Vi er midt i december, og vi stresser over at skulle nå at købe julegaver og læse op til eksamen, men hvad gør det, når weekenden er over os? Der skal danses, SKAMmes, lyttes og nydes! Tag en pause fra eksamensræset, grib fat i en ven og oplev fællessang, fest og filmklub.

 

TORSDAG

source
Torsdag kan man opleve Uma Thurman, John Travolta og ikke mindst Quentin Tarantino, når Pulp Fiction bliver vist på Dokk1.

 

MORGENDANS

Kl. 8.30-9. Mønt: Gratis.

Torsdag morgen kan du skyde hul på weekendens festligheder ved at danse søvnen ud af øjenkrogene på Brobjergskolen på Frederiks Allé. Der er ingen krav til rytmik eller koordinationsevner, bare FRI DANS, så tag en ven i hånden eller kom alene og føl musikken, ha’ det sjovt og dans det bedste, du har lært. Bagefter er der kaffe til dem, der skulle trænge til det.

 

FILMVISNING PÅ DOKK1: TARANTINO

Kl. 16-19. Mønt: Gratis.

På Dokk1 kan man bruge de sene eftermiddagstimer i selskab med John Travolta, Uma Thurman og ikke mindst Quentin Tarantino, når Pulp Fiction bliver vist. Filmen fra 1994 er kendt for sine popkulturelle referencer og sin blanding af humoristisk dialog og voldsomme scener og er klart et must-see.

 

JULEKONCERT MED SING IT!

Kl. 19.30-21-30. Mønt: 30 kr. for studerende – ellers 60 kr.

Det ambitiøse kor Sing it! giver koncert i Ungdomskirken på Nørre Allé, og deres fortolkninger af kendte popsange vil uden tvivl få dig i højt humør. Julesange vil fylde rummet, og for en tid vil du måske helt glemme eksamensstress – der er i hvert fald ingen tvivl om, at koret vil gøre alt, hvad de kan, for at bringe julestemningen frem.

 

SMAGLØS JAZZ NIGHT

Kl. 21-23. Mønt: Gratis.

Kom med til årets sidste jazz night på Café Smagløs, når de inviterer de to dygtige musikere, Christian Vuust og Jonas Møller Andreasen, der henholdsvis spiller på tenorsaxofon og trommer. Der vil blive spillet helt ny og ikke-gennemøvet musik til stor underholdning for både publikum og musikerne selv.

 

CROONER NIGHT PÅ PARADIS

Kl. 21-03. Mønt: Gratis.

Blev du ikke færdig med at danse torsdag morgen, kan du danse videre til alt det gode fra crooner-genren, som f.eks. Frank Sinatra og Louis Armstrong, når Paradis holder crooner night. Til midnat skifter genren til disco og pop, så der er rig mulighed for at få svinget hofterne i discokuglens glimtende skær.

 

FREDAG

Sleepover i Domes of Visions
Fredag aften inviterer Dome of Visions til koncert med Aztek og Human. // Foto: Dome of Visions

 

WILLIAM ECKLOFF/INTERLOCKED PÅ GALLERI T

Kl. 9.30-19. Mønt: Gratis.

D. 30. november åbnede William Eckloffs udstilling på Galleri T i Jægergårdsgade, og den kan opleves helt indtil d. 23. december. William Eckloff tegner stærke kontraster og er især inspireret af nøgler, der går igen i kunstnerens værker. Han er uddannet arkitekt og designer og er desuden farveblind. Derfor er hans værker også gennemgående monokrome.

 

MUSIKKONERVATORIETS JULEKONCERT

Kl. 15-16. Mønt: 50 kr.

Oplev Det Jyske Musikkonservatoriums Kor & Orkestor, Pigekor og Messingblæsere, når de fredag giver koncert i Domkirken. De vil både spille kendte og mere ukendte julesange og salmer, og der vil være solister, der optræder med sang, harpe- og violinspil. Der vil desuden være fællessange, hvor det sangglade publikum har mulighed for at synge med.

 

LIQUID FRIDAYS PÅ KUNSTHAL AARHUS

Kl. 16-20. Mønt: Gratis.

På Kunshal Aarhus kan du fredag eftermiddag og aften læne dig tilbage til lidt lækker elektronisk musik, kigge på lidt kunst og købe en risalamande-drink, eller en slikstok-drink eller to. Musikken bliver leveret af Liquid Fridays’ egen Sørensen sammen med Double Rainbows Lui. De sørger for god stemning, så tag dine venner med til hygge i kunsthallen.

 

SKAM-FINALE I STUDENTERHUSET

Kl. 16-23. Mønt: Gratis.

Som ægte SKAM-fan skal du selvfølgelig ikke sidde alene derhjemme med dit ostesmørbrød med kardemomme og se sæsonafslutningen af SKAM fredag aften – du skal da se den i Studenterhuset med alle de andre aarhusianske SKAM-fans. Der er lagt op til ren kosegruppa-stemning med lege og SKAM-dresscode, og der er snak om, at hele sæsonen vil blive vist, så kom tidligt og få det hele med.

