I denne weekend skal du ud og lære noget nyt. Du skal lære noget om portvin, om andre kulturer, om store musikere, om sproget, om den århusianske musikscene, om hvorfor David Lynch er så genial, og om hvor mange vintage kjoler man kan få for 200 kroner. Slut weekenden af med verdens bedste søndagssoundtrack, så har du tanket op til en ny uge.

 

TORSDAG

 


NyBy spiller på Café Vestergade denne torsdag // Foto: Mariana Gil

 

Vinterbadetur på Tangkrogen

Kl. 16. Mønt: 30 kr.

Det er ved at være sidst på sæsonen for vinterbadning, men du kan stadig nå at komme med i klubben for de ekstra cool kids. Har du aldrig prøvet at hoppe i de kolde bølger, så er du i gode hænder hos drengene fra Natur Retur, der står klar med gode råd, opmuntrende tilråb og en kop dampende varm solbærsaft efter dukkerten. Vinterbadning er sundt for krop og sjæl – og så kan du jo prale med at du har gjort det, ikke?

 

Fernisering og Salon i Pakhus 64

Kl. 18.30. Mønt: Gratis.

På Frederiks Allé slår Pakhus 64 dørene op for udstillingen ”Valbyfænomener” skabt af billedkunsteren Jacob Hoff, der blandt andet er uddannet fra Århus Kunstakademi. Jacob Hoff arbejder med både maleri, fotografi, video og tekst. I sine værker zoomer han ind på de skjulte tegn, man kan finde i små detaljer, der på afstand ikke har nogen umiddelbar betydning. Efter udstillingen kan du hænge ud i Salon 64, hvor du kan købe suppe til valgfri pris og dåseøl til en 5’er.

 

NyBy på Café Vestergade

Kl. 20. Mønt: Gratis.

Trænger du til nogle lækre toner i hyggelige omgivelser, så kan du opleve guitarist Ole Kofoed Larsen og saxofonist Simon Pehrson Balvig aka NyBy i Vestergade. Duoen eksperimenterer med improvisation og lader musikken udvikle sig i øjeblikket, så kompositionen er altid ny. Her er koncentrationen høj og stemningen elektrisk, så du kan næsten ikke undgå at være til stede i nuet. Sluk mobilen, glem din indbakke og prøv lidt sjældent fokuseret intensitet.

 

Fribytterdrømme + Papir på Stakladen

Kl. 20. Mønt: 50 kr. for medlemmer, 70 kr. for alle andre.

Jeg er personligt vildt begejstret, for den opblomstring der er sket inden for syrerocken de seneste år. Denne torsdag får Stakladen besøg af et af de bedste nyere bands inden for genren – det svendborgensiske orkester Fribytterdrømme, der vækker tydelige minder om blandt andre the Doors og Steppeulvene. Samme aften kan du opleve Papir, der beskriver sig selv som ”instrumental psykedelisk kraut powertrio post rock”. Hvis du har lyst til at finde ud af, hvad der ligger bag disse mange betegnelser, så tag dine violette snabeltyrkersko på og kom med til psych-aften på Stakladen.

 

Poetry Slam på HQ

Kl. 20. Mønt: 30 kr. + 10 kr. for garderobe.

Endnu en gang bliver der leget med sproget og publikums opfattelsesevne, når HAPS arrangerer poetry slam på HeadQuarters. I aften gælder det kvalificeringen til Århusmesterskabet, som afholdes i juni, så konkurrencen er ekstra hård blandt de kyndige ordsmede. Arrangementerne plejer at være meget velbesøgte, derfor er det smart at dukke op i god tid – dørene åbner kl. 19.

 

FREDAG

 

På Store Torv kan du opleve udstillingen “Ser Du Hvad Jeg Læser” fra på fredag og frem til d. 17. april // Foto: De Saakaldte

 

Smag På Verden #3

Kl. 12. Mønt: Gratis.

