Den første weekend i maj behøver ikke kun stå på mors dag. Den kan også stå på blandt andet livemusik, skriverier og et syretrip af en Netflixdokumentar – alt sammen selvfølgelig med mama under armen (eller ikke)! Så skyd måneden i gang med manér med et par af disse begivenheder fra VINK’s helt egen Weekendguide:

Torsdag

SKRIVEVÆRKSTED PÅ DOKK1

Sted: Dokk1 Kl.: 13-15:30 Mønt: Gratis

Fortællinger fra fortovet er et skriveværksted, som tidligere har huseret ved Værestedet i Jægergårdsgade, men har nu rykket teltpælene op og er flyttet ind hos Dokk1.

Konceptet er relativt simpelt: det handler om at skrive. Og nej, man kan ikke gøre noget forkert. Ingen krav stilles – det handler bare om at skrive løs, lige præcis som man har lyst til. Det kan være rap, eventyr, krimier – you name it! Gåpåmod og lyst er de eneste nøgleord, og selv dét er ikke engang krav.

Fortællinger fra fortovet arrangeres sammen med med Værestedet og FO Aarhus og er støttet af Kulturministeriets pulje for almennyttige kulturelle projekter.

ØLSMAGNING MED TØSEBAJERE

Sted: Åben Aarhus Kl.: 20-21:30 Mønt: 195 kr.

Måske har du hørt om den selvironiske blogger-duo, der går under navnet Tøsebajere. Hvis ikke, vil dette, som udgangspunkt, nok være den ultimative introduktion: ølsmagning med dem.

Tøsebajere begyndte tilbage i 2019 som en blog, der både anbefalede og underholdte med øl i forskellige formater. Dette bringer Åben Aarhus nu ud i virkelighedens verden, når de afholder ølsmagning med den ølglade duo, som vil give et indblik i deres univers. Selve ølsmagningen vil indeholde en række forskellige øl, hvor Tøsebajeres helt egen IPA (som er lavet i samarbejde med Hazy Bear Brewing) også vil blive serveret.

Så tag et par malttørstige venner, veninder eller alt derimellem med til Tøsebajeres ølsmagning ved Åben Aarhus for at spice jeres torsdag lidt op.

Fredag

SPOT 2022

Sted: Forskellige steder i Aarhus Kl.: 14-00 Mønt: Fra 480-715 kr.

Så er det endelig den tid på året. Weekenden, hvor smilets by flyder over med musikglade folk, der ikke kan lade være med at svinge hofterne til SPOT 2022’s musikalske og livlige program. Dansk og nordisk musik vil være i højsædet, når hovedprogrammet foregår fredag d. 6. maj og lørdag d. 7. maj.

Der kommer til at være et væld af artister. Alt fra Shooter Gang og Sivas til Mira Siegel og Mørkeblødt vil være at finde rundt omkring i Aarhus. SPOT foregår nemlig i år ved en lang række af byens bedste og mest ikoniske barer, caféer og samlingssteder. Lokations- og tidsplanen er tilgængelig her.

Så hvis det er fed musik fra nye, spændende nordiske navne, der frister, skal SPOT 2022 da fluks tjekkes ud.

FERNISERING | ON A PEDESTAL, UNDER THE CARPET

Sted: SE udstillings- og projektrum Kl.: 16-20 Mønt: Gratis

HEMSLEY/DYHR præsenterer fredag deres nye installation, On a pedestal, under the carpet. Billedkunstneren og smykkeformgiveren, der udgør HEMSLEY/DYHR, vil undersøge kvindeligheden. De vil undersøge aspekter af kvindelighed, styrke og at være rundet de 50 år – “50+ og hvad så?”

Konkret vil installationen bestå af et elektrisk potpourri, der rummer halvfærdige broderier, tekstbidder, skabeloner til pynteduge, sløjfer, gardiner, kviltede tæpper og kuriøse objekter fra hjemmet.

