Turen til Teitur var ikke uden gnidninger. Heller ikke uden forløsning. Jeg mødte det der irriterende, indadvendte kærestepar, der altid er til koncerter, en hvid hund med sorte pletter og nogle fantastiske musikere i guddommelig, færøsk, jordbunden synergi.
Stanglakrids og support
Der er to på som support, og det første, der møder mine øjne på scenen, er en beskægget ung mand med en banjo. Jeg smiler ved synet, men noget sydstat runger i hans sange, som rammer mig. Smilet blegner. Hans stemme er stor og klar. Benjamin, hedder han, og han har englevokal, melankoli og stærk indfølelse. Jeg er solgt og når ikke at være stanglakrids særligt længe, før næste band kommer på.
Boho Dancer er support efter Benjamin, og her hører jeg så endnu en engel; en brunhåret sangerinde. ”Shout it out like rain”, synger hun og har umiskendeligt ret. En engel, en percussionist og en bassist. På trods – og takket været – små skønhedspletter af mandekor, spiller de tre forførende godt. Og man kan endda se, at nu bliver det rigtig intimt, for lamperne drejer nedad, og kun de røde lys er tændt.
Før pausen inden Teitur får vi at vide, at vi skal gå udenfor og nyde den fantastiske udsigt… over nybyggeriet, tilføjes der så, og jeg kommer i tanke om, hvor jeg er henne i verden: Train.
Nybyggeri i pausen
Pausen får kun 1 stjerne. Det er en sølle pause. Dårlig udsigt. Hamrende koldt. Jeg er ikke engang nået halvt igennem min cigaret eller min øl, før Teitur er gået på, så jeg vælter forpustet ind til lyden af umiddelbar kaos. Det ændrer sig hurtigt. Velorganiseret vrede. Det bygger op, og første nummer er ekstremt energisk, men det ser ud, som om folk allerede er med på den, og jeg vugger uvilligt i takt til tonerne.
Det er jo altid bedst, når man ikke kan lade være.
Fandens til kærestepar
Efter nummeret klapper det store publikum, bortset fra to voldsomt sammenhængende mennesker, der er et led i tendensen, jeg er begyndt at lægge meget mere mærke til, siden min kæreste fornyligt slog op med mig; kærestepar til koncerter. De klapper ikke, de står bare og snaver og gramser, og fyren begynder at danse for hende, mens han sætter sin øl op på hendes hoved. Jeg sukker indvendigt. Han snakker jo, mens Teitur gør. Blasfemi!
Jeg prøver at glemme de to forstyrrende navlebeskuere og hører så Teitur sige, at den næste sang handler om at vente, og at vi derfor liiige skal vente lidt. Det gør jeg så, mens jeg skiftevis skuler fra kæresteparodien og op på scenen.
“If you wait…”
Bandet består af seks mennesker med celloer, guitarer, trommer, percussion, xylofon, fløjter m.m. Teitur starter ventesangen og holder lange, akavede pauser mellem sine ord:
”If you wait… a little longer… than you normally would… the most amazing thing may appear.” Og det bliver gentaget mange gange og bliver til en slags musikalsk joke. Folk griner af det akavede, kæresteparret ved sikkert ikke, hvor de er henne, for de har gang i dem selv, og afsluttende i sangen synger Teitur: ”Most likely nothing will happen.”
Og han havde jo ret, tænker jeg og bliver igen lidt sur over, at de satans siamesiske tvillinger ikke klapper. Jeg klasker hænderne hårdt sammen og får lyst til at råbe: ”Action!”
ACTION!
Men er man i stand til at se bort fra den tarveligt siamesiske tendens til koncerter, så er der en indforståethed, der strækker sig næsten fra teenagepigerne helt oppe foran og til de ældre kvinder og mænd bagved; Teitur rammer et meget bredt publikum. Typerne bliver jeg ikke klogere på. Men bandet spiller intet mindre end enestående, råt og indlevet. Teitur er konstant halvironisk, og han er også sjov, men der kommer et punkt, hvor det sarkastiske og useriøse overskygger de hjerteskærende øjeblikke, som jeg i min førnævnte sorgproces hungrer så meget efter.
