Til Årets store Antikvariske Bogfest på Godsbanen var der rig mulighed for at dykke ned i bogsøernes mange forskellige vande, finde de skjulte øer og opdage de glemte skatte. Men det satte også gang i min forfatterhjerne omkring evigheden og at blive en del af den.
Bøger, bøger, bøger
De er store, små, firkantede, med runde kanter, gamle, nye, slidte, brede, smalle og meget mere. På mange måder minder bøger om mennesker; de er meget forskellige, og det tager tid at finde frem til den inderste kerne, det vigtigste, den ene sætning vi alle leder efter. Forståelse. I sidste ende handler det nok om forståelse af vores egen virkelighed, og de ting der fylder den. Der er mange bøger derude, og i Den Rå Hal på Godsbanen havde man fra den 18.-20. oktober muligheden for at dykke ned i de mange forskellige slags bøger.
Omkring mig er både gamle, unge, børn og alt midt i mellem samlet om én ting. Bøgerne. De forskellige linjer, der normalt skiller aldersgrupperne, er udvisket i bogsøgningen. Og smilene er mange.
Bøgerne fungerer som åbne døre, hvor vi kan mødes, snakke sammen, tage os tiden til at fordybe os og søge viden om en verden i konstant forandring. Det er meningen, at bøger skal være tunge, at de skal kræve noget af os, at de skal blive en del af vores personligheder. Ikke alt skal effektiveres, noget skal bevares. Især bøgerne, der ikke må erstattes af bogstaver på en skærm, hvilket den antikvariske bogfest beviste.
Forfatterne, der læste, gæsterne, der lyttede
Morten Ramsland, Carsten René Nielsen og Svend Åge Madsen lagde vejen forbi og læste op fra deres værker. Selvom de fleste hele tiden var i bevægelse, satte en del sig alligevel til rette, når forfatterne læste op, gjorde deres ord til levende lyd og tog lytterne med ind i deres univers. Det er bøgernes anden side: oplæsningen.
Især Svend Åge begejstrer mig gang på gang. Denne ydmyge tilgang til oplæsningen, denne afslappethed i udtalen af ordene, denne legen med øjnene, læberne og hænderne. Skellet mellem forfatterens ord og læserens øre bliver mindsket. På den måde sidder ordene bedre fast. Forfatterne, de læste, gæsterne, de lyttede.
At skrive sig ind i evigheden
I sidste ende reflekterer jeg over mit eget forfatterskab, selvfølgelig. Her går jeg blandt nogle af de store kanoners bøger, antikke varer liggende rundt på bordene i Den Rå Hal på Godsbanen i Aarhus og lyden af fortiden klingende gennem fødderne på cementgulvet. Her går jeg altså. I min nutid, der er noget anderledes end den fortid, mange af bøgerne er skrevet i.
At skrive sig ind i evigheden er ikke blevet lettere, fordi mange læsere stadig kigger tilbage på fortiden som guldalderen. Tænk over, hvor meget tid vi stadig bruger på Kierkegaard, J.P Jakobsen og de andre kæmper fra fortiden. De er glimrende forfattere, intet dér, men der gemmer sig også en ny guldalder, en ny opblomstring i den danske litteratur, hvis vi tør lade den blomstre, hvis vi tør elske bøgerne, hvis vi tør ønske os utopien, at det bedste stadig venter forude. Og de første sætninger bliver skrevet lige nu.
At skrive sig ind i evigheden er ikke let, skal ikke være let og kræver, at man har modet til at gøre forsøget:
De fleste går gennem livet
uden at risikere noget.
Jeg søger det umulige
og risikerer mit liv.