Udvid din kulinariske horisont! På fredag afholder Skraldecaféen en ny omgang Smag På Verden i samarbejde med City Sleep-In og Café Venligbo. Deltagerne prøver kræfter med madretter fra hinandens kulturer, og så smager man selvfølgelig på resultatet bagefter. Har du lyst til at føje en ny opskrift til repertoiret og møde nogle nye mennesker, så er det her stedet for dig. VINK har tidligere besøgt Skraldecaféen – det kan du læse mere om her.

 

Åben kunstudstilling: Ser du hvad jeg læser?

Kl. 14. Mønt: Gratis.

Store Torv danner i midten af april rammen om en udstilling af fotografier og haikudigte skabt af kunstnerkollektivet De Saakaldte. Forfatter Martin Knabe og fotograf Tahir Mirza er menneskene bag det gådefulde navn. Gruppen filosoferer over sprogets kommunikative egenskaber, og hvordan vi kan opfatte den samme sætning på vidt forskellige måder, alt efter hvilken kultur vi er vokset op i. Der er fernisering på fredag klokken 14-16, men udstillingen bliver stående frem til d. 17. april.

 

Music talks: Janis Joplin

Kl. 16.30. Mønt: 40 kr. Studerende: 25 kr.

Janis Joplin var en af 60’ernes største rockstjerner. Dronningen af psykedelisk soul var på alle måder en oprørsk sjæl, der tryllebandt millioner med sin hæse stemme og sit frie sind, indtil hun i 1970 tog en overdosis heroin og blev et af de første medlemmer af klub 27. Vil du dykke dybere ned i fænomenet Janis Joplin, kan du gøre det sammen med GAFFA-journalist Espen Strunk, der fortæller anekdoter fra dengang hippiebevægelsen mistede sin uskyld og spiller nogle af de vigtigste sange fra Joplins bagkatalog. Det sker på Dokk1 – husk at reservere billet.

 

Collision With An Insignificant City

Kl. 18.30. Mønt: 100 kr.

Der er for tiden flere arrangementer på byens spillesteder, der hylder den lokale undergrundsmusik. Et af dem foregår på TAPE denne fredag og fortsætter lørdag på Radar. 13 århusianske bands spillede under Pop Revo 2015 en fælles koncert, og i anledning af udgivelsen af en dobbeltvinyl med lydsporet fra denne koncert samles artisterne igen. På TAPE kan du blandt andre opleve Bad StrokeFright Eye og Snaredrum. Vil du have hele pakken, kan du købe en billet til både fredagen på TAPE og lørdagskoncerterne på Radar, samt et eksemplar af LP’en, for 250 kr.

 

Portvinsmagning på Sigfreds Kaffefabrik

Kl. 20. Mønt: 250 kr.

Portvin er den nye specialøl – du får helt sikkert ekstra sejhedspoint hos dine skæggede feinschmecker-venner, når du forklarer dem om de særlige smagsnuancer i en god late bottle vintage. Smagningen er arrangeret af Portvinsklubben, som serverer 4 forskellige portvine samt en kop af den legendariske Sigfred-kaffe og et stykke kage. Skynd dig at hoppe med på bølgen før dine venner!

 

LØRDAG

 

Gå amok i vintage tøj denne weekend // Foto: Retroguld

Vintage tøjmarked på Godsbanen

Kl. 10. Mønt: 40 kr.

Nu kan du købe retrotøj, som du køber dit bland-selv-slik. Fyld posen og betal efter vægt. Det koster 200 kroner per kilo tøj, du slæber derfra, og så kan du ellers gå amok i 50’er-kjoler, letterman jackets og silkeskjorter. Hvis du ikke kan nå hen i Den Rå Hal på lørdag, så har du chancen igen om søndagen. Og ja, du kan godt betale med mobile pay.

 

HuskMitNavn – sidste chance

Kl. 12. Mønt: Gratis.

