December er over os. Er du ikke allerede kommet i julehumør, så skal VINK nok hjælpe dig med at blive det. Hvis du er ved at drukne i gløgg og æbleskiver, så er vi også klar til at give dig noget andet at tænke på med ugens events. Udfordr dine venner på klatrevæggen, mens I spiser æbleskiver, eller forsvind ind i lyden af ugens mange koncerter i vidt forskellige genrer.

 

TORSDAG

gigslutz-co-uk
Oplev en intens music talk om The Doors på Dokk1. //Foto: gigslutz.co.uk

 

MUSIC TALKS: THE DOORS

Kl. 16.30-18. Mønt: 40 kr.

Dokk1 inviterer inden for til en music talk om 1960’ernes ultimative rockgruppe. The Doors fascinerer med forrygende tekster og sit sprængfarlige midtpunkt, Jim Morrison. GAFFAs Espen Strunk står bag foredraget og trækker på sin personlige rockhistoriske kapacitet og sin baggrund som litteraturhistoriker. Music talks foregår i Store Sal.

 

FOTOGRAFISK SKOLE UDSTILLER – FERNISERING

Kl. 16-19. Mønt: Gratis

Trods vinterkulden og oplev minimalistisk, poetisk, taktil, konceptuel og eksperimenterende fotokunst, når Fotografisk skole holder afslutningsudstilling. Ferniseringen foregår i Byhøjskolens lokaler på Mejlgade 53. Her vil være mulighed for at opleve fotokunst med personlighed, skabt af deltagerne på dette års efterårshold. Hvis man ikke har mulighed for at komme til ferniseringen, er udstillingen åben d. 9.-12. december kl. 13-18.

 

ART BAR – JULE EDITION

Kl. 17-20. Mønt: Gratis

Tag din jule- og kunstinteresserede ven med, når Aarhus Billedkunstcenter holder årets sidste Art Bar på Godsbanen. Der vil være juleklip og pakkeleg, så husk at medbringe en lille gave, og fisk dit bedste julehumør op af sækken. Der vil være æbleskiver og gløgg til de første 20, så kom og vær med, når Art Bar starter kl. 17. Spiselauget står for en tag-selv bar med øl og vin. Det hele sker i Vogn 1 på Godsbanen.

 

STORYSLAM GRAND SLAM

Kl. 20-22. Mønt: 70 kr. / 60 kr. for årskortholdere

Torsdag aften kåres vinderen af året GRAND Slam i Teater Katapults teatersal på Godsbanen. Oplev de bedste historier fra 2016, når alle årets vindere samles til den endelige dyst på fortællinger. Det bliver en aften fyldt med fortællerglæde, personlige oplevelser og intens stemning. Prisen er inklusiv et glas bobler.

 

ROCK ‘N’ ROLL THURDAY

Kl. 21-03. Mønt: Gratis

Café Paradis springer dine trommehinder med udsøgt rock hele aftenen. Kom og dyrk en aften med The Strokes, Led Zeppelin, Muse, DAD, Nirvana og mange flere fede rockbands.

 

FREDAG

spacebaby-cover
Tag på en space travel med SpaceBaby, der giver koncert i Dome of Visions. //Foto: Dome of Visions

 

SHOP ÅRETS JULEGAVER

Kl. 10-17.30. Mønt: Hvad dit budget kan holde til

Kom dine stressede julegaveindkøb op til juleaften i forkøbet og brug en hyggelig fredag eftermiddag på at købe årets julegaver. VINK har lavet en guide, som styrer dig langt udenom Strøget, og stiller skarp på de mange lokale og unikke butikker i Aarhus. Her kommer de små selvstændige butikker med deres bedste bud på årets julegave. Læs med og lad dig inspirere. Husk at forkæle dig selv på shoppingturen med en pose brændte mandler.

 

FERNISERING: BONK, CLINK, DIT, SLAP! AF JACK TAYLOR (UK)

Kl. 16-19. Mønt: Gratis

Fredag eftermiddag afholder Non – Space i Rosensgade en fernisering, der handler om lydord. Den britiske kunster Jack Taylor og danske electronic komponist Xenia Xemanka Lopez undersøger betydningen af ‘onomatopoietikoner’ – en betegnelse for ord, som er dannet ved efterligning af naturlig lyd. Oplev hvordan ord som AV, SLAP, DUNK og MIAV sættes ind i en sammenhæng af Taylors levende og energiske kunstneriske udtryk.

 

LATE NIGHT BOULDERING (JULE-EDITION)

Kl. 19-01. Mønt: 90 kr. / børn u. 16 år 50 kr.

Er du i julehumør og trænger til at svede lidt samtidig? Aarhus Boulders er en ny klatreklub i Aarhus N. Som noget nyt holder klubben Late Night Bouldering hver fredag, og dét fyres der op for første gang med en Jule Edition. Tag dine venner under armen og nyd en sjov aften både med klatring, dans, konkurrencer, æbleskiver og gløgg. Baren åbner kl. 21 og sælger blandt andet øl til 10 kr. Hvad venter I på?

