kan du komme til Litterær Lounge inde hos TANK på Mejlgade. Denne aften byder på personlighederne Camilla Engkjær Laursen, som også står bag Løves litterære dage, Sebastian Bune, som snart er aktuel med sin første roman fra forlaget Lindhardt og Ringhof, og Katrine Volsing, som er kendt fra poetry slam. TANK er en hyggelig lille kunstcafé på Mejlgade, så husk at komme i god tid for en siddeplads – og der bliver selvfølgelig også solgt kaffe og kage, imens du lytter til smuk prosa og lyrik.

 

En aften om Tove Ditlevsen

Kl. 19.30-21.30. Mønt: 20 kr.
Det bliver svært at vælge imellem torsdagens gode litterære arrangementer, men en mulighed bliver i hvert fald også at slå et smut forbi Nordisk sprog og litteraturs ”Kommabar”, hvor Kakofoni afholder et foredrag om Tove Ditlevsens forfatterskab. Aftenens foredragsholder bliver Ole Thaisen, lektor ved Nordisk. Tove Ditlevsen har fået lidt af et revival de seneste år, og hun er især vellidt blandt litteraturstuderende. Med udgangspunkt i digte fra digtsamlingerne Pigesind (1939) og Kvindesind (1955) skal vi høre om en kunstner, som livet igennem i sin digtning var loyal mod sine personlige erfaringer. Sin barndom, sin kvindelighed og sin sårbarhed. Kakofonis aftener plejer at være enormt hyggelige, og til aftenen kan man også købe kage og kaffe.

 

Lydmor og Bon Homme på Radar

Kl. 20. Mønt: 120 kr.
Er du i humør til fed musik torsdag aften, så anbefaler vi på VINK at tage til koncert med Lydmor og Bon Homme på Radar – af flere grunde: For det første er der ret hyggeligt på Radar, da stedet er småt, intimt, og de sælger gode øl. For det andet er Lydmor über cool, og nu er hun gået sammen med sangeren og bassisten fra WhoMadeWho, Thomas Høffding – også kendt som Bon Homme fra sit eget soloprojekt. Jenny Rossander (kvinden bag Lydmor) og Thomas Høffning er bl.a. kendte for sange som ”Things we do for love”. Så er du klar på fest, akkustiske beats og synth-musik, så afsted til Radar!

 

FREDAG

 

12718224_1712963205593504_20160052104455332_n
Oppenheimer og SPOT står for fredagens musik-bar på Vesterlauget. // Foto: Begivenheden på Facebook

 

Oppenheimer og SPOT: Fredagsbar på Vesterlauget

Kl. 15.00-17.30. Mønt: Gratis.
Oppenheimer og SPOT er gået sammen om et projekt, hvor de vil styrke vækstlaget i det århusianske musikmiljø – yes, siger vi, det er jo bare super fedt! Derfor er de også gået sammen om et arrangement på fredag, hvor de i Vesterlaugets hyggelige omgivelser holder fredagsbar. Der vil være økologiske Thy-pilsnere og lækker ny musik fra upcoming kunsterne Anna Scharling og Bunker. Det bliver stensikkert en god måde at starte fredagen på – vi krydser fingre for solskin.

 

Sneak peak på Spor festival på Kunsthal Aarhus

Kl. 19. Mønt: Gratis.
Fredag aften kan du også (måske efter fredagsbaren på Vesterlauget) tage ind på Kunsthal Aarhus, hvor Spor festival holder en koncertaften/pre-event. Denne aften er SCENATET gået sammen med den amerikanske musik ensemble Pamplehouse, og sammen skal de skyde Spor festivallen i gang. Spor er en lyd- og tonekunstfestival, som afholdes i Aarhus fra den 12.-15. maj.

 

Fernisering på Kunsthal Aarhus: MACA

Kl. 17. Mønt: Gratis.

Fredag eftermiddag kan du se på moderne kunst på Kunsthal Aarhus. Glæd dig her til en udstilling inspireret af tv-køkkener! Bag MACA står kunstnerduoen Esmeralda Kosmatopoulos + Sean Naftel. Den græske Esmeralda Kosmatopoulos og den amerikanske Sean Naftels udstilling er en udforskning og performativ undersøgelse af den kunstneriske produktionsproces.

