WEEKENDGUIDEN

WEEKENDGUIDEN

Kunst, kultur og kød tilberedt under Kulbroen er blot nogle af de sager, du kan berige din weekend med. Står du uden klinker på kistebunden, behøver du ikke holde dig tilbage, for Aarhus byder i weekenden på både billige og gratis events.

 

TORSDAG

Oplev Aarhus skjulte kulturskatte, når Aarhus Art Crawl guider dig gennem junglen. // Foto: Art Crawl Aarhus' facebookside

Oplev Aarhus skjulte kulturskatte, når Aarhus Art Crawl guider dig gennem junglen. // Foto: Art Crawl Aarhus’ facebookside

 

Aarhus ArtCrawl

Kl. 16.45. Mønt: 50 kr.

For dine 50 kroner bliver du lovet kunst, kultur og lidt til ganen i form af en sandwich og en kold øl. Ingen crawl uden alkohol. Selvom programmet ikke er afsløret, vil der helt sikkert være noget for dig, når Aarhus Artcrawl introducerer publikum for en række af byens mest interessante kulturinstitutioner.

 

RAW Music #1

Kl. 20. Mønt: Gratis.

Er du musikanmelder, spiller du i et band, eller kan du bare godt lide at nyde en kold bajer og koncertstemning, er RAW Music #1 på Sway med al sandsynlighed noget for dig. RAW Music er et samarbejde mellem Århus Stiftstidende, Sway og SPOT Festivalen, arrangeret af Sound of Aarhus og Promus. Arrangørerne har planer om at gøre RAW Music, der skal finde sted fire gange om året, til et fast mødested for musikbranchen og samtidig skabe unikke muligheder for de optrædende, hvad angår pressedækning og omtale.

 

FREDAG

Sådan så kulbroen på Sydhavnen ud, da den stadig var i brug. Aarhus kommune har planer om, at gøre broen funktionel igen, så fodgængere kan benytte sig af den som gangbro fra Bruuns Galleri ned til havnen. // Foto: Kulbroen.com

Sådan så kulbroen på Sydhavnen ud, da den stadig var i brug. Aarhus kommune har planer om, at gøre broen funktionel igen, så fodgængere kan benytte sig af den som gangbro fra Bruuns Galleri ned til havnen. // Foto: Kulbroen.com

 

Sommermarked

Fredag kl. 14 – søndag kl. 17. Mønt: Gratis.

Har du endnu ikke gæstet Kødbyen i Aarhus, får du muligheden, når Kulbroen og Kødbyens Mad & Marked inviterer til sommermarked under åben himmel. Der vil i løbet af weekenden være mulighed for at købe friske råvarer såvel som tilberedt mad samt kolde og varme drikkevarer. Lørdag har arrangørerne fået selskab af Flagstang Markeder, der holder loppemarked ved siden af Kulbroen, så du også har muligheden for at finde noget delikat genbrugsguld.

 

Evolution Blues / Morten Schelde

Kl. 16 – 20. Mønt: Gratis eller afhænger af priserne på værkerne.

Charlotte Fogh Gallery slår dørene op for soloudstillingen Evolution Blues af kunstneren Morten Schelde. Alle værker er tegninger udfærdiget inden for det seneste år, med udgangspunkt i naturvidenskaben, og som titlen afslører; evolutionsprocessen.

 

“Vejen er lang” // Øst for Paradis

Kl. 19. Mønt: Priser fra 80 kr.

År 2015 var året, hvor Danmark kunne fejre 100-års jubilæet for kvindernes stemmeret. Dokumentarfilmen Vejen er Lang, er skrevet og instrueret af Mette Knudsen og tager afsæt i Knudsens egne oplevelser og erfaringer fra kvindebevægelsen. Tag med på en rejse gennem kvindernes livssituation fra 1970’erne til nu. Der vil helt sikkert være noget at tygge på efterfølgende.

 

Åbningsfest: ART WEEKEND AARHUS

Kl. 19.30–22. Mønt: Gratis entré.

Kunsthal Aarhus lægger hus til åbningsfesten, når Art Weekend Aarhus løber af stablen hen over weekenden. Dine medbragte kontanter vil du kunne bytte til kolde drikkevarer, italiensk is og mad fra Chidos, mens du nyder lydene fra lækre beats distribueret af disc jockey’erne Kim Sørensen og Kronvold. Du kan finde hele programmet for Aarhus Art Weekend her.