 

ROCKING THE DOME: AZTEK X HUMAN

Kl. 20.30-23.30. Mønt: Gratis.

Fredag aften spiller de to rockbands Aztek og Human i Dome of Visions’ smukke og stemningsfulde omgivelser. Med musik inspireret af Led Zeppelin og Jeff Buckley er der ikke andet at gøre for publikum end at finde luftguitarerne frem og lade sig rive med af de catchy melodier og fede guitarsoloer.

 

LØRDAG

giphy
Lørdag aften skal du igen kridte danseskoene, når der er Sexual Healing på Headquarters.

 

AROS PUBLIC FILMKLUB: DANCER IN THE DARK

Kl. 11-14. Mønt: Gratis med indgangsbillet til ARoS.

Lørdag viser ARoS Publics månedlige filmklub Lars von Triers omdiskuterede og utraditionelle musical Dancer in the Dark med Björk i hovedrollen. I 2000 vandt filmen Den Gyldne Palme i Cannes, og den er – ligesom Pulp Fiction – et must-see. Filmen bliver introduceret ved en dialog mellem Andreas Halskov, der er filmjournalist, forfatter og lyd-ekspert, og Ole Pedersen, der er kurator.

 

ICE SKATING VED MUSIKHUSET

Kl. 14-16. Mønt: Gratis og skøjter kan man leje for 45 kr.

Indtil videre har de “lune” decembertemperaturer ikke skabt de bedste vilkår for den udendørs skøjtebane foran Musikhuset, men til weekenden skulle det blive lidt koldere, og skøjtebanen kan derfor endelig blive taget i brug. Brug en eftermiddag på at suse rundt på isen med din ven, mor eller date i hånden og skyd for alvor vinteren i gang med en pirouette.

 

SEXUAL HEALING PÅ HEADQUARTERS

Kl. 19-05. Mønt: Gratis.

Endnu engang er der lagt op til en svedig aften på Headquarters, når Sexual Healing spiller op til dans til de allermest sleske numre inden for blandt andet funk, disco, pop og hiphop. Det er – udover nytårsfesten – årets sidste fest på Headquarters, hvilket bare er endnu en god grund til at tage afsted og give den gas på dansegulvet.

 

SUNDAYS/TRAIN LIVE I DOME OF VISIONS

Kl. 19.30-21.30. Mønt: 50 kr.

Magnus Jacobsen er manden bag Sundays, som Sound of Aarhus har skrevet således om: “A mind-blowing and breathtaking live performance”. Genren er folk-pop, og nøgleordene er nøgenhed, intensitet og nerve. Til januar udkommer Sundays EP The Day will Come, der er produceret i samarbejde med Mads Björn, og lørdag aften vil man så kunne opleve de intense kærlighedsnumre helt tæt på.

 

SØNDAG

15202518_1368694856487651_6949071712319678793_n
Søndag kan du købe anderledes julegaver, når UMOJA kommer til Godsbanen. // Foto: UMOJA

 

VINTERSOLHVERV PÅ BISPETORVET

Kl. 12-16. Mønt: Gratis.

Både lørdag og søndag denne weekend kan du blive taget med tilbage til de rigtige gamle dage, hvor julen ikke var kommerciel som i dag. Emner som ofringer til nordiske guder, shamanistiske naturritualer og kristne budskaber vil blive diskuteret, og et panel bestående af alt fra filosoffer og antropologer til shamaner og præster vil give deres bud på dagens spørgsmål, der relaterer sig til traditioner og ritualer.

 

UMOJA JULE-POP-UP PÅ INSTITUT FOR X

Kl. 13-17. Mønt: Gratis indgang.

Hos UMOJA kan man blandt andet købe smukke kurve, kimonoer, punge og stof i metervarer – alt sammen importeret fra lokale kvinder i Kenya med gode arbejdsforhold. Der er rig mulighed for at gøre et par gode julegaveindkøb eller finde en lille ting til sig selv, og så kan man oven i købet have god samvittighed over at støtte de kenyanske kvinder og deres familier.

 

RECEPTION FOR OLE R. SVIDTS SATIREKRIMI

Kl. 14-16. Mønt: Gratis.

Ole Rosenstand Svidt er forfatter og webredaktør på Gaffa og er nu aktuel med sin satiriske krimi Det bliver et nej tak herfra. Handlingen foregår i musikbranchen, og bogen indeholder lige dele spænding og underholdning og er ment som en kærlig opsang til nutidens musik- og mediebranche. Søndag eftermiddag kan man komme til bogreception i Løves Bog- & Vincafé og få et nærmere indblik i den nye krimi.

 

Rigtig god weekend!

// Anna