KONCERTREPORTAGE: »For mig har det været rigtig sjovt, at dem fra Det Glemte Kvarter ville lægge musik til de syrede digte jeg skrev, da jeg var på deres alder. Her kommer et par af dem…«
Jeg blev introduceret til Søren Ulrik Thomsens digtsamlinger som teenager ved en oplæsning på min skole. Vi havde et tema om dansk lyrik fra 1980’erne og som en del af undervisningen læste vi, ud over Søren Ulrik Thomsen, bl.a. Dan Turèll og Michael Strunge.
Vi var samlet i den store sal med front mod den lille tætte mand på scenen i tweedjakke og slips uden nogle særlige forventninger om hans evne til at trylle med ord. Men den eftermiddag skulle vise sig at gøre stort indtryk på mig og endte med at blive udgangspunktet for min fascination af dansk 80’er lyrik og særligt Søren Ulrik Thomsens digtsamlinger.
Det var derfor også til min store begejstring, da jeg fandt ud af, at Søren Ulrik Thomsen kom til Aarhus og læste sine digte højt, og denne gang endda akkompagneret af musik. Så i fredags drog jeg fuld af forventning af sted med en veninde under armen til Atlas, hvor Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter skulle spille.
»Jeg har levet i 35 år og har brug for lige så mange
til at komme mig over de første.«
Vores rum i skjul fra gaderne
Scenen blev fyldt af musikerne fra Det Glemte Kvarter, der viste sig at være ærefrygtindgydende dygtige multitalenter. Straks var vi henført til vores egen fredelige lille boble gemt væk fra gaderne udenfor, der bar præg af, at det var fredag aften. Søren Ulrik Thomsen indtog scenen med et ydmygt smil og placerede sig med sin bog i scenens venstre hjørne.
»Et sted, hvor hverdagen er mere end rigelig /
og det er så mærkeligt / at vi virkelig skal dø /
men tanken om opstandelsen ikke mærkeligere /
end at vi virkelig findes.«
»Hvert år på den dato / der tilfældigvis blev din fødselsdag /
tager vi toget til Århus/ for at besøge din grav /
som nu engang er det sted her i verden / hvor du ikke er /
På turen op gennem byen køber vi blomster /
og taler som på enhver anden dag / indtil vi står foran stenen /
Og på vej tilbage regner det altid /
Eftersom intet af dette giver mening / og alligevel finder sted /
må det være af største betydning.«
Nyt liv
Helt nede bagerst i salen kunne man høre Søren Ulrik Thomsens åndedræt, hvorefter hans behagelige og rolige stemme fyldte rummet. Undervejs plirrede hans fingre på mikrofonen i noget der lignede ren fryd, og det kan jeg godt forstå, for sammen med musikken nåede hans digte nye højder, hvor ord og lyd smeltede sammen til noget virkelig smukt og meget rørende. Søren Ulrik Thomsens oplæsning tilførte digtene helt nyt liv til forskel fra, når man læser dem selv tavst og indadvendt. Det betød ikke, at der blev tvunget en masse følelse ind i dem. I stedet var det nøgternt, rytmisk og fuld af stemning. Imellem fraserne sendte han beundringsfulde blikke over til musikerne, der alle vuggede og groovede med en forførende indlevelsesevne.
»…Og alt det du har fundet er bare så lille en del af livet /
for livet er bare så lille en del af alt det, der findes.«
Det ægte i det rå
Søren Ulrik Thomsens digte er fuld af melankoli, men det betyder ikke, at man sidder tilbage med en trist mine. Det er nemlig så smukt udført og sætter ord på genkendelige følelser, der personligt særligt bunder i det ungdommelige og hverdagslige. De rå og melankolske temaer vidner for mig at se også om, at det er ægte, ærligt og mærkbart. Vigtigst af alt er han i stand til at sætte ord på det, vi mennesker oplever helt alene, men inderst inde er fælles om.
»…at de største erkendelser hver gang falder /
med samme diskrete klarhed som lyden /
af en dråbe der rammer stålvaskens bund / er det bedste.«
»Det bedste er at gi op omsider /
og pludselig mærke det hele begynde.«
Ode til regnen
Her til sidst får du et digt i sin helhed: Ode til regnen, hedder det, som Søren Ulrik Thomsen også læste op denne aften. Det er oprindeligt trykt i Politiken i august 2010, og handler om alle de gode ting ved regnen.
»Fordi dens nervøse skråskrift
iler henover lyntogets ruder
og fordi dens halvtgennemsigtige slør
svajer foran højhusets lodrette lyshav
fordi den græder på mine vegne
over dét jeg alligevel ikke kan glemme
og fordi den prikker sit efterårshaiku
på forruden selvom det straks viskes ud
fordi det er en velsignelse
at falde i søvn til dens silende sang
og eventyrligt at vågne i mørket
når den tordner mod bilernes tage
fordi den forbinder himlen og jorden
i et hemmelighedsfuldt sakramente
og fordi selv de smukkeste kvinder blir smukkere
når den driver igennem det lange hår
fordi man har lov til at være i fred
indtil dens store musik stilner af
og fordi dens flydende lys på den sorte asfalt
er negativet til dette digt:
Derfor elsker jeg regnen.«
Er du blevet sulten på mere? Så tjek Det Glemte Kvarters facebookside her. Der er både klip fra koncerten og fra øvelokalet. På samme side kan du finde datoer over de kommende koncerter. Ellers vil jeg bare anbefale dig at tage et smut på biblioteket og låne et par af Søren Ulrik Thomsens digtsamlinger: fx Nye digte, Hjemfalden, Det værste og det bedste eller Rystet spejl. God læselyst.