Skærmbillede 2023-04-13 kl. 09.59.04
Aarhusianske Thoughtfool er i dag aktuel med sin tredje og sidste single, før EPen Daybreak udkommer senere på foråret. På den nye udgivelse "Forever Under Your Stars" forvandler Thoughtfool udtrykket 'the one that got away' fra en modløs følelse til en drømmende og groovy indie-banger.

Thoughtfool er et nyt musikalsk projekt ledt af forsanger Victor Fisker. Projektet blev startet i 2021, og siden er det blevet til to singler foruden den, som udkommer i dag. Thoughtfool laver musik til dem, der også kan føle sig overvældet af verden. Dem, hvis hoveder nogle gange spænder ben for viljen. Dem, som føler de altid ødelægger eller må give slip på kærligheden. Det kan lyde frygteligt deprimerende. Men Thoughtfool serverer de tunge emner gennem en nænsom og blød stemme – en hånd på skulderen, der kan forsikre selv den mest pessimistiske om, at det er okay at være tanketåbe, og at man langt fra er ene med den følelse. 

På den nye single “Forever Under Your Stars” synger Victor Fisker om savnet af en kvinde, han knapt nok kendte, og om at fange sig selv i at have givet sit hjerte væk til en fremmed. En smertefuld oplevelse, som Victor Fisker troede ville komme til at præge sangens udtryk, men som pludselig viste sig at blive til noget helt andet. I pressemeddelelsen om singlen lyder det:

“I starten troede jeg, at sangen ville blive virkelig vemodig, men pludselig fandt den sig et groove og et hook, der gjorde den alt for fængende til at være sørgelig. Og det viste sig, at jeg faktisk lidt havde brug for at gøre sangens narrativ mere håbefuldt for at kunne være i længslen.”

Nummeret har en lethed, som man fornemmer allerede fra de første sekunder. I teksten finder man den længsel, Victor Fisker snakker om med sætninger som “I don’t know if I should let go of your heart / Though mine’s already beating in your palm.” 

Men støttet af svælgende guitarer og legende trommer føles nummeret som et, der lige så godt kunne lægge musikalsk bagtæppe til en roadtrip ned ad en solskinsfyldt kyststrækning – et passende billede for et nummer, der giver naiv kærlighedslængsel en friskere uptempo-feeling. 

Foruden Victor Fisker som forsanger består Thoughtfool af trommeslager Johan Skjold Knudsen, bassist Jakob Stougaard Wang og guitarist Martin Welling.

Lyt til “Forever Under Your Stars” og gør dig klar til EPen, når den udkommer senere på foråret. 

Charlotte Mortensen // Lund & Lys

Coverbillede //

Charlotte Mortensen // Lund & Lys