November kan være grum, men aldrig grim. De første hvide fnug er faldet fra himlen, og denne weekend kan du blandt andet være med, når Dome of Visions skaber debatforbindelse til den svenske kulturkuppel på den anden side af sundet. Du kan tage til en rørende filmvisning med oplæg i Øst for Paradis eller til premiere på et rebelsk teaterstykke om kvindekønnet. Du kan benytte dig af en undskyldning for and og hygge ved navn mortensaften, eller af undskyldningen for at være fuld og udklædt til Halloweenfest på Gyngen. Eller måske har du lyst til at dyrke tegnekunstens udtryk? Aarhus er kold, men aldrig kedelig.

 

TORSDAG

På torsdag arrangerer Dome of Visions livedebat om urbanisme med sin svenske søsterdome. // Foto: Erik Mårtensson
På torsdag arrangerer Dome of Visions live debat om urbanisme med sin svenske søsterdome. // Foto: Erik Mårtensson.

 

DOME-TO-DOME DEBATE

Kl. 14.30-18.00. Mønt: Gratis

Glaskuplen på havnen smider om sig med events, men særligt på torsdag bør du besøge Dome of Visions, der inviterer til åben live debat. Der skabes forbindelse tværs over Øresund til Dome of Visions SE i Stockholm: Hver dome har samlet et panel af byentusiaster, iværksættere, kunstnere, arkitekter og kulturproducenter, der skal indgå i en dialog om do-it-yourself-tankegangen og taktisk urbanisme- og byplanlægning. Hvordan kan man sikre miljømæssig og social bæredygtighed i byer i så hurtig udvikling som Aarhus og Stockholm? Det vil være et af spørgsmålene, der bliver diskuteret i debatforbindelsen mellem den danske og den svenske kulturkuppel.

 

MUSIC TALKS PÅ DOKK1: NICK CAVE

Kl. 16.30-18.00. Mønt: 40 kr. Studerende: 25. kr. 

Er du mere til at nørde musik og lyrik, så er der stadig ledige billetter til Music Talks, som dedikerer aftenen til den australske sangskriver Nick Cave. Nick Cave er sammen med The Bad Seeds senest aktuel med det sorgfulde album Skeleton Tree, der er stærkt præget af Caves søns død for blot lidt over et år siden. Espen Strunk, musikjournalist og litteraturhistoriker, holder foredrag om Caves betagende tekstunivers og tematikker. Oplægget bliver krydret med koncertoptagelser og Espen Strunks egne interviews med Cave og bandet.

 

MORTENSAFTEN

Når og hvor du vil. Mønt: Afhængigt af dit madbudget. 

Mortensaften? Hvad er det? Det er en undskyldning for at spise lækker and. Men den gamle tradition gemmer selvfølgelig på en gammel historie: Morten levede i 300-tallet i den franske by Tours, hvor han blev udnævnt til biskop mod sin vilje. Derfor gemte han sig i en gåsesti, men gæssenes gækken afslørede ham, og herefter besluttede han at straffe gæs ved at spise dem hvert år på denne dag. I dag er det i stedet anden, der modtager straffen. Saml de af dine venner, der gør det godt i køkkenet, og tilbered for en gangs skyld et måltid svøbt i kærlighed og omhyggelighed – eventuelt med hjælp fra Louises Madblog, der har samlet opskrifter til mortensaften. Er du doven, men vil du stadig gerne hygge og mindes Morten? Spiselauget holder mortensaften fra klokken 18 med velkomstdrinks, treretters menu (med and!) og laber jazz for kun 250 kroner.

 

WORLDBEAT: MAMES BABEGENISH + UMPAS 

Kl. 20.00-1.00. Mønt: 50 kr. for medlemmer. 70. kr. hvis du ikke er medlem. Billet i døren: +20 kr. 

Stakladen inviterer dig indenfor til toner fra verden, når Mames Babegenish og Umpas spiller op. Mames Babegenish, som netop har været på turné i USA, har en unik lyd, hvor traditionelle jødiske klezmermelodier prydes med elementer fra både den rockede og den elektroniske musikverden. Det improviserende orkester Umpas byder på en blandning af energisk rock og orientalske melodier, og du vil ikke blive snydt for støj.

