Ved det gamle slagteri på Sydhavnen får kreativiteten morgenfriske ben at gå på. Her holder fantasifulde hoveder til, som ikke er bange for at afprøve sig selv i deres produktive virke. VINK var et smut forbi kunstner og arkitekt Frederikke Sophie Baastrup til en snak om, hvordan det er at udstille i en gruppe, forskellen på det kunstneriske miljø i København og Aarhus og selve det at turde at tage springet som ny kunstner i kunstens verden.
Beslutningen tog hun efter jul. Skabertrangen skulle have lov til at udfolde sig uhæmmet. Hjørnet, lige ved siden af Aarhus Slagtehus, bærer også præg af motivationen til at være produktiv. Her holder Frederikke Sophie Baastrup til. Farverige skitsetegninger er at finde på bordet, og ophængte værker pryder den hvide væg ved siden af hende. Af kommende projekter arbejder hun for eksempel med messingskulpturer: ”Jeg skitserer meget præcist, hvad det skal føre til, da jeg er ret præcis i min planlægning af mine værker. Når det er udformet kommer næste spørgsmål om, hvor man så skal udstille næste gang. Det er både vildt spændende og udfordrende. Man prøver at løse begge opgaver, som er af forskellig natur, men alligevel sammenhængende.”
Som færdiguddannet møbeldesigner, med en bachelor fra Arkitektskolen, en basis snedker- og tømreruddannelse fra Teknisk Skole og en kandidat fra Designskolens møbelafdeling, er erfaringerne fasttømrede. Konkrete udfærdigelser af møbler og huse er udskiftet med en verden, hvor de faglige færdigheder går nye, uafprøvede veje.
”På mange måder ser jeg mig selv som en arkæolog; jeg samler taktil viden ind og omsætter den til en kreativ udførelse i form af mine kunstneriske værker. Som jeg ser det, styrker det kun at have en teoretisk indfaldsvinkel og en tømrerbaggrund. I sammensætning til kunsten, kan der skabes værker, der undersøger det taktile og fordrer til nytænkning på både lille og stor skala.”
At forene to verdener
Frederikke ser heller ikke sin baggrund som potentielt modstridende med selve det at være ny, udøvende kunstner.
”Da jeg også har læst kunsthistorie på Aarhus Universitet, er det en verden, jeg altid har været inde over. Former og farver har altid indgået i mit arbejdsfelt. Jeg føler mig hjemme i kunstens verden, hvor forskellige udtryksformer er ligetil.” Muligheden for at arbejde meget mere med materiale, frem for at have fokus på den egentlige funktionalitet, som objektet eller værket skal resultere i, har været en kreativ befrielse. Det blev udfriet, siden hun satte sig til rette ved arbejdsbordet i Kødbyen.
Frederikke pointerer: ”At give los med at være kunstner på den her måde er fantastisk, men også hårdt. Jeg er uddannet til at skabe produkter med en specifik hensigt – men her får jeg lov til at arbejde analogt, fri af prædefinerede restriktioner og med muligheder for kunne udvikle mig, og det er essentielt for mig. Lad mig komme væk fra computerskærmen og derimod få brugt mine hænder til deres fulde fem – sagt på en anden måde.”
Ønsket om at undvige kasseplacering
I forhold til omverdenens respons på hendes beslutning om at give sig i kast med kunstverdenen har det været andre folks behov at placere hende i en bestemt kategori, som har været den overordnede oplevelse.
”Fremfor at lade mig definere mig selv i forhold til mit kunstneriske virke, som jeg på mange måder stadig er igang med, har det interessant nok været andre folks tanker omkring, hvad jeg skaber, som er blevet defineret af min arkitektuddannelse. Forholdet mellem de konkrete værker, som en bænk, versus de fortolkningsdefinerede værker, som et abstrakt værk, får vidt forskellig respons, som jeg synes er meget fascinerende. Hvis jeg laver en bænk, kan folk forholde sig helt håndværksmæssigt og oplevelsesbaseret til, om den er god at sidde på, og hvilket prisleje, den befinder sig i, mens mine værker, der billedliggør tekstfragmenter, ikke fører til samme umiddelbare reaktion.”
Med den fortsatte produktion af værker har Frederikke til hensigt at udforske kunstens muligheder og udvikle sig fagligt, i stedet for at være begrænset af en defineret klassifikation af, hvad hun producerer.
Spørgsmålet om at udstille sammen eller for sig selv
Frederikke er på det seneste indgået i en eksklusiv gruppeudstilling på udstillingsstedet Non-Space, som blev præsenteret af Aarhus2017’s partnerskabsprojekt Off Track.
Hendes oplevelse af at udstille sammen med andre har kun været positiv: ”Man bliver udfordret på en givtig måde, hvor mulighederne for konstruktiv kritik naturligt opstår. Ved at indgå i en gruppeudstilling bliver man en del af et større fællesskab. Du får også mødt andre i Aarhus med samme beskæftigelse som dig. Åbenhed er den eneste måde, man kan udvikle sig på. Jo mere man møder andre, desto bedre bliver man. Kuratorerne fra Rendezvous Artspace, som stod for opsætningen, skabte en god synergi imellem de forskellige værker i rummet,” konstaterer hun.
Èn ting er værkerne i sig selv – et andet punkt, som også er vigtigt at overveje, er hvordan et udstillingssted i sig selv indvirker på publikums oplevelse af værkerne.
”Det jeg laver appelerer til sanserne – det er funderet i mit arbejde med møbler, som er taktile hverdagsobjekter. Vi oplever dem med vores sanser og krop. Når man udstiller, er det derfor også et spørgsmål, om udstillingsstedet i sig selv kan være med til at øge taktiliteten i kunstværkerne. Måden at udnytte rummet, så det beriger værkerne som ét samlet hele, er også en vigtig del af en udstilling.”
Aarhus – fuld af muligheder
Frederikke nikker genkendende til, at Aarhus, på en anderledes måde end København, skaber muligheder for de nystartede kunstnere. Kommunestøttede projekter, så som Off Track, åbner rammerne for, hvad den mindre, mere afprøvende og eksperimenterende kunst kan give tilbage til Aarhus, hvilket er vigtigt.
Som fraflytter har Frederikke været turen rundt om København, før hun tog tilbage til Smilets By. Der ventede en aktiv by, som ikke var gået i stå, siden hun forlod den. Der er hele tiden initiativer rundt om i byen, og det er medvirkende til, at man altid kan finde en god energi og hjælpende indstilling i miljøet, mener Frederikke.
Råd til kunstnerspirer
Helt fundamentalt for at kunne fordybe sig i et kreativt udtryk er, at motivationen er primus motor for foretagendet. Denne påmindelse omgiver os i fysisk forstand. Dette i form af Frederikkes skabte værker, da hun giver mig en mini-tour af stedet.
Hvis det kribler i fingrene efter at udleve sin kreative sider, er rådet fra den nyudklækkede kunstner ligetil:
”Gør det. Begynd at værne om din tid – hvis du virkelig mener det, så få et værksted og få produceret en masse. Det er vigtigt at være kontinuerlig med sit arbejde. Der er en synergi i miljøet, der er medvirkende til, at man får skabt værker. Motivationen, og at man finder det spændende, er det allervigtigste. Så længe de to faktorer er til stede, skaber det drivkraften til at fortsætte.”
Du kan følge Frederikke Sophie Baastrup på www.frederikkebaastrup.dk og Instagram: @frederikkebaastrup.
//Anne Sophie Parsons
