Vi kender smagssanserne; sur, sødt, salt, bittert og umami. Men tænker vi over, hvordan de egentlig smager i vores daglige spisevaner? Og kan en smag være mere end bare en smag? Kan det være en oplevelse? 

 

 

Med oplægget “Beautiful Taste” lavet af Folkeuniversitet besvarede Jens Sejer i samarbejde med kunstneren Leo Sagastuy ovenstående spørgsmål. Her, i form af en børnebog, tog den costaricanske kunstner os med på en øjenåbnende smagsoplevelse. Da vi først ankommer i Kolonihaven, får vi udleveret en boks med mystiske små smagsoplevelser, som vi først fik at vide, at vi ikke måtte åbne. Dernæst skildrede Leo Sagastuy på pædagogisk vis alle smagssanserne gennem flotte illustrationer, hvortil vi løbende måtte smage på de små mystiske overraskelser; bl.a. en vitaminpille, Beef Jerky, rødvin på spray, peppercorn og en skumfidus.

 

Den ene smagsoplevelse bød på en jelly bean. Med instruktionerne om, at vi først skulle holde os for næsen, kunne vi først ikke smage den. Da vi så slap fingrene omkring næsen væltede smagen ind af kanel. //Alle fotos: Amalie Patricia Mortensen

 

Smag og oplevelser

Derefter fulgte Jens Sejers oplæg, hvor han binder mad, smag og oplevelser sammen. Jens Sejer mener, at smag og mad er symboler for, hvad vi er. Det er en social foranstaltning. Det er vores eksistens. Dette konkretiserer han yderligere igennem en moders mælk til sit spædbarn. Allerede fra begyndelse er vi bundet sammen gennem maden. Dette følger os gennem livet, da vi ikke kun spiser for at spise, men spiser for det gode selskab. Det er altså en social ting for os, en oplevelse; vi inviterer til øl og hotdogs i haven for hyggens skyld, vi deler en intim oplevelse med kæresten på restaurant, og vi inviterer venner og familie over til middag. Måske det sociale aspekt er en ekstra smagssans, hvilket Jens Sejer prøver at gøre opmærksom på.

 

 

Madens historie

Til sidst medbringer maden en historie. En historie om os, der afspejles i maden. En hotdog kan f.eks. bringe os tilbage til dengang man var med far inde på stadion og se en fodbold kamp, og samtidig har hotdoggen sin egen mad historie. Med Jens Sejers egne ord “er vi ikke, hvad vi spiser, men vi spiser, hvad vi er”. Oplæggets titel “Beautiful Taste” hentyder således til, at smagen og maden ikke alene er smuk, men det er de minder, de oplevelser smagen giver, som kan være smukke.