Hos VINKaarhus er vi vilde med kultur – og især den kultur, som endnu ikke har ramt de brede mængder. Under dette års festuge hylder VINK vækstlagskulturen og byder indenfor til en aften fyldt med tværkunstnerisk udfoldelse, når vi i samarbejde med Cluster Square endnu engang afholder VINK POP UP. 

 

VINK POP UP er en tværkunstnerisk platform, hvor kulturmagasinet VINKaarhus præsenterer århusiansk undergrundskultur i et liveformat. Vores engagement i den århusianske kulturjungle afspejler sig i vores mangeårige arbejde med denne. Vi vil kulturmiljøet i Aarhus og vi vil vise den frem til så mange som muligt. Derfor glæder vi os til at vise spirende undergrundskultur for festugens publikummer, når vi i samarbejde med Cluster Square indtager Klostertorv lørdag den 31. august 19.00 – 22.00. 

 

Vi har i denne omgang teamet up med FSK – Foreningen for Samtidskunst, Aztek og Kara Moon, der sammen med os vil hylde vækstlaget og den tværkunstneriske liveoplevelse.

 

FSK – Foreningen for Samtidskunst er en non-profit organisation, som arbejder for at skabe samtidskunstprojekter, -udstillinger og -netværk for unge og mindre etablerede kuratorer og kunstnere. Til VINK POP UP kan du opleve en midlertidig udstilling kurateret af Konrad H. Nielsen. Her præsenteres fire videoværker af kunstner Feline Bæk Hjermind i kaotisk samtale, som kan opleves rundt omkring på pladsen under arrangementet.

Bandet Aztek har eksisteret siden 2015 og spiller vanvittigt velkomponeret alternativ rock med en lyd, der både er kraftfuld, harmonisk og eksperimenterende med et stænk af melankoli. Med tre nyudgivne singler i bagagen kan du forvente en omgang melankolsk storbyrock med massere af energi og fremdrift, når Aztek spiller til VINK POP UP. 

Bag Kara Moon står sangerinde og producer Josefine Skov. Hun, og hendes trommeslager Sara Mouritzen, tager dig med ind i Kara Moons drømmende univers, der er styret af sprøde popmelodier, pulserende rytmer og smadrede elektroniske beats. Så forvent en tur ind i mørket, når Kara Moon åbner op for den elektroniske værktøjskasse og det poetiske pop-univers til VINK POP UP. 



Så kom da lige forbi! Vi glæder os nemlig helt vildt til at vise sprød undergrundskultur frem under festugen. 

 

31. august fra 19.00 – 22.00 – Klostertorv – roger over. 

 

Følg med her eller på clustersquare.dk!

 

Vi ses!