Spurven har ondt af påfuglen

Spurven har ondt af påfuglen

I lørdags langede Løvens Forlag deres fjerde udgivelse over disken i caféen i Nørregade, Indiske Tagores fine aforismer Flakkende Fugle, der kunne købes for 99 kroner hele dagen, og som efterfølgende kan erhverves for 129 både i caféen og hos flere boghandlere landet over. 

// Foto hentet på www.totalbhakti.com

// Foto hentet på www.totalbhakti.com

Også et forlag

De fleste kender efterhånden Løve’s Bog- og VinCafé, der med hyggelige, gamle møbler og bøger på hylderne tager godt imod kunderne. Nogle har fået tapas eller god kaffe derinde, andre har købt Karl Ove Knausgårds Min Kamp eller været til jazz-arrangement.
Men ved du også, at Løve’s er et forlag, der udgiver nyoversat litteratur fra hele verden? Nogle fandt ud af det og dukkede op i lørdags til en dag med jazz, gratis tapas i caféen og oplæsning fra den nye udgivelse.
Indtil videre har forlaget inviteret både Bukowski, Burroughs og Vian ind i sin fold og gjort dem tilgængelige for det danske publikum. Forlaget har en klar profil: Kvalitetslitteratur kan der kun være for lidt af i Danmark!
Med en baggrund som idehistoriker og cand. mag. i nordisk, ved Kenny Jess Brandt andet end hvordan man sætter reoler op. Han ved, hvad det vil sige at læse en roman, der “hæver sig over andre”. Der skal være et engagement og en investering i litteraturen. Skrivning skal være mere end et middel mod kedsomhed og et middel til hygge. Den skal gerne prikke lidt i både tanke og hjerte, og dét er den røde tråd i forlagets udgivelser indtil videre.
// Foto hentet på politiken.dk

// Foto hentet på politiken.dk

 

Klassikere og eksistentielle aforismer

Forlagets første udgivelse var med Bukowskis Ekstrabudene. En roman om en mands low-life tilværelse som postbud et tilfældigt sted i USA, hvor Bettys røv er det eneste, der hænger sammen for ham. Sådan kan forlagets første udgivelse beskrives, og selvom det lyder usselt og lettere sørgeligt, så er romanen både sjov, skarp og uden tvivl en klassiker i verdenslitteraturen.
Forlaget står også bag den surealistiske roman, Dagenes Skum af Boris VIan, der i øvrigt bliver filmatiseret senere i året med Amelie-skuespilleren, Andrey Tautou, i hovedrollen. Før lørdagens nye skud på stammen udkom Burroughs stærkt provokerende og udleverende roman, Junky, der næsten minutiøs beskriver en mands stofmisbrug og liv på kanten og hele vejen ud over kanten.
Den fjerde udgivelse er en hel anden sag. Hvor de øvrige udgivelser er romaner, har forlaget nu taget en chance og forsøgt sig med aforismer. Aforismen er en fortættet form, der siger noget filosofisk eller eksistentielt om tilværelsen. Lyt bare til følgende stykker:
“Spurven har ondt af påfuglen, fordi dens hale er så tung.”
Eller
“Stjernerne er ikke bange for at ligne ildfluer.”
Flakkende Fugle pryder nu disken i caféen frem til den næste udgivelse, der bliver Jules Vernes En jordomsejling under havet, som er endnu en klassiker fra det nye kvalitetsforlag i Aarhus.
Hvad: Løvens Forlag
Hvornår: Udgivelsesreception den 24. august 2013 for Flakkende Fugle
Hvor: Løve’s Bog- og VinCafé
Hvorfor: Fordi bøger kræver et løvebrøl
Mønt: Køb den nyeste udgivelse for 129 kroner i caféen
Links: Besøg hjemmesiden her

Skriv en kommentar