Selvom vi er midt i en kold januar måned, gemmer der sig heldigvis stadig hyggelige og sjove oplevelser rundt omkring i byen. Her er VINKs bud på de bedste af slagsen til den kommende weekend.

 

TORSDAG

weekjan3bil1
Doc Lounge begynder en ny sæson med filmvisning af dokumentarfilmen “Very semi-serious” // satireexamples.com

Doc Lounge

Kl. 19. Mønt: 50 kr.

På torsdag åbner Doc Lounge dørene op for en helt ny sæson med spændende dokumentarfilm i Filmbyen. Denne uge vises filmen ”Very semi-serious”, der handler om Bob Mankoff, som er ansat til at gennemgå pitches til tegneseriestriber ved avisen The New Yorker. Filmen er både sjov og skør, men debatterer også grænserne for humor i tegneserier og giver indblik i avisens bidrag til samfundsdebatten. Før filmvisningen er der debat med to medstiftere og skribenter fra satiremediet RokokoPosten, der bringer falske nyheder samt tegneserieeksperten Carsten Fogh Nielsen.

 

Torsdagskalas

Kl. 22. Mønt: Gratis.

Trænger humøret og pengepungen til et løft i den ellers kolde og mørke januar måned, så anbefaler HeadQuarters, at du kommer et smut forbi deres torsdagsklub i denne uge. Kalas betyder noget i retningen af abefest, så der er lagt op til en vild og vovet aften. HeadQuarters har da også inviteret en lang række DJ’s, der bl.a. vil fyre op under dansegulvet med funk, disko og pop. Derudover er baren spækket med gode torsdagstilbud på øl, drinks og shots.

 

FREDAG

weekjan3bil2
HeadQuarters åbner dørene for årets første omgang Sexual Healing på fredag // Foto: starfmonline.com

Juka live på Vinylrock Café

Kl. 17. Mønt: Gratis.

Fra tid til anden inviterer den lille vinylcafé på Mejlgade mindre kunstnere til at komme og spille live for caféens gæster. På fredag kan du opleve Juka, hvis rødder stammer fra den danske punkscene. Efter at have været medlem af et par forskellige grupper, er hun i dag gået solo og bevæger sig primært inden for singer-songwriter-genren. Hendes musik har de store følelser i spil og er til tider både melankolske og absurde. Hør hende på fredag til en kop kaffe i en af caféens bløde stole.

 

Burns Night Supper

Kl. 19. Mønt: 299 kr. for 4 retter.

Burns Supper er en årlig middagstradition til ære for Robert Burns, der er en nationalpoet fra Skotland, og selvom Highlanders påstår, at de ikke er en skotsk bar, er dette alligevel et tilbagevendende og populært event. Det skyldes formentlig også, at aftenen er en rigtig god undskyldning for at drikke en masse whisky, spise tung vintermad og skåle højlydt i mørk øl. Ifølge traditionen serveres den skotske nationalret, haggis, der nok ikke er for sarte sjæle, men ikke desto mindre er det et vigtigt indslag i en gennemført aften med et skotsk kulturchok.

 

Sexual Healing

Kl. 19. Mønt: Gratis.

En af de klubber, der virkelig har haft vind i sejlene i det forgangne år, er den lumre fredagsbar Sexual Healing, der finder sted på HeadQuarters. De lækre og flirtende aftener fortsætter derfor i år, og på fredag bliver den første fest skudt i gang. Ifølge klubben er der ”ingen andre smage end den cremede og glitrende slags”, så der er vist ingen tvivl om, at der er lagt i kakkelovnen til fræk aften.

 

LØRDAG

weekjan3bil3
På ARoS er der i øjeblikket en spektakulær udstilling med kinesiske værker af 24 forskellige kunstnere, som bl.a. rummer et kæmpe værk, der udelukkende består af cigaretter // Foto: andyou.dk

ARoS – A New Dynasty created in China

Kl. 10-17. Mønt: Unge under 28: 90 kr. Voksne: 120 kr.

I denne kolde januar måned er det oplagt at bruge sin weekend på at tage en tur på museum, og hvis du ikke allerede har set ARoS’ udstilling A New Dynasty Created in China, kan jeg virkelig anbefale at komme af sted. Udstillingen viser værker af 24 forskellige kinesiske kunstnere, der alle har det til fælles, at de reflekterer over og kritiserer den kinesiske kultur og det kinesiske politiske styre. En af udstillingens kunstnerne er den kendte og legendariske systemkritiker Ai Wei Wei, der for første gang i fire år har været fri til at rejse ud af Kina og derfor har kunnet deltage i udstillingen.

 

Fødselsdag på Vesterlauget

Kl. 16. Mønt: 85 kr.

På lørdag har den hyggelige restaurant og bar Vesterlauget eksisteret i tre år, og det fejrer stedet med en fødselsdagsfest til ære for dem selv sammen med deres gæster. Fra kl. 16 kan du komme forbi og smage Thisted Bryghus’ økopilsner, og kl. 17.30 kan du blive bænket til en omgang skipperlabskovs og en håndbajer. Det bliver helt sikkert en dejlig aften.

 

SØNDAG

weekjan3bil4
Der er masser gode loppefund i Loppehuset nu på søndag // Foto: media.timeout.com

Loppemarked i Loppehuset

Kl. 11. Mønt: Gratis.

Loppemarkedet i Loppehuset er et kæmpe marked spækket med gode sager, der bl.a. omfatter tøj, møbler, interiør, bøger, LP’er, legetøj, isenkram og en masse andet. Loppemarkedet er både en mulighed for at få en hyggelig søndag og gøre et godt kup, men samtidig støtter du også en lokal sag, da alt overskuddet går til Brabrand IFs pigefodboldhold.

 

Kunst for alle

Kl. 16. Mønt: 50 kr.

En gang om året afholdes arrangementet ”Kunst for alle” i Ridehuset midt i Aarhus. Med 52 forskellige kunstnere repræsenteret ved salens stande, er der noget for enhver smag, og værkerne spænder bl.a. over skulpturer, malerier og fotografi.

 

Kollektivet

Kl. 14.20-21. Mønt 90 kr.

For nylig havde Thomas Vinterbergs nye film, Kollektivet, premiere, som skildrer livet i 60’ernes og 70’ernes nytænkende livs- og boligformer, der opstod som en reaktion på de tidligere årtiers stramme og konservative samfundsstrømninger. De unge ville være frie i alle livets facetter, og det blev der eksperimenteret med på godt og ondt i de nye kernefamilier. Thomas Vinterberg har selv boet i kollektiv som barn sammen med sine forældre, og filmen er derfor inspireret af egne minder. Så glid ned i biografens dybe sæder og nyd en god film.

 

Rigtig god weekend // Maja

Coverfoto: Gruenbaum