 

Reggae On The Dock

Kl. 22. Mønt: 50 kr.

Når Reggae On The Dock vender tilbage, går det ned på Ny V58. Med et solidt lineup, der blandt andre tæller YOUNGBLOOD og Deejay JAZZ, vil der være rig mulighed for at ryste røv og kaste håndtegn til reggae og dybe dub-toner natten lang.

 

LØRDAG

Det er igen blevet tid til fest og farver, når Latinerkvarteret holder Latinerfestival. // Design: Daniel van der Noon

Det er igen blevet tid til fest og farver, når Latinerkvarteret holder Latinerfestival. // Design: Daniel van der Noon

 

Latinerfestival ’16

Kl. 11–17.  Mønt: Gratis.

Det er femte år i streg Latinerfestivalen finder sted. Traditionen tro vil dagen byde på mad (herunder gratis mogenmadsbord), musik og flere forskellige markeder med sager for enhver smag. I løbet af dagen vil du blandt andet kunne opleve tjenerløb, croquistegning og som noget nyt i år; fransk bulldog promenade. Gå en tur gennem latinerkvarterets idylliske gader og lad dig inspirere og underholde af de mange finurligheder programmet byder på.

 

Grisk åbningsreception

Kl. 14-19. Mønt: Gratis.

Graffitigutterne og de andre kreative hoveder fra Grisk, har fået vokseværk og nye lokaler. Grisk er flyttet ind i den gamle chokoladefabriks lokaler, og har som noget nyt blandt andet fået en barbershop og en vinbar med i kollektivet. Til receptionen vil der være grill, Dj’s, kreative indslag og kolde genstande, du kan bade din tørstige mund i, mens du kigger dig omkring i Grisks kreative univers.

 

Fernisering i Knuds Kiosk

Kl. 16-19. Mønt: Gratis.

Aarhuskunstneren Ulrik Myrtue holder fernisering af sit nye showroom i Knuds Kiosk på Nørrebrogade nummer 16. Myrtue lover sød musik, drikkevarer og snacks til de fremmødte. Kig forbi og køb (måske) et værk med hjem til at pryde din crib. Hvis du gerne vil have et smugkig på, hvad Myrtue går og tumler med, kan du tjekke hans Instagram her.

 

Cyril Hahn (Natkoncert) // Train Live

Kl. 23.59. Mønt: 80 kr.

Er du til popmusik mikset med deep house og electronica, er du helt sikkert også vild med hitsnedkeren Cyril Hahn. Lørdag giver han den (forhåbentlig) gas, når han gæster Train med sine remixes og egne numre. For selvom du måske er indehaver at et Hi-Fi anlæg og nogle gode højtalere, vil nogen kunne argumentere for, at det bare aldrig helt bliver det samme, som at opleve musikken live.

 

SØNDAG 

Kristian F. Møller har inviteret en perlerække af forfattere, når et stort telt danner rammerne om højtlæsning og reflektion til Litteratur på Store Torv // Foto: Litteraturen.nu

Kristian F. Møller har inviteret en perlerække af forfattere, når et stort telt danner rammerne om højtlæsning og reflektion til Litteratur på Store Torv // Foto: Litteraturen.nu

 

Lop de Lux 

Kl. 10-15. Mønt: Gratis.

Hvis du ikke har fået nok af markeder hen over weekenden, får du denne søndag muligheden for at besøge endnu et af slagsen, når Lop de Lux, et lokalt loppemarked, forvandler parkeringspladsen ved Fortevej i Risskov til markedsplads for en dag. Med plads til 200 stande, vil der være et væld af alt lige fra køkkengrej over legetøj til aflagt designertøj. Live-musikken vil på dagen være styret af Lop de Lux Jazzband.

 

Litteratur på Store Torv

Kl. 11-17. Mønt: Gratis.

Kristian F. Møller slår igen i år telt op på Store Torv og indbyder publikum til en dag i litteraturens tegn, hvor blandt andre Dorthe Nors, Mette Moestrup, Kim Leine og Peter Laugesen vil læse højt og svare på spørgsmål fra fremmødte. Hvis ovenstående er en af dine yndlingsforfattere, er det bare med at komme afsted. Der vil nemlig være mulighed for signering af bøger, og desuden har boghandleren tilbud.

 

God weekend derude! // Kristoffer Roland Poulsen

Coverbillede: Emmali Sellner

Skriv en kommentar