Udover at nyde efterårets lune dagstemperaturer og solskin er der i denne weekend rig mulighed for at blive klogere på mennesket, kroppen og sindet. Folkeuniversitetet lancerer kulturfestivalen Hearts & Minds, der diskuterer kroppen og dens betydning i alle dets aspekter. Dertil byder weekenden på morgenyoga og mode! Og ellers vil VINK bare opfordre alle til at nyde efterårets sidste solstråler, inden det sikkert bliver udskiftet med blæst og regnvejr.

 


TORSDAG

Det britiske indie-/popband “Fear of Men” gæster spillestedet Radar på torsdag. //Foto: Radar

 

TORSDAGSTONER PÅ RADAR

Kl. 20-23. Mønt: 80 kr
Det britiske band “Fear of Men” gæster Radar, hvilket giver anledning til at fejre “lille-fredag”. Bandet byder på indie-/popmusik, og udover den gode stemning og musik er det jo altid rart at have en undskyldning for at drikke øl på en hverdag.

 

ØL I JÆGERGÅRDSGADE

Kl. 14-01 Mønt: Bar priserne varierer alt efter størrelse og smag
Efteråret er altså gået lidt i baglås, og det giver os forsat mulighed for at besætte byens fortorv med bl.a. øl, der stadig smager af sommer. Hos Mikkeller i Jægergårdsgade kan du få alverdens specialøl – heriblandt én der smager af hyldeblomst.

 

 

FREDAG

Oplev upcoming skuespillere i et moderne familiedrama, når DE RENE RUM har præmiere på Aarhus Teater. //Foto: Aarhus Teater


KVINDEKROPPEN OG EN OMDISKUTERET KUSSOMAT

Kl. 15-17. Mønt: 100 kr. Studerende: 75 kr.
Forfatterne Maja Nyvang og Sara Hornum Inanloo, der står bag genfortællingen af Kvinde, kend din krop samt Gennemblødt, gæster Kvindemusset og gør os klogere på kvindekroppen samt den debat, der været omkring den i nyere tid. Kom og tag del i debatten.

 

VAFLER TIL DEN SØDE TAND

Kl. 16-18. Mønt: Gratis
Har du brug for lidt sukker til at forsøde weekenden med, skal du slå et smut forbi Solgården fredag. Her giver Food Maker igen mulighed for at samle mad og mennesker. Ved Aulaen, ved Aarhus Universitet, kan man efter forelæsningen tage et smut forbi deres lille vogn og lave velsmagende og kreative vafler.

 

FAMILIEDRAMA PÅ AARHUS TEATER

Kl. 19:30. Mønt: 95 kr. Studerende: 50 kr. 
På fredag er der præmiere på stykket DE RENE RUM, som kommer til at spille på Aarhus Teater frem til d. 22. oktober, hver mandag-fredag kl. 19:30 og om lørdagen kl. 16. Stykket er et moderne familiedrama, der trækker linjer tilbage til de græske tragedier. Udover underholdningen er man med til at støtte op om teaterkunsten og dens fremtidige ansigter, da stykket er skrevet til otte kommende skuespillere fra Den Danske Scenekunstskole, Skuespil, Aarhus.

 


LØRDAG

Rumpistol feat. Anne Trolle giver en elektrisk koncert lørdag aften på Atlas //Foto: Atlas

 

MORGENYOGA PÅ ØBODERNE

Kl. 10-11. Mønt: Gratis.
Lige såvel som efterårets solstråler giver ny energi, er der mulighed for at samle energi til den kommende uge med en times morgenyoga på Øboderne. Camilla Fleur og Line Hansen underviser i Ashtanga Fusion Yoga, der styrker både krop og sjæl. Så hvis vejret er godt, er der altså ingen undskyldning for ikke at få lidt sved på panden.

(Eventet er et udendørsarrangement og afhænger derfor af vejret. Hold øje med Facebook-begivenheden)

 

ELEKTRONISK LØRDAG

Kl. 20-23. Mønt: 150 kr.
Weekenden byder endnu engang på fede elektroniske vibes i den aarhusianske undergrund. Rumpistol feat. Anne Trolle gæster Atlas lørdag aften, og hvis dét ikke er en undskyldning for at fyre den af, så ved jeg ikke, hvad er.

 

PLANTER OG STREET FOOD

Kl. 11:30-17. Mønt: Gratis
Aarhus Street Food lancerer i samarbejde med Plukk et event, der kombinerer mad og planter. Det lyder måske lidt crazy, men det bliver helt sikkert hyggeligt! Her er der nemlig mulighed for at lade sig inspirere og samtidig forsyne hjemmet med flotte planter over en bid mad og drikke. Så hvis du endnu ikke har været forbi Aarhus Street Food, så er der er i hvert fald endnu større anledning til at gøre det i weekenden!

 

FINDERS KEEPERS

Kl. 11-17. Mønt: 50 kr.
Godsbanen får endnu engang besøg af Finders Keepers, hvor du kan lade dig inspirere og forføre af nye kunstnere og designere, der præsenterer og sælger ud af deres håndværk. Meget inspirerende for kreative sjæle eller de, hvis pung stadig brænder her slut på måneden.

 

 

SØNDAG

Bliv klogere på sammenhængen mellem krop og religion, og bevæg dig samtidig ud i nogle nye og måske mere uvante omgivelser//Foto: Hearts & Minds

 

HELLIG SØNDAG

Kl. 14-16:30. Mønt: 80 kr., studerende 50 kr.
Tag til foredrag i Instant City i Gellerup og bevæg dig igennem de tre store verdensreligioner; hinduismen, islam og jødedommen og deres syn på sammenspillet mellem krop og religion. Kroppen er blevet dyrket gennem religion siden tidernes morgen, men hvordan har det egentlig påvirket vores syn på kroppen? Bliv klogere og deltag i debatten.

 

OM EN “SYG” SUNDHEDSVERDEN

Kl. 12-15. Mønt: 120kr., studerende: 80 kr (inkl. te og kaffe samt entré på Musseet Ovarcati)
En af samtidens store religioner kunne i dag betegnes som dyrkelsen af sund kost og motion, der præger mangfoldigheden. På Risskov Psykiatriske Hospital stilles der spørgsmål til denne bevægelse, og om dyrkelsen af sundhed overhovedet er sundt? Derudover giver billetten adgang til Psykiatrisk Hospitals eget museum, Ovarcati, der dykker ned i psykiatrien og dets historie. Her er der ligeledes mulighed for at opleve kunst lavet af patienterne på hospitalet. Et anerledes og sjovt indblik i en verden vi ofte glemmer eller misforstår.

 

BLIV KLOGERE PÅ ANTIKKE SKØNHEDSIDEALER OG TEGN!

Kl. 12:30-14:30. Mønt: 100 kr., studerende: 50 kr.
Skønhedsidealet er i dag er meget omdiskuteret. Men hvordan så skønhedsidealerne ud tilbage i antikken? Og hvordan har de ændret sig op igennem tiden? Antikmuseet byder på en rundvisning i antikkens opfattelse af den perfekte krop, og samtidig er der mulighed for at nærstudere det hele, udfolde sine kreative talenter og tegne dem!

God weekend!

 

//Coverfoto: Gruenbaum