Det er noget med den der ironiske distance, og i stedet at se tingene dybt ind i øjnene, jeg mangler.
Jeg ser, at der er sket noget med tarveligheds-tendensen. Pigen rykker lidt væk, mens drengen stadig danser sin parringsdans og skaber sig som en abe for sin hun. Det er spændende at se på.
Oaserne
Men alligevel kan jeg ikke lade være med at være fortryllet af scenen og dem på den. Jeg er rørt, og jeg er glad. ’Stormy Weather’, ’Around the Carousel’, ’Catherine the Waitress’, og som han selv sagde: ”Verdens største verdensmusik nogensinde, og det tætteste jeg nogensinde kommer på verdensherredømmet”, selvfølgelig ’Louis, Louis’, akustisk og solo.
Et par solonumre mere følger som små oaser, og med bandet på igen smadrer han stilheden med en vildt distortet guitar. Bryder den ned i pumpende slag.
Færøernes svar på Niels Hausgaard
Der er en fortælling i hans musik, som lever sit eget liv, og en varm jordbundethed i Teitur, der gør alle trygge. Han står bl.a. og snakker, mens han stemmer sin banjo, og pludselig siger han: ”Når jeg sådan står her og trækker tiden ud og prøver at være sjov, så føler jeg mig altså virkelig meget som Niels Hausgaard.”
Historien om ’Antonio and His Mobile Phones’ er kær. Den er fra den nye plade ’Story Music’, og numrene fra den er underfundige og egentlig bare skide gode, for at sige det på jysk.
Antonio er den der person, der altid er i alle lande, og som altid har alt, hvad man skal bruge. Mobiler, Rolex og ganja. Komisk. Lidt for akavet bliver det – selvom det teoretisk set ikke kan lade sig gøre – da Teitur løfter armen over hovedet og bevæger den fra side til side til nogle middelalderlige, fjollede fløjter. Akavet, fordi ingen følger hans arm, som ellers er kutymen til koncerter, men omkring mig smiler folk alligevel med forståelse i øjnene. Det er hans evne til at fortælle en historie på scenen, der viser sig, og den er helt unik.
Turen til Teitur
Rejsen var ved sin ende. Og sidste sang med ordene: ”Big questions need small answers like yes and no”, fuldendte næsten aftenen for mig fuldstændigt. Det store spørgsmål meldte sig: Var koncerten god?
Ja.
Men koncerter mangler tit lige det der, der gør, at sløjfen bliver bundet, og aftenen så er fuldendt. Det havde turen til Teitur.
Da der blev klappet til ekstranummer, skete der nemlig det, at en hvid hund med sorte pletter kortvarigt løb ind på scenen. Folk blev forvirrede og klappede af den i afmagt. Det har jeg sgu aldrig set før, og det må jeg give ham:
Siamesiske sorgforkyndere til trods
Han formår at overraske mig gang på gang, at vugge mig i sin jordbundne velvære og til slut sende mig afsted med en rigtig god følelse i kroppen.
Og sløjfen bliver for alvor bundet, da jeg skal gå og i forbifarten ser drengen fra tidligere stå og prøve at tale lidt sødt til sin siamesiske tvilling, der åbenbart endelig er blevet muggen over hans platte opførsel.
Helt fri for tendensen ’kærestepar til koncerter’ bliver vi nok aldrig, men turen til Teitur var dog et lille skridt i den helt rigtige retning.
Som Teitur engang sagde…
Som Teitur selv sagde: “Hvis du venter lidt længere, end du normalt ville gøre, kan de mest fantastiske ting ske…”, og måske du ser en hvid hund med sorte pletter på scenen, eller endda et par sammenhængende sorgforkyndere i opbrud.
Men husk – højst sandsynligt sker der ingeting.
