TANKER: Jeg har aldrig været meget for sentimentale udbrud, men der sker noget smukt i Brabrand – og dette smukke kaldes Den Grimmeste Festival. Vi samler os i klynger, mens vi venter på, at musikken starter, og pladsen åbner. Dette ”os” er ikke folk, vi kender hjemmefra, men folk vi lærer at kende, og disse tilfældige møder er ret smukke, herfra hvor jeg sidder.

 

Retninger // foto: Daniel Boysen
Retninger // foto: Daniel Boysen

 

Hvor skal vi hen?

Et par af mine venner sidder på bussen, 4A, og de venter på at forlade midtbyen til fordel for udkanten af Aarhus. Normalt besøger man måske Bazar Vest, når man tager ud til Brabrand, men denne gang er vi samlet i kulturelle klynger, hvor vi ikke skelner mellem alder, køn, beskæftigelse eller forskellige farver af armbånd.

Nogle er her for første gang, der er en del som går på efterskole sammen, nogle har lige overstået gymnasiet og andre, som jeg selv, er færdige med deres universitetsuddannelser; men alle søger vi det samme: frihed. Der er en frihed i, ikke det at vi skal drikke, men det at vi skal mødes. Uforbeholdent, med et smil og et hej, fremfor med stilhed og flygtende blikke.

