Denne weekend bliver Aarhus Festuge skudt i gang, og det betyder at der for alvor kommer gang i byen. Du kan bl.a. opleve en storslået rockopera, tage til en hjemlig have-fernisering, prøve at tegne i 3D eller danse natten lang til sigøjnerfestival.

 

TORSDAG

Fyr dine vilde dansemoves af til Sigøjnerfestival
Denne weekend har du muligheden for at fyre dine vilde dansemoves af til Sigøjnerfestival på Institut for X.

Byttecentral med studiebøger @ Dokk1

Kl. 10.00 – 22.00. Mønt: Gratis.

Hvis dit værelse er fyldt med gamle studiebøger du ikke længere bruger, er det denne torsdag sidste chance for at bytte dem til nogle nye på Dokk1s byttecentral. Det kan være du finder den sidste bog til det nye semester, som du bare ikke har kunne finde andre steder, eller det kan være at du redder en anden studerende med din gamle studiebog.

Uofficiel åbning af Aarhus Festuge @ Musikhusparken

Kl. dørene åbner kl. 18.00 Mønt: 145kr.

Denne torsdag vender rapperen L.O.C. tilbage til sin barndomsby for at åbne Festugen med en kæmpe udendørskoncert. For ham betyder Festugen noget helt specielt, da det var den der i sin tid fik hans far til at blive i byen. Af samme grund mener han heller ikke, at der findes noget bedre, end at få lov til at åbne den.

Før L.O.C. går på scenen kan du også opleve også Spitzenklasse, der med deres elektroniske hiphop har remixet navne som Emil Stabil, Camilo & Grande og selvfølgelig L.O.C.

 

Fernisering på udstillingen haven @ Haven på Farsundsvej 8

Kl. 16.00-19.00. Mønt: Gratis.

Hvis du torsdag bare har brug for at komme lidt væk fra det hele, kan du tage til en anderledes fernisering i en have i Aarhus Nord. Udstillingen består af værker fra 7 kunstnere, som sammen har valgt at undersøge haven som et rum for mødet mellem natur og kultur. De har taget kunsten ud af gallerirummet og placeret den i et hjemligt og genkendeligt miljø som haven, og kunstnerne undersøger ud fra det, hvordan haven som rum, spiller sammen med kunsten.

 

Splittergal Sigøjnerfestival @ Institut for X

Kl. Torsdag-Lørdag. Mønt: 60kr. per dag eller 150kr. for alle 3 dage.

Hvis din hverdag mangler lidt galskab, gøgl og dans så er denne 3-dages festival lige noget for dig! Kort fortalt vil du i løbet af de 3 dage kunne opleve autentisk sigøjnerdans, et bulgarisk hornorkester, et balkanbal, folkemusik og gølgere, workshops, gadefodbold, koncerter samt foredrag om romaernes historie.

Løjerne begynder torsdag kl. 15 med hornmusik og sigøjnerdans hvorefter borgmester Jacob Bundsgaard officielt åbner festivallen kl. 16.

FREDAG

Med to ferniseringer og åbningen af et nyt udstillingssted, kan du denne fredag få
Med to ferniseringer og åbningen af et nyt udstillingssted, kan du denne fredag få slukket ‘kunst-tørsten’.

Inversus Festival @ Godsbanen

Kl. Hele Festugen. Mønt: Gratis entré.

I år har Festugen fået sig et nyt samlingspunkt for musik, kunst og kultur; Inversus Festival. Denne 10-dages festival, der finder sted under hele Festugen, har i sinde at aktivere hele Godsbanen; både aktører og besøgende.

Du kan bl.a. opleve koncerter, teater, comedy, gadefest og workshops. Alt sammen i mens områderne omkring de forskellige scener summer af inspirerende liv.

 

Åbning af Streetfoodmarked @ Godsbanen

Kl. 11.00. Mønt: Gratis entré.

Hvis du ligesom mig elsker mad, så er Aarhus den helt rigtige by at bo i. Med det ene madmarked efter det andet der popper op, kan du få lov at spise dig mæt i en ny ret hver dag, og vi klager bestemt ikke.

Under festugen kan du på Godsbanen opleve et streetfoodmarked med fokus på økologi og friske råvarer, når de bedste fra den lokale og udenbys streetfoodscene besøger Godsbanen. Madmarkedet er åbent under hele festugen fra kl. 11.00 til 22.00.

 

Cluster Square X Aarhus Festuge @ Klostertorv

Kl. Hele Festugen. Mønt: Gratis.

Under hele Festugen har Culture Works valgt at bygge en ny by i byen, som skal hylde Aarhus’ kreative fællesskaber. Der vil derfor være et mangfoldigt udvalg af aktiviteter som bliver et kulturelt miks af noget nyt og hipt og velkendt. Denne weekend kan du bl.a. se frem til at smage gin fra Spirit of Njord, designe dit eget lys med ÅBENLYS eller deltage i en klatre konkurrence med Aarhus Boulders.

 

Mad & Sensommermarked @ Kødbyens Mad & Marked Kulbroen

Kl. 14.00 – søndag kl. 17.00. Mønt: Gratis entré.

Kødbyens Mad og Marked er tilbage ved Kulbroen, og det betyder at du denne fredag kan tage ned til byens hyggeligste fredagsbar, hvor der er happy hour mellem kl. 15 og 16. Bliver du hængende til kl 10.00 vil du traditionen tro kunne spille en omgang banko mens du nyder fredagsstemningen.

 

Fernisering: Emil Brahe @ TANK Artshop & Coffee

Kl. 14.00 – 17.00. Mønt: Gratis.

Denne fredag kan du opleve en ‘satans’ god fernisering i kunstbutikken TANK. Udstillingen, der hedder SATAN, består af 20 værker af kunstneren Emil Brahe, som hver især portrætterer sataner i færd med deres respektive sysler.

 

Åbning af nyt udstillingssted @ Vestergade 62

Kl. 16.00. Mønt: Gratis.

Et nyt fællesskab for samtidskunst, PLADS artspace, åbner denne fredag og du har muligheden for at være med. Åbningsudstillingen vil bestå af fotokunst, objekter og artefakter af billedkunstner Jette Gejl, som omhandler dansk landbrug omkring 1960.

 

Drunk Creatives X Designit @ Fiskerivej 2

Kl. 16.00 – 20.00. Mønt: Gratis entré.

Denne fredag kan du tage med Culture Works med på en uhøjtidelig og kreativ fredagsbar, hvor du uden tvivl vil møde nye bekendtskaber. Det kan være et bekendtskab der ender ud i et kreativt samarbejde, eller en sparringspartner til nye idéer og inspiration. Uanset hvad vil du kunne nye fredagsbars-stemningen med en kold øl i hånden, mens Designit giver dig et indblik ind i en hverdag i Danmarks største designvirksomhed.

 

Fernisering: Gerald Nyegaard @ Galleri Miel

Kl. 18.00 – 19.00. Mønt: Gratis.

I Graven, i et vindue imellem nummer 27 og 29 finder du byens mindste galleri. Det består nemlig kun af et enkelt vindue, og denne fredag er der fernisering på galleriets 5. udstilling. Udstillingen er af kunstner Gerald Nyegaard: Hyldest til Holger Drachmann.

Ferniseringen er kun en time, men kunstneren vil være tilstede. Så hvis du endnu ikke har været forbi byens mindste galleri, er dette en oplagt mulighed.

 

LØRDAG

Kom ned på banegårdspladsen lørdag og søndag og prøv at tegne i 3D!
Kom ned på banegårdspladsen lørdag og søndag og prøv at tegne i 3D!

Foto Marathon @ Dokk1

Kl. 10.00 – 11.00. Mønt: Gratis.

Om du er en haj til at tage billeder, eller du lige har købt dit første kamera uden helt at kunne finde ud af hvordan det virker, så kan du komme ned på dokk1 og være med i deres foto marathon. Fokusset er byen set med borgernes øjne, og efter en kort introduktion får du stukket 6 forskellige emner i hånden, som du dernæst har hele weekenden til at løse.

 

Flagstang Markededer @ Kulbroen

Kl. 10.00 – 15.00. Mønt: Gratis entré.

Findes der noget bedre end at bruge sin lørdag på at kigge igennem andres gamle ting og sager? Nej det tror jeg ikke; så hvis du ligesom mig, elsker at finde anderledes, finurlige og sjove skatte, kan du denne lørdag tage ned til kulbroen og kigge dig igennem 100 forskellige loppestader. Om du finder noget du har brug for eller ej, er vi sikre på du ikke går tomhændet hjem!

 

3D – tegning @ Banegårdspladsen

Kl. Lørdag 14-22 + Søndag 14-20. Mønt: Gratis.

Har du en tegner i maven, og kunne du tænker dig at opleve hvordan det er at kunne tegne i luften? Så kan du denne weekend komme forbi banegårdspladsen hvor DR Tilter står klar med en 3D oplevelse til dig. Det eneste du skal er at iføre dig VR-briller og så ellers bare optegne ny omgivelser omkring dig.

Hvis du slet ikke kan tegne, men synes det lyder interessant, er du også mere end velkommen til at komme forbi og prøve. Måske du finder ud af at 3D-tegning lige er dig!

 

Rockopera @ Musikhuset

Kl. Lørdag kl. 20.00 og Søndag kl. 15.00. Mønt. Gratis.

Hvis du elsker musik som Queen, Bryan Wilson og Beach Boys, så er bandet Swardi helt sikkert værd at holde øje med. Med inspiration fra forskellige eraer af rockens historie, vil bandet denne lørdag og søndag tage dig med på en rejse ind i individets indre og ydre kampe om overlevelse og succes.

Ud over bandet på 11 mand, vil de til disse to koncerter have et ekstra 55-mand stort symfoni orkester bag dem, som vil gøre den i forvejen immersive oplevelse endnu mere storslået.

 

SØNDAG

Spis dig mæt i ramen suppe og se verdens første nuddelwestern på Godbanens tag.
Spis dig mæt i ramen suppe og se verdens første nuddelwestern på Godbanens tag.

Grønt Byliv Gadefest @ Mejlgade

Kl. 12.00 – 22.00. Mønt: Gratis.

Grønt Byliv er en gadefest med fokus på helhedstænkende bæredygtighed, og deres formål er at inspirere både beboere, virksomheder og gæster til at leve et mere miljøvenligt liv i byen.

Så kom forbi til en hyggelig gadefest med sund og økologisk mad, musik, grønne boder og workshops. Måske du endda opdager nye måder at leve dit grønne liv på; der er i hvert fald fyldt med idéer og initiativer, som du kan bruge som inspiration i din hverdag.

 

FoodFilmFestival @ Godsbanens tag

Kl. 19.00. Mønt: Gratis.

Hvis du simpelthen bare ikke kan få nok af mad, kan du denne søndag se verdens første nuddel-western: TAMPOPO fra 1985.

For at du ikke skal sidde og savle af sult under filmen kan du, inden den går i gang, spise dig mæt i ramen suppe og slukke din tørst med varm sake. (Hvis du når at blive sulten igen mens filmen køre, vil der også bliver serveret ramen suppe efter filmen.)

Filmen lyder til at være noget for sig selv og uden at afsløre for meget kan du få en smagsprøve lige her.

 

 

Ha’ en fantastisk weekend!

// Amalie Patricia Mortensen

 

Coverfoto: Dennis Kristensen