PORTRÆT: Rundt på de danske magasinhylder er et nyt magasin tonet frem. Jeg har set nærmere på det nye aarhusbaserede modemagasin og fået et par ord med på vejen fra redaktionen. 

Hvis du ligesom jeg synes, at mange af de danske modemagasiner kører en smule i ring, eller ikke altid lige fanger dig, kan det være, at det nye modemagasin Note er et frisk pust til din magasinstabel.

 

Enkelt, stilet og nyt

Magasinet, der havde sin første udgivelse sidst i august, har med sit enkle udtryk af sorte, hvide og nedtonede farver – og ikke mindst den raffinerede titel Note, skilt sig ud fra mere velkendte, farvestrålende modemagasiner, der er at finde på hylderne. Forsiden er neddæmpet og fanger ikke læserne på glamour og smarte overskrifter. I stedet fanges man på bladets mere minimalistiske udtryk, hvor overskrifterne er få og i hvide farver, som får dem til at træde renhjertet frem.

 

Alle fotos: Nicoline Nissen 

Æstetiske stærke rammer

De subtile farver og rene linjer er stilistiske træk, som er gennemgående for hele magasinet. Papirets tykkelse får hver enkelt side til at føles som noget helt specielt, og det er tydeligt, at der netop bag hver side er tænkt noget helt specielt. Modeserierne strækker sig fra normcore til dansk minimalisme i sort/hvidbilleder og parisisk efteråschic ved Notre Dame.

 

Aarhus og mere til  

Men der er ikke bare æstetikken, der rækker længere end både de aarhusianske og danske grænser – også det indholdsmæssige viser lokal forankring med et strejf af både nationale og internationale engagerende artikler. Magasinet portrætterer lokale personligheder som indretningsarkitekt Sofie Ladefoged, interviewer den danske smykkedesigner Maria Black og taler med den kongleige balletdanser Jonathan Chemelensky om ballet, kvinder og dansk design.

Chefredaktør Christina Faaborg nævner da også denne sammensmeltning af æstetik og indhold i sin leder på de første sider: ”Note er et modemagasin, som forener stil med substans – i æstetiske stærke rammer”

 

 

 Hvorfor vælge et Aarhusbaseret modemagasin? 

“Vi ser på Aarhus som en modeby med masser af potentiale og dygtige kræfter, som vi skal passe på, så det ikke går lige som med musikken – hvor alt godt fødes og gror i Aarhus for så at rykke til København. At vi som modemagasin bl.a. udnytter de dygtige kræfter, der er her i byen og ikke føler det nødvendigt at rykke redaktionen til København for at fungere.” (Christina Faaborg, Chefredaktør)

 

“Når det er sagt, er moden i Aarhus ikke vores omdrejningspunktet – vi kigger både ud over Danmarks grænser og mod København – men vi giver nok Aarhus og Jylland en smule mere opmærksomhed end mange af de andre magasiner. Nok er en stor del af den danske modebranche centreret i vores hovedstad, men det betyder ikke, at man skal overse de mange talentfulde mennesker, som bor herovre.” (Sanne Hukiær, Redaktionschef)

 

 

Survival

Udover at Note skal ud at lege med, og ikke mindst distancere sig fra, de allerede etablerede magasiner som Cover og Elle, kan magasinet heller ikke undgå mødet med det store World Wide Web. I en tid hvor vi alle orienterer os hurtigt, bredt og ubegrænset på internettets mange blogs og hjemmesider, kan man spørge, hvad endnu et magasin skal i vores digitale tidsalder og ikke mindst, hvordan det skal overleve i vores weborienterede hverdag?

 

“Der er ingen tvivl om, at livsvilkårene for et trykt modemagasin er trange i en digital tidsalder. For at overleve må det kunne noget andet. Noget helt andet. Både udtryksmæssigt og tekstligt skal det række ud over, hvad man kan finde på nettet. Her er det ikke dynamik og delinger, der er i højsædet, men derimod det stillestående, som man kan dvæle ved og tænke videre over. Den digitale tidsalder har affødt et behov for fordybelse, som vi forsøger at imødekomme med Note. Det flimrende mylder af medieindtryk, som møder os uanset, hvor vi kigger hen, kalder på en modpol. Note er den modpol. – “Note henvender sig til læseren der sætter en værdi i at have et fysisk magasin i hænderne. Og at Note qua sin tykkelse og mere sæsonbetonede aktualitet kan bruges som inspiration og opslagsværk, mens det samtidig pynter på stuebordet” (Sanne Hukiær, Redaktionschef og Marlene Hviid, Salg og PR)

 

Jeg vil lade Note-redaktionens ord tale for sig selv. Magasinet kan bl.a. købes i din lokale 7-elleven. Godt læsestof på denne tirsdag, hvad enten du er på farten, skal have en lille pause fra studielæsningen eller planlægger en hyggelig eftermiddag på sofaen.

Hvad: Note – Aarhusibaseret modemagasin med internationalt perspektiv
Hvor: Din lokale magasinforsyner
Hvornår: Hver 3. måned. Efterårsudgivelsen er ude nu
Hvorfor: Fordi magasinet er aarhusiansk og sætter fokus på Aarhus som modeby
Mønt: 69,95 kr.
Links: Notes hjemmeside her og find dem på Facebook her