 

SPACEBABY EP RELEASE

Kl. 19.30-21. Mønt: Gratis

Dome of Visions skyder din fredag aften igang, når det aarhusianske band SpaceBaby står klar til at fremvise sine færdige numre. SpaceBaby er et alternativt indierockband med et stænk af syre. Deres musik skriger på 80’ernes store neontegn og leveres med en sprængladt energi. Efter koncerten på Dome of Visions rykker festen videre til El Loco i Mejlgade, hvor SpaceBabys musik flosser højtalerne i stykker, og du kan nyde unikke SpaceBaby drinks til 25 kr. stykket.

 

LØRDAG

dixon_full
Der er masser af jul denne lørdag, hvad end du er til julemarked på Godsbanen, jazzet X-jam på Sydhavnen eller Festaften med jule-edition på TAPE.

 

GODSBANENS JULEMARKED 2016

Kl. 11-17. Mønt: Gratis

Både lørdag og søndag skruer Godsbanen helt op for julestemningen, når de byder på god mad, fine sager, musik og hyggelige juleaktiviteter. Kom ned og gå på opdagelse i de mange boder med design og kunsthåndværk produceret i Godsbanens Åbne Værksteder. Kødbyens Mad & Marked står bag de mange lækkerier, som du kan mæske dig i med familie og venner i den Rå Hal.

 

UDPOST PRÆSENTERER: OPLEV HISTORIER FRA HELE VERDEN!

Kl. 18-21. (fest kl. 21-01) Mønt: Gratis

UDPOST inviterer indenfor til en aften med dybdegående journalistiske fortællinger fra verden omkring os. UDPOST er Danmarks nye udenrigsmagasin, der sætter fokus på de gode historier fra fremmede himmelstrøg. Aftenens tema er “Verden i en brydningstid”. Kom med og bliv oplyst inden for aftenens tre emner: Cuba og Fidel Castro død, Berlin og det politiske systems udfordringer med den yderste højrefløj samt New York og Clintons “valgfest” den aften, hvor Trump blev USA’s præsident. Hele aftenen kan du købe kaffe, øl og mad, og kl. 21 fyres der op for festen samme sted.

 

X-JAM

Kl. 18-23. Mønt: Gratis

Aarhus’ jazzentusiaster og alle, der elsker en aften i musikkens og intimitetens tegn, kan godt glæde sig. Jazz & Venner og Mad & Venner står igen klar med lækker mad og udsøgt jazz, denne gang med X-jam. Det foregår i Jægergårdsgade på Sydhavnen. Der vil være koncert og senere jam for alle. Læs med her, fra da VINKaarhus oplevede den skønne atmosfære på Sydhavnen.

 

ULVETIMEN + SUPPORT: EUGENIA // HEADQUARTERS

Kl. 19-23. Mønt: 50 kr. (forsalg) / 65 kr. (dørsalg)

På HeadQuarters lover de 400 % kærlighed, når Ulvetimen giver koncert. Menneskers dyriske drifter fylder bandets tekster, der tilsættes et kontrastfyldt lydunivers. Du omsluttes af konstellationer af liderlighed og melankoli, angst og skønhed, afmagt og vildskab. Aftenens support er Eugenia, der spiller alternativ pop, som mødes med tunge beats og symfonisk instrumentering. Eugenia er lyden af kontrasterne, der opstår i mødet mellem det komplekse og det simple, det analoge og det digitale samt den mørke og den lyse stemme. Koncerten starter kl. 21.

 

FESTAFTEN (JULE-SPECIAL)

Kl. 20-02. Mønt: Gratis

Lørdag aften er der festaften med jules-special på TAPE arrangeret i samarbejde med Safe Dist og Help Recordings.

 

SØNDAG

ragingfluff-wordpress-com
Øst for Paradis viser Kieslowskis filmklassiker Rød (1994) om den unge model Valentine, hvis nabo, en pensioneret dommer, i smug spionerer på sine omgivelse. //Foto: ragingfluff.wordpress.com

 

KAMMERKONCERT

Kl. 15-17. Mønt: Gratis

Tilbring din søndag eftermiddag med at lytte til en smuk kammerkoncert på Det Jyske Musikkonservatorium. Tag din ven under armen, eller giv dig selv den dejlige oplevelse af at synke dybt ned i sædet til lyden af klassisk musik – live og ganske gratis.

 

ABLETON WORKSHOP

Kl. 15-18. Mønt: 50 kr. / 30 kr. for medlemmer

Drømmer du om at lære at producere elektronisk musik? Den elektroniske trio Paper Cranes afholder en workshop i Studenterhus Aarhus om musikproduktion i Ableton. Bandet har spillet på SPOT og Smukfest og var finalister i KarriereKanonen 2015. Tilbring din søndag med at få svar på spørgsmål om, hvordan man laver et alternativt beat, arbejder med vocal samples og meget mere.

 

FILMKLASSIKER: KIESLOWSKIS RØD

Kl. 21.45-23.45. Mønt: 90 kr.

Søndag aften viser biografen Øst for Paradis den tredje film i Krzysztof Kieslowskis fantastiske triologi: Three Colour: Blue, White, Red. Den franske film er det mystiske drama om den unge model Valentine, hvis nabo, en pensioneret dommer, i smug spionerer på sine omgivelser. Har du endnu ikke ladet dig forføre af filmen, anbefaler VINK kraftigt, at du tilbringer din søndag aften i selskab med det franske mesterværk, der ligger med 8.1 points på IMDb.com. Rød kan sagtens ses adskilt fra de to første film.

 

Over and out. God weekend.

// Amanda

 

giphy