Hver måned inviterer Aarhus Billedkunstcenter til ART BAR – et mødested for byens kunstmiljø, hvor lokale såvel som udenlandske kunstnere fortæller om alt fra aktuelle udstillinger til nye initiativer. Da VINK i torsdags var forbi, var mødets sædvanlige rammer ved Godsbanen skiftet ud med lokaler hos KH7 Artspace ved Sydhavnen.

 

Når man går ned langs Sydhavnsgade, bliver man mødt at den ene industrielle bygning efter den anden, og på en grå og mørk aften som i torsdags bliver synet kun gjort mere kedeligt… Man skulle virkelig ikke tro det, men bag dørene i en af bygningerne gemmer der sig en oase af kunst.

 

KH7 Artspace blev dannet i maj 2016 og er et kunstnerdrevet udstillingssted. // Alle fotos: Amalie Patricia Mortensen

 

KH7 Artspace er et forholdsvist nystartet kunstnerfællesskab, som i foråret sidste år indtog lokalerne i Sydhavnsgade 7. Udover kunstnernes atelierer er der på stedet også et tilhørende udstillingssted, som allerede efter blot et år har haft fire vellykkede udstillinger. Ambitionen har for kunstnerne bag været at skabe en ny platform med plads til kunstnerisk dialog og udfoldelse på tværs af generationer og genrer. Det betyder blandt andet, at nyuddannede fra kunstakademierne kan få et sted, hvor de kan eksperimentere og praktisere deres virke samt blive en del af et fællesskab.

 

“Gammelt slagteri udenpå, Hjem for kultur indeni”

Første del af selve ART BAR’en foregår i et fællesrum i KH7’s ateliergang, hvor kunstnerduoen Jens og Morten fortæller om deres fælles brændende interesse for at gøre kunsten mere inkluderende og dialogskabende. En interesse, der har resulteret i store såvel som små projekter, som alle har inkluderet folk, som ellers ikke ville være i forbindelse med kunst.

Begge kunstnere er født og opvokset i Holstebro – en by, som de er vendt tilbage til efter at have afsluttet deres uddannelse på akademiet. Her har de haft en længsel efter et kunst- og kulturfællesskab, og efter at de af kommunen fik tildelt lokaler i det nedlagte Danish Crown-slagteri, valgte de selv at skabe et kæmpe værkstedsfællesskab.

 

De rå og industrielle omgivelser åbner også op for alternative arbejdsmetoder, som her, hvor de hvide kakler er blevet benyttet som whiteboard.

 

Med et kæmpe slagteri til rådighed er det kun fantasien, der sætter grænser, og kunstnerduoen fortæller, hvordan de gik fra idéen om et sted som kulturelt fællesskab, til rent faktisk at forvandle de nedlagte slagterhaller til et rent kulturmekka. For selvom de ikke selv kunne finde noget fællesskab, så valgte de at skabe et i stedet for at flytte. Og det må man sige har givet pote.

Hvis I vil læse mere om stedet, kan I tjekke facebooksiden: Kulturdivisionen Slagterhuset Holstebro.

 

Efter kunstnerduoens oplæg er der en lille pause, hvor der er tid til at mingle og netværke med kunstnerne såvel som de andre deltagere. 

 

En fusion af individ og objekt

Efter kunstnerduoens oplæg rykker mødet op i KH7’s udstillingsrum, hvor Louise Sparre, kunstneren bag den aktuelle udstilling i KH7 Artspacegiver os en personlig omvisning i udstillingen. Idet hun fortæller om sine sine tanker bag værkerne, mærker man straks passionen for både kunsten og for hele udstillingens tematik, som hviler sig under titlen Subject Object. Hovedfokusset er menneskets krop og følesansen, idet hun i sine værker eksperimenterer med det feminine i materialer. Her er det både kontrasten mellem værkets materiale og menneskets følsomme hud.

 

Louise Sparre har i nogle af sine værker fokus på sanserne i menneskets læber og hænder, da det er de eneste følesanser, der kan sanse former.

 

Udover et fokus på de menneskelige sanser fortæller Sparre også om, hvordan hun i sine værker ser en sammenligning mellem vores kropslige opbygning og det hjemmelige interiør. Dette ses blandt andet i hendes hudfokuserede værker, der indeholder en karakter af fatboy, lænestol eller pude, og havde motivet været noget andet end hud, havde jeg da også haft lyst til at sætte mig i dem.

 

Et månedligt pust i hverdagen

ART BAR’en er for dig, der er kunstner, dig, der er kunstinteresseret, kunsthistoriestuderende eller dig, der bare har brug for at komme ud og møde nogle nye med samme fælles interesse: KUNST. ART BAR’en giver dig mulighed for at skabe bekendtskaber med nye og anderledes kunstnere og kunstfællesskaber, som fx KH7 Artspace. Derudover giver ART BAR’en dig også muligheden for at komme helt tæt på og møde de kunstnere og folk, der står bag diverse kunst- og kulturprojekter.

Så hvis du brænder for en karriere indenfor kunstverdenen, eller bare synes det lyder utroligt spændende, så tag et smut forbi, næste gang Aarhus Billedkunstcenter åbner dørene op for endnu et netværksmøde.

 

 

Coverbillede: Aarhus Billedkunstcenter