Så hvis du vil bruge din fredag aften på at få stillet din kultiverede trang til overdådig feministisk kunst, vil denne fernisering bestemt være et kig værd.

Lørdag

MAJ-MARKED PÅ JÆGERGÅRDSGADE

Sted: Jægergårdsgade Kl.: 9:30-22 Mønt: Gratis entré

Jægergårdsgade er én af Aarhus’ ældste og – måske også – mest charmerende og levende gader. Traditionen tro afholder de lørdag d. 7. maj markedslørdag med et program, der nærmest byder på alt mellem himmel og jord. I hvert fald alt fra morgenyoga til livemusik.

Aktiviteterne er for både store og små. Barnlige sjæle kan få lavet ansigtsmaling, når Gøglerskolen kommer på besøg, mens livsnyderne kan sidde med et glas vin i solen og spejde efter deres næste køb i en af gadens charmerende nichebutikker imens. Derudover vil der være det helt store loppemarked, hvor man da næsten skulle være et skarn for ikke at tjekke, om der gemte sig et scoop eller to.

ÅBEN VEJFEST – KJELD TOLSTRUPS GADE

Sted: Kjeld Tolstrups Gade (ved Æggepakkeriet) Kl.: 10-00 Mønt: Gratis entré

Lørdag er dagen, hvor de aarhusianske gader og stræder skal fejres. Dén vogn er Kjeld Tolstrups Gade også hoppet på.

Gaden ligger ved Godsbanen – det, der i dag udgør Aarhus K. Der emmer af liv i dette spirende kvarter, der nu byder på vejfest, hvor naboer og erhverv byder på aktiviteter, man kan være en del af eller besøge.

Der vil være flødebollekast, Bobspils-turnering, design, arkitektur og så meget andet. Eftersom SPOT ligger samtidig, vil det heller ikke være utænkeligt, at der vil være musik i området, så der løbes ikke tør for schwung.

Søndag

FLAGSTANG MARKEDER I MØLLEPARKEN

Sted: Møllegade 1 Kl.: 10-15 Mønt: Gratis (med rig mulighed for at shoppe sig fattig selvfølgelig)

Et lille gennemgående tema i denne weekend er altså loppemarkeder – og markeder helt generelt. I den hyggeligere ende af markedsspektret har vi Flagstang Markeder i Mølleparken. Over 100 loppestande vil være til stede, når Mølleparken ikke kun vil være fuld af god stemning, men også gode fund.

Markedet egner sig til stort set alle: børnefamilier, unge, gamle, turister og alle andre, som vil nyde søndagen på bedste vis.

Det er naturligvis også muligt at booke en plads til loppemarkedet. Dette kan gøres lige her.

The Andy Warhol Diaries på Netflix

Sted: Netflix Kl.: Hvornår end tiden er der Mønt: Det, som et Netflix-abonnement koster nu til dags

Biblen siger, at gud skabte søndag som ugens sidste dag – og øjnede derfor muligheden for en dag på langs. Så hvis weekendens udskejelser (med Tøsebajere, SPOT 22 osv. selvfølgelig!) har taget hårdt dig, kan du passende vælge at gøre ham kunsten efter. Dokumentaren om The Andy Warhol Diaries på Netflix er lavet efter bestselleren af samme navn og er en oplagt kandidat til søndagens underholdning. Den skildrer the man, the myth, the legend, Andy Warhols, vilde liv med en visuel side præget af skrigende farver og eksplicitte sekvenser på bedste Warhol’ske vis. Den dykker ned i hans dagbog og tager emner op, som omverdenen måske ikke har haft det største kendskab til – og så er den alt i alt bare superflot og ufatteligt spændende.

Dokumentarserien kan ses på Netflix og er instrueret af Andrew Rossi med den populærkulturelskende Ryan Murphy i rollen som executive producer. Den udkom d. 9. marts til yderst flatterende anmeldelser.

 

Coverbillede: //VINKaarhus