Vejrguderne var gavmilde, da Galleri GRISK bød indenfor til lanceringen af GRISK Magasin den 16. juni for kreative aktører og nysgerrige sjæle. VINK var forbi for at få en snak med chefredaktører og mændene bag Galleri GRISK, Peter Birk og Anders Grandt, og skuespiller Dulfi al-Jahouri om, hvad magasinet gerne vil give de kommende læsere, hvad Galleri Grisk repræsenterer og styrken i at beskæftige sig med en kreativ mangfoldighed.

 

Der var stærkt fremmøde, da scratchede toner fyldte baggården nær Klosterport fra mixerpulten – kolde drinks blev langet over bardisken, og den gode stemning var til at føle på, da det nye magasin blev gennembladret af ivrige hænder til receptionen af GRISK Magasin.

Anders Grandt, chefredaktør og ét af hovederne bag Galleri GRISK, tog tid ud af den ellers hektiske dag for at dele sine tanker om GRISK Magasin: ”Vi var i København sidste mandag og tirsdag for at distribuere magasinet rundt i byen, og der blev taget rigtig godt imod os,” fortæller han, da vi sætter os ned ved det brede træbord i MasVino Vinbodega, mens samtaler fortsætter livligt omkring os.

Alt tegner kun på en god start for galleriets første magasinudgivelse, som dækker spektrummet fra mode til sport, musik og kunst- og tattoo-verdenen. Det eklektiske indhold giver genklang i selve Galleri GRISK’s grundstruktur: Galleri GRISK er et kontor- og kulturfællesskab, som består af over 50 kunstnere og iværksættere, der alle bidrager til, at en gennemgribende produktiv synergi kan føles på stedet.

Her er man ikke bange for at kaste sig ud i alsidige projekter, så længe lysten og gejsten er med. Det er bestemt tilfældet og drivkraften bag den nye udgivelse, som er skabt på frivilligt initiativ.

.

//Alle fotos: Anne Sophie Parsons

 

At være ægte som grundprincip

Den kreative fremtidsudsigt for GRISK Magasin er klar: udover at blive udgivet to-tre gange årligt er tanken bag magasinet at skabe noget nyt, der samtidig skiller sig ud fra andre gratis udgivelser i samme boldgade. Der skal nye boller på suppen – de andre magasiner har nemlig en tendens til at være for ens, mener Anders Grandt.

Han opsummerer sine tanker om magasinet over et køligt glas hvidvin: ”Vi vil gerne vise vores univers og give folk en bid af vores historie. Det skal omhandle relevante ting og være ægte – dét er det vigtigste.”

Samtidig understreger han, at det brede netværk, som han deler med Peter Birk, indehaver af Galleri GRISK, vil reflekteres i magasinets indhold. Mangfoldigheden som bærende element for Galleri GRISK fremstår også tydligt, når man kaster et blik på de fremmødte til festivitasen: Alt fra repræsentanter fra arkitektbureauer til udøvende kunstnere nyder hinandens selskab under en solrig himmel til receptionen.

 

.

Undergrund skudt ind i mainstreamen

I forhold til spørgsmålet om det nye GRISK magasin er et ”undergrundsmagasin” – en specifik betegnelse brugt i Stiften – forklarer Anders: ”Det nye magasin vil gerne kaste bolden op, til at man selv kan gribe den. På mange måder afhænger ens opfattelse af magasinet af den individuelle persons blik på det, og hvordan de vil opfatte magasinets indhold og fokusområder. Måske kan det derfor også være for skævt for nogen. Magasinet ønsker i hvert fald, at man kan tage stilling til forskellige ting; min mor synes for eksempel, at det er skævt, men så er der jo igen også mulighed for at lære om noget nyt og blive præsenteret for områder, man måske ikke selv er inde i. Vi vil hellere have at magasinet inspirerer og udfordrer, end at det er kedeligt,” pointerer han.

Trods den gode energi, tydelige opbakning og det blandede udvalg af folk repræsenteret ved lanceringen har det været svært at få magasinet udgivet. Galleri GRISK er en sammensætning af diverse kreative aktører, og der har derfor ikke været et decideret fysisk produkt at fremvise for firmaerne, som præsenterede galleriets virke. At få det støttede magasin skudt ud af  kanonen har ikke været uden bump på vejen – trods dette har det ført til en endelig succes, der i dagens anledning ses i de konkrete beviser fordelt ud i lokalerne på borde og i stablede formationer.

.

 

Kreativ organisme i konstant udvikling

Galleri GRISK består af journalister, grafikere og fotografere for blot at nævne få professioner fra de kreative brancher, som holder til på adressen. Ved at sammensætte forskellige folks færdigheder og spille bold op ad hinanden med idéer og indfald, blev magasinet skabt for at omverdenen kunne få syn for sagen, så at sige, i forhold til Galleri GRISK’s virke. GRISK Magasin bæres decideret frem på et lystprincip: det bliver nemlig skabt ved siden af alt det andet arbejde.

Med Galleri GRISK gemt lidt væk fra gaden med sine kælderlokaler er det et kreativt tilholdssted, som inviterer indenfor til et spændende og unikt univers, der er helt sit eget. Fællesskabet fungerer som en organisme, der er i konstant udvikling igennem inputs og hjælpende hænder, der rækkes ud i forhold til hver enkelt aktør i sammenholdet.

Peter Birk har selv observeret vækstpotentialet komme til sin ret, både lokalemæssigt og menneskeligt, da stedet har vokset sig naturligt større over årene siden sin start for otte år siden. Han har kun oplevet Smilets By som et sted, der er velkommen overfor skabende kræfter: “I Aarhus er der er en velvilje i forhold til det at etablere sig, når det kommer til det kreative vækstlag.” Her er der plads til alle kulturaktører – store som små.

 

 

På bølgelængde med hinanden

Den første udgivelse af magasinet har skuespilleren Dulfi al-Jabouri på sin forside. Sammen med Peter Birk og Anders Grandt tager han sig også tid til at fortælle om sine oplevelser af at engagere sig i galleriet. Dulfi al-Jabouri understreger, at selve det at dele de samme visioner, trods at man er i hver sit fag, er essentielt: Som up-and-coming skuespiller er selve det at være på bølgelængde med hinanden og samtidig respektere hinanden som individer nøglen til et gensidigt givende samarbejde. Med kreativiteten i højsædet og med plads til forskellighed skabes de bedste forudsætninger for, at det kan udvikle sig i den rigtige retning for alle involverede parter med delte værdigrundlag og holdninger.

Dulfi al-Jabouri fortæller, at han gik efter sin mavefornemmelse i forhold til sit engagement med stedet som kreativt opholdssted: ”Man er nødvendigvis ikke enige hele tiden, men alligevel kan man godt med hinanden. Som jeg ser det, kan Galleri GRISK ses som kulturambassadører for de unge, da der gives en platform for at skabe noget,” lyder det ved bordet.

 

 

Fremtiden

Med magasinet sendt direkte fra trykkeren er det fristende at spørge ind til fremtiden for magasinet. Peter Birk er her kun positivt stemt: ”Nu vil vi selvfølgelig se det hele an med første udgivelse, hvordan det organisk vil udvikle sig.”

Baseret på den smittende energi, der løber som en strøm igennem GRISK’s kælderlokaler, et tydeligt gåpåmod og viljen til at bygge initiativer op fra bunden, er det at dømme dog langt fra første og sidste udgave af magasinet, som Galleri GRISK kan tilbyde danske læsere.