 

LØRDAG

 

12814723_969207589783092_4943390291187622374_n
Funky fest, farver og dans – ja tak! Vi ses på HeadQuarters. // Foto: Begivenheden på Facebook

 

Roon og Rahn reception – pop up shop

Kl. 11. Mønt: Gratis.
Roon og Rahn er et spændende nyt iværksættersamarbejde, som producerer flot og moderne interiør og møbler. De holder en hyggelig dag med reception på Godsbanen, hvor de netop er rykket ind i nye omgivelser. I deres nye kontorfælleskab kan du hilse på Roon og Rahn. Der vil blive serveret lækre øl fra Brooklyn Brewary, og alt efter hvordan dagen skrider frem, vil der være plads til afterparty, hygge og bordtennis. Så af sted med dig, hvis du føler for at hænge ud i et cool iværksættermiljø på lørdag.

 

Panorama – artist talk og havnevandring

Kl. 11.00-13.00. Mønt: Gratis.
Fra den 12. marts til og med den 2. april kan du nede på udstllingstedet Spanien19C se udstillingen Panorama, og på lørdag kan du være med i en artist talk og efterfølgende havnevandring. Først vil kunstneren Regitze Karlsen fortælle om sin installation, og dernæst kan du komme på en spændende rundvisning på Sydhavnen. Du ville kunne se mange typer af bygninger, som har meget historie i sig, fordi de i 1905 blev anlagt som Aarhus’ første industriområde. Stadsarkiv Kristian Buhl Thomsen står for denne rundvisning, som uden tvivl bliver spændende. Mange ved nok, at Sydhavnen i øjeblikket er et kulturelt iværksætter-mekka, så du vil uden tvivl også få et indtryk at et spændende arbejdsmiljø.

 

Funk og fest på HeadQuarters

Kl. 19. Mønt: Gratis.
Jamen der er jo ikke meget andet at sige, end at HeadQuarters altid forstår at holde en fed fest – og lørdag bliver uden tvivl en af den slags aftener. Den står nemlig på Funk-tema, så hop i festtøjet og giv den gas til groovy og funky rytmer i seje omgivelser. DJ Alfenheim står for musikken, og det bliver uden tvivl en svedig aften – så husk også at drikke rigeligt med væske (øl!) dertil.

 

SØNDAG

 

12718318_578284605659545_4155361444144533611_n
Søndag står i arkitekturens tegn i Øst for Paradis. // Foto: Begivenheden på Facebook

 

Finderskeepers Designmarked – Godsbanen

Kl. 11. Mønt: 50 kr. (weekend: 70 kr.)
Så er der endnu en gang Finderskeepers på Godsbanen. Konceptet er en platform for designere og kunstnere i vækstmiljøet, som får mulighed for at komme og sælge af deres spændende nye produkter. Så køb en kaffe to-go og smut forbi Godsbanen, hvor du får rig mulighed for at finde fede ting såsom keramik, smykker, møbler, artwork og andet guf.

 

Kunstermøde på Aros – Jani Leinonen fra Finland

Kl. 13.00-14.00. Mønt: Gratis (efter betalt museumsentré).
Søndag klokken 13 kan du i en times tid på Aros høre den finske kunstner Jani Leinonen fortælle om sin aktivistiske kunst, og om hvordan civil ulydighed kan gøre verden til et bedre sted. Arrangementet finder sted ved Leinonens egen udstilling (niveau 5, sidste rum i udstillingssalen), og alle er meget velkomne.

 

Aarhus Arkitektur festival og Øst for Paradis: Filmvisning

Kl. 15.30. Mønt: 85 kr.
I anledning af arkitekturfestivallen vil der på søndag blive vist arkitektfilm i Øst for Paradis. Helt præcist vises der en film om Eileen Gray og hendes designpraksis. Temaet for festivallen er arkitektens liv og poetik, og derfor vises en række film, der viser, hvordan arkitekten lever med kunsten. I filmen her kommer du til at høre om Grays livsforløb og hendes forhold til ”det moderne” i kunsten og kulturen, alt imens hun selv tegnede møbler og bygninger i nytænkende stil. Filmen perspektiveres af arkitekt og afdelingsleder ved C.F. Møllers designafdeling, Jon Brøcker.

 

God weekend, og måske vi ses derude.
//Caroline Borring

Coverfoto: Dennis Kristensen