NORTHSIDE 2018: EN FAN ANMELDER #2

NORTHSIDE 2018: EN FAN ANMELDER #2

Det er næsten svært at komme gennem en festival uden en musikanmeldelse. Men på årets NorthSide har vi hos VINK sendt stafetten videre. Vi har hentet hjælp udefra – nemlig fra festivallens fans. I går læste I med, da en fan anmeldte Björk. I dag har vi mødt, hvad vi vurderer til at være hip hop og rock bandet, N.E.R.D’S, allerstørste fan! Læs med her, hvor en fan anmelder!

 

 

På dette års NorthSide vil du hver dag kunne læse med, når en superfan anmelder koncerten med deres absolutte yndlings artist. VINK har været med helt oppe på første række, hvor de forventningsfulde fans venter i spænding for at se deres idoler, eller måske snarere ikoner, spille her på NorthSide. Vi sender derfor stafetten videre til mennesker, som har et enormt kendskab til kunstnernes bagkatalog – og som har købt sin NorthSide billet af én eneste årsag. De har ventet. Glædet sig. Og nu skal de endelig se koncerten.

 

// Alle illustrationer: Iris Bakker

 

Det vildeste teenage crush

”Jeg har jo drømt om en date med Pharell Williams siden 1999, hvor de startede. Og se ham lige i dag – ikke et minut ældre! Han er altså en helt vidunderlig mand.”

 

Fredag eftermiddag møder jeg Karen på 40 ved grøn scene – hun står helt oppe foran med sine venner. Hun har ventet på den her dag siden, hun var 25. Det er nemlig første gang, hun skal høre sine helte N.E.R.D live, og det skal naturligvis ske fra forreste række, hvor hun kan få det hele med. Da jeg spørger hende, hvor stor fan hun er, slår hun ud med armene for at vise, at hendes begejstring rækker langt udover det, hun kan forklare. Hun har alle deres albums og kan alle hits. Det er nostalgi, og hun bliver taget tilbage til dengang i gymnasiet, hvor hun dansede til langt ud på natten til yndlingsnummeret ’She wants to move’.

”Jeg har det vildeste teenage crush – jeg føler næsten, jeg er min mand utro,” griner hun.

 

 

En tilrettelagt brandert

Da vi står der, omringet af det største publikumscrowd, spørger jeg Karen om, hvad hun forventer af sin første koncertoplevelse med N.E.R.D. Og her bliver det klart, at Karen virkelig er helt tosset med den gode Pharell. Hun rødmer og bliver næsten helt fjalet, da hun siger, at hun forventer, at han bare ’voldflirter’ med hende. ”Og jeg har tænkt mig at stå der og vinke tilbage.”

 

Karen fortæller, at hun har været helt ængstelig op til koncerten i dag, fordi hun frygtede en aflysning. ”De kunne godt være nogle divaer. Og jeg har altså bare kun købt min billet for dem,” siger hun og fortsætter: ”Ja altså jeg har jo faktisk styret min brandert efter at peake netop nu jo!”.

 

Og jeg er ikke i tvivl om, at det er en ægte fan, jeg har med at gøre, når hun gennem hele vores samtale flere gange giver udtryk for, at hun altså er helt flov over, hvor meget hun står og crusher. ”Kan du ikke godt lige skrive, jeg er 25?” beder hun. Men kære Karen – den går sgu ikke. Du er 40, og du er virkelig cool! Jeg står næsten der og begynder at crushe på hende, fordi hun bare er så ærlig og umiddelbar. Og med det forlader jeg hende der i mængden blandt hujende fans og håber på, at hendes oplevelse bliver ligeså magisk, som hun har håbet på.

 

 

”Jeg fløj! Jeg fløj! Jeg fløj!” 

 Da koncerten slutter, står jeg sammen med min illustrator Iris og spejder efter Karen. Men hun er ikke til at få øje på. Dog spotter vi, efter længere tids venten, Karens veninde Marie, som er helt oppe at køre og en smule rundt på gulvet. Da hun ser os, slår hun ud med armene. Hun råber en masse, jeg ikke helt får fat i, men midt i det store opkast af ord, får hun fremstammet ”Jeg fløj! Jeg fløj! Jeg fløj! Pludselig så landede jeg bare. Jeg landede et helt andet sted – langt væk fra de andre,” råber hun. Marie fortæller, at hun slet ikke har noget forhold til N.E.R.D, men nu har hun – en mor til to drenge – lige oplevet at crowd surfe! ”Jeg var nu også lidt bange,” fortæller Marie om sin crowd surf-oplevelse, der udsprang af et mosh pit, som skete på opfordring af N.E.R.D.

 

Nu er næste mission at finde de andre igen. Marie er i kontakt med Karen over telefonen, og vi følger hende mod Champagnebaren, hvor vi skal mødes med Karen igen.

 

Om det ventede teenage crush

Da Marie og Karen endelig finder hinanden, forenes de i et stort skrig, mens de står og hopper og fægter med armene. ”Jeg tissede lidt i bukserne, da jeg hoppede,” fniser Karen. Hun er næsten forpustet, og hun mangler ord. Koncerten har indfriet alle hendes forventninger, og glæden stråler ud af hende, da hun fortæller, at hendes venner også elskede det, selvom de var skeptiske, da hun lokkede dem med i første omgang. Der er ingen tvivl om, at det har været en oplevelse for Karen og vennerne. ”Man glemmer helt, at man er 40, har mand og to børn,” siger hun. I dag tog Pharell Williams og co. Karen med tilbage til teenageårene, og hun har fyret den sådan af, at hun nu er helt færdig – der er slet ikke mere tilbage, sukker hun.

 

”Det var fuldstændig fantastisk. Jeg kan simpelthen ikke sige mere end det”. Og med det forlader vi Karen og vennerne. Hun var tom for ord, og derfor får N.E.R.D koncerten heller ingen stjerner, men med tis i buksen og en veninde i luften, må N.E.R.D siges at være mere end godkendte.

 

Tusind tak for hjælpen til Karen, Marie og vennerne. Redaktionen sender en helt masse kærlighed i jeres retning!

God festival!

// Camilla Michelle

 

 

 

 

Skriv en kommentar