Mens nogle beruser sig i musik, øl og fest under bøgetræerne i Skanderborg, nærmer weekenden sig også for os andre, der er blevet hjemme. Men inden Smukfest-FOMO’en og post-sommerferie-depressionen for alvor rammer dig, så kast lige et blik her. Vi har nemlig samlet en håndfuld spændende, aarhusianske oplevelser, der kan berige sensommerens første weekend.

 

Torsdag

paradis
Torsdag nat kan man få sig et japansk gys i Øst for Paradis. // Foto fra Facebook-event

 

Midnatsgys i Paradis

Kl. 23.30. Mønt: 120 kr.

Er du til horror, kuldegys og sene nattetimer, så kig forbi, når Øst for Paradis inviterer til sodavand, snacks og visning af den japanske gyserfilm ”Audition” fra 1999. Det bliver stensikkert uhyggeligt på den allerbedste måde!

 

Mens vi venter

Torsdag og fredag kl. 13 og 16 i Musikhuset. Mønt: Gratis

C:NTACT har i samarbejde med Intergrationsnet på baggrund af autentiske historier udarbejdet en forestilling om at komme til Aarhus efter et liv på flugt. I “Mens vi venter” fortæller 47 nye aarhusianere ud fra deres egne erfaringer om at blive en del af det danske samfund. Efterfølgende er der debat, hvor publikum har mulighed for at stille spørgsmål til deltagerne.

 

Fredag

hair2
Få et skud farvefyldt hippie-kærlighed i Vilhelmsborg Festspils opsætning af “Hair”. // Foto: Axel Schütt, Aarhus Stiftstidende

 

Make love, not war

Kl. 19.30. Mønt: 250 kr.

Vilhelmsborg Festspil inviterer i år til en aften fuld af peace, love and harmony, når de opfører musicalen “Hair” under åben sommerhimmel. Tag med en tur tilbage til de farverige 60’ere i New York, hvor en gruppe hippier finder nye måder at navigere rundt i et samfund præget af krig, racespændinger og kvindefrigørelse.

 

Late Night Bouldering

Kl. 20. Mønt: 90 kr., gratis for medlemmer

Den første lørdag i hver måned holder Aarhus Boulders klatrefest med DJ, farvet laserlys, røgmaskine, billig bar og vildmarksspa. Her tilbydes klatring på alle niveauer, så uanset om du er erfaren eller helt ny på væggen, er der mulighed for at træne musklerne i festlige omgivelser.

 

Summer Chillout Party

Mønt: Gratis

Ny V58 inviterer til sommerfest med billige drinks, DJ hele natten, gratis bordfodbold og ægte feriestemning. Drøm dig til bølgeskvulp og sand mellem tæerne, og dans sommernatten ind.

 

 

Lørdag

plantemarked
Køb et læs grøn sommerstemning til Plukks store plantemarked på Godsbanen. // Foto fra Facebook-event

 

Plantemarked

Kl. 11-17. Mønt: 20 kr.

Hop med på den grønne bølge til Plukks store plantemarked i Godsbanens Rå Hal. Her er der mulighed for at købe alverdens nye, spirende venner og skabe sin helt egen, grønne storbyoase.

 

Smag på strandkrabber

Kl. 10-13. Mønt: Gratis

Spring i gummistøvlerne, og tag med Smag på Aarhus en tur på stranden. Her kan du lære om og fange den ukendte delikatesse, strandkrabben, med hjælp fra naturformidler og biolog på Naturhistorisk Museum, Lars Brøndum. Efterfølgende står Smag på Aarhus’ madsnedker Ursula Bjerggard klar til at tilberede dagens fangst ved gryderne.

 

Søndag

naturhistorisk
Oplev istidens Danmark på Naturhistorisk Museum. // Foto: Naturhistorisk Museum

Secondhand på Godsbanen

Kl. 11-17. Mønt: 25 kr.

Søndag åbner Godsbanen op for endnu et marked. Denne gang er det Tradono, der inviterer indenfor til 60 stader med secondhand shopping til tonerne af live jazzmusik.

Tilbage til istiden

Kl. 10-16. Mønt: 75 kr.

Rejs med en tur tilbage til istidens Danmark på Naturhistorisk Museum. Her kan du blive klogere på, hvorfor det danske landskab ser ud, som det gør i dag, opleve tidens mangfoldige dyreliv og møde de allerførste danskere.

 

Ha’ en forrygende weekend derude! // Amalie

Coverfoto: Dennis Kristensen