.

FREDAG

"Pigen, morderen og dæmonerne" er en rørende fortælling om en lille piges kamp mod dæmonerne der plager hendes psykisk syge mor. // Foto: CPH PIX
Pigen, moderen og dæmonerne er en rørende fortælling om en lille pige, der opretholder en facade, alt imens hun lever i en ulækker lejlighed med sin psykotiske mor, hvis dæmoner hun forsøger at besejre. // Foto: CPH PIX.

 

FILMVISNING OG OPLÆG I PARDIS: PIGEN, MODEREN OG DÆMONERNE

Kl. 19.30. Mønt: 110 kr.

Ti er otte år gammel og bor alene med sin psykisk syge mor. I filmen Pigen, moderen og dæmonerne følger vi lille Ti, hendes store kærlighed til sin mor og hendes hårde kamp mod dæmonerne. Den nye, svenske film er instrueret af Suzanne Osten, som selv var barn af en forælder med en psykisk lidelse – hun har brugt sine egne minder som værktøj til at skabe filmen. Efter filmvisningen holder 20-årige Frederikke oplæg om sin opvækst med en mor, der led af paranoid skizofreni. Der er lagt op til en alvorlig, men gribende temaaften i Paradis. Køb billet her.

THE SHARKNADOES PRESENTS: SURFIN’ HALLOWEEN PARTY @GYNGEN

Kl. 21.30. Mønt: 50 kr.

Vilde udklædninger, uhyggeligheder, konkurrencer, halloweendruk og musik er, hvad du kan forvente, når The Sharknadoes holder Halloweenparty i Gyngens gemakker. Bandet The Sharknadoes spiller selvfølgelig selv koncert i aftenens anledning. Medbring kontanter OG dig selv i dine sygeste Halloweenklæder og med dit sygeste Halloweengear.

 

REBEL RAVE 

Kl. 23.00-5.00. Mønt: Gratis mellem 23 og 24. Ellers: 50 kr. inkl. garderobe

Lad lemmerne løbe løbsk til Rebel Rave på Double Rainbow. Nattens line-up består af Bendtsen (Tanzen Bitte), Lohman (Tanzen Bitte) og Murphy & Kaae. Alt er tilladt til de rebelske beats.

 

LØRDAG

// Foto: Den Skandinaviske Designhøjskole
For fjerde år i træk indbyder Designhøjskolen til en intens tegneoplevelse, hvor der vil blive rusket i dine sanselige og kreative sider. // Foto: Den Skandinaviske Designhøjskole.

 

BURNING PAPER @AROS @DEN SKANDINAVISKE DESIGNHØJSKOLE

Kl. 11.00-21.00. Mønt: Gratis

Kribler fingrene og rasler pennene? Eller er du bare nysgerrig på det kreative udtryk, der kan opstå mellem dig, pen og papir og et visuelt indtryk? I samarbejde med ARoS inviterer Den Skandinaviske Designhøjskole til en intens, ti timer lang dag i tegnekunstens navn. Der vil i løbet af dagen være fem forskellige tegnefokus, hvor du både kan træne klassisk croquis og tegne mere abstrakt og ekspressivt med for eksempel live musik og skuespillere som dine visuelle indtryk. Der vil være profesionelle lærere, tegnebrætter og papir til rådighed, så du skal bare medbringe dit bedste tegneredskab. Giv eventuelt videoen fra sidste års Burning Paper et kig.

 

DØGNFRUE @TEATER HURRA

Kl. 16.00 eller kl. 19.00. Mønt: 100 kr.

Døgnfrue er et teaterstykke, hvor du kommer til at høre lyden af kvinder. Teater HURRA viser premiereforestillingen på lørdag kl. 16 på Remisen, Godsbanen. Teatergruppen kalder sig selv “rebelske og relevante” og ønsker at lave en renæssance for den kvindepolitiske scene. I Døgnfrue følger vi damens døgn. Teater HURRA beskriver: “Døgnfruen åbner dagen, mens den endnu kun er plettet af dug. Hun ved, at hun kun er her kort, men hun drømmer ikke om, hvad hun skal igennem, mens hun er her”.
Der er forestilling både klokken 16 og klokken 19.

 

SALSA MEETS TANGO @CASA CAROLA

Kl. 18.00-01.00. Mønt: 50 kr. (efter kl. 21.). 125 kr. for argentisk mad og entré.

På Casa Carola står den lørdag aften på argentisk gastronomi, dans og tropical latino music. Fra kl. 18 kan du for 125 kr. få argentisk aftensmad bestående af argentisk bøf med papas a caballo, spidskålssalat og argentinsk krydderurtesalsa, hvilket også indebærer entré til aftenens herligheder. De to talentfulde tangodansere fra Buenos Aires Nayla Vacca og Lautaro Peyrelongue er lige nu på Europaturné og gæster Casa Carola kl. 21. med deres labre, lidenskabelige tangotricks. Herefter er der Salsa Meets Tango med musik fra husets DJ, der blander reggaeton, tango, salsa, cumbia og milonga. Det bliver sprødt og sensuelt.

 

SØNDAG

screen-shot-2016-11-06-at-22-49-44
Har du ikke den store lyst til at sumpe på en stille søndag? Så sving forbi Vox Hall, hvor duoen Digitalism sørger for noget labert at bevæge sig til. // Foto: MusikBlog.de.

 

SECONDHAND I MUSIKHUSET @FLAGSTANG MARKEDER

Kl. 10.00-15.00. Mønt: Gratis

Flagstang Markeder åbner, som så ofte, dørene til Musikhuset og byder på tøj og tasker, smykker og sko. Der er både retro-, vintage- og næsten nye varer. Secondhandshopping på en søndag er en sikker vinder.

 

PODCAST-SØNDAG

Kl. Når som helst. Mønt: Gratis.

Podcasts er geniale! Du laver noget, uden at lave noget. Hvis du ikke har en favoritserie eller -kanal og ikke orker at læse denne udførlige guide, jeg har linket til, så har jeg nogle bud på gode podcasts til dig. P1’s Arabiske Stemmer og Afrikanske Stemmer debaterer kultur og aktuelle begivenheder i regionerne og fortæller personlige historier. Jeg kan også varmt anbefale det historiefortællende medie Third Ears podcasts. De har eksempelvis lavet en podcastsserie i samarbejde med Politikken bestående af dokumentaristiske fortællinger. This American Life er et amerikansk medie, der i den grad har succes med sine podcast, som de selv beskriver som underholdende journalistik med elementer fra fiktionens verden. Måske har du hørt om deres populære podcastsserie Serial, hvor en journalist efterforsker en fem år gammel mordsag – og inddrager dig i en detaljeret kriminalitetsopklarende verden og USA’s retssystem. Lad op til næste uges planer og pligter ved at smide dig i sengen og lade andre underholde og informere dig. Pryd hyggen med en kop varm chokolade og et levende lys.

 

JUL I FRIHEDEN: ÅBNINGSWEEKEND

Kl. 13.00-21.00. Mønt: Entrépris

Er man for gammel til at gå i Tivoli, når det handler om mad og munter julehygge? Du er som noget nyt inviteret til jul i gode gamle Friheden, og udover nisselandskabet vil der i den nybyggede bodeby være sprøde lækkerier fra Kødbyens Mad & Marked. Blandt boderne er Spiselauget, Kalles Kaffe og Portvinsklubben eksempelvis at spotte. Kig forbi, hvis du altså ikke er bange for en tidlig jul.

 

DIGITALISM @VOX HALL

Kl. 19.00. Mønt: 240.

Tyske Digitalism spiller på Vox Hall efter en næsten to-årig periode med tavshed. Der kan spores både melankoli, glæde og energisk hårdhed i duoens elektroniske musikunivers, der indeholder elementer fra både indierocken, elektro-house og dance-punk. Du kan give det nye album et lyt på Spotify og Soundcloud.

 

Nyd din weekend med krop og sjæl

 

Hav en fabelagtig weekend i famøse, snedækkede Aarhus.

// Therese