Vingard - For You - Coverart
Fra en lejlighed i det kreative Berlinerkvarter Prenzlauer Berg spurgte sangerinde Vingard efter lytternes oplevelser med savn. I dag udgiver hun singlen "For You", som forener fortællingerne i et nærværende, musikalsk patchwork.

“Hvornår savner du mest?” spurgte sangerinde Tine Vingard sidste år sine lyttere. Et sårbart spørgsmål, som man kunne frygte ville lande et sted i intetheden, fordi det åbner døren til et rum, de fleste måske helst vil holde lukket. Men pludselig væltede det ind med fortællinger – store som små – og alle med det til fælles, at de kom fra åbne og tillidsfulde hjerter.

// Foto: Alec Andreev

På nummeret “For You” tager Vingard kærligt hånd om de skrøbelige fortællinger, hun er blevet givet, og formidler dem i en ærlig og eftertænksom tekst. Vokalen er fløjlsblød og bærer nummeret ind i en sfærisk atmosfære, som bliver understøttet af en blid, akustisk guitar. Som lytter placeres man i én enkelt, intens vejrtrækning, indtil den sidste tone fra guitaren ringer ud. 

Nummeret har en stille progression, som føles åben, varm og omfavnende. Som bølger, der stiger og falder, synger Vingard næsten hviskende i sangens første vers. Senere tager vokalen mere fat og får en dybere nerve, før den igen vender tilbage til introens skrøbelige udgangspunkt. 

“For You” er en eksemplarisk demonstration af, at det ikke er mængden af produktion, der afgør, om et nummer virker eller ej. Vingard formår med blot to elementer at gøre plads til en stemning, der anerkender det ømfindtlige ved at savne – og at man ikke er ene om den følelse. 

Fra dagbogsskribleri til følsom sangskrivning

Vingard har fra en tidlig alder skrevet sange. Ofte henter hun inspiration fra sin dagbogsskrivning, hvor der er plads til fejl og til at sætte ord på de tanker, som er fanget i hendes hoved. Hvad der i barndommen startede som et uskyldigt tidsfordriv, er nu blevet en levevej, hvor Vingards sangskrivning har modnet sig til en essentiel udtryksform. Vingards musik sætter lytteren i fokus på en måde, hvor de kan genkende sig selv i de følelser, hun formidler. Med sin ærlighed går hun forrest og giver plads til tvivl, tanker og historier fra alle, som lytter med. 

“For You” er ude nu, og du kan lytte til singlen lige her – Gør også dig selv en tjeneste og gå på opdagelse i mere af Vingards musik. 

// Coverbillede: Lucas Illaness/Sigurd “Zixten”