Hvis du endnu ikke har været forbi Charlotte Fogh Gallery i Mejlgade og se HuskMitNavns udstilling ’Dad’, så kan du lige nå det her i weekenden. HuskMitNavn blev oprindeligt kendt som street artist, men har siden udviklet sig til en af Danmarks mest markante kunstnere. På udstillingen ’Dad’ kan du opleve hans karakteristiske streg, når han fortolker hverdagssituationer for nutidens fædre – både opturene og nedturene. Gør dig selv den tjeneste lige at smutte forbi. Og tag din far med.

 

Foredrag om Bob Dylan

Kl. 15. Mønt: Gratis.

Kom ned på Vinylrock Café, og lær en af verdens største musikere bedre at kende, når Dylan-ekspert og tidligere GAFFA-skribent Morten Ebert Larsen fortæller eventyret om den store troubadour lige fra starten af karrieren og frem til i dag. Du får selvfølgelig også highlights fra de vanvittigt mange udgivelser, der er kommet, siden debuten i 1962.

 

Søren Sol på Gyngen

Kl. 21.30. Mønt: 50 kr.

Fra en af de gamle sangskrivere til en af de nye. Søren Sol har i mange år spillet koncerter i diverse konstellationer, men først for nylig er han begyndt at optræde med sit eget materiale. På Gyngen kan du høre resultatet af, hvad han selv beskriver som ”en lang og dyb skriveproces”. Forvent smukt guitarspil, en eftertænksom søgen efter svar og lidt vrøvle-islandsk.

 

SØNDAG

 

Multikulturel Festival i Gellerup

Kl. 11. Mønt: Gratis. 

På søndag står århusianere fra forskellige kulturer sammen for at redde Foreningernes Hus i Gellerup. Huset danner rammen om mange kulturelle og sociale arrangementer med særligt fokus på at få mennesker til at opleve og forstå hinandens kultur. Dette års Multikulturel Festival har derfor til formål at skaffe midler til at opretholde driften af huset. Der er loppemarked, du kan smage mad fra andre dele af verden, og du kan opleve traditionel somalisk dans. Det foregår i Foreningernes Hus klokken 11-17.

 

Søndagsdokumentar: David Lynch

Kl. 14. Mønt: Gratis.

I Store Sal på Dokk1 kan du se dokumentaren ”David Lynch – Meditation, Creativity, Peace”, hvor geniet bag Twin Peaks og Mulholland Drive afslører ’hemmeligheden’ bag sin legendariske kreativitet, nemlig metoden Transcendental Meditation, som Lynch har praktiseret siden 1970’erne. Det er efter instruktørens eget ønske, at filmen bliver vist ganske gratis – ikke bare på Dokk1, men overalt. Du skal dog alligevel huske at reservere en plads.

 

Lyt til søndagens soundtrack

Kl. Anytime. Mønt: Det kommer an på din musiksamling – eller din streamingtjeneste.

Endnu en søndag hvor tiden står så godt som stille. Det er mandag i morgen, og du kan allerede mærke den der følelse af lige at være faldet i søvn, når dit vækkeur ringer, og den grænseløse irritation når du hamrer snoozeknappen i bund. Nyd din søndag lidt mere. Smæk denne ultimative søndags-playliste på dit foretrukne musikapparat, på med høretelefoner, gå en tur i skoven, på havnen, i latinerkvarteret – eller bliv hjemme og træk dynen op over ørerne. Svælg lidt i dine tømmermænd og dit mislykkede scoreforsøg fra i går. Bare slap af, det er okay. Det er søndag.

 

1. C.V. Jørgensen        Søndagsseancer

2. No Doubt                 Sunday Morning

3. Blur                          Sunday Sunday

4. Troels Trier              Søndag Med Dig

5. Joni Mitchell             Sunny Sunday

6. Beirut                       A Sunday Smile

7. Billie Holiday            Gloomy Sunday

8. Johnny Cash            Sunday Morning Coming Down

9. Ibens                        Dødssyg Søndag

 

 

God weekend derude!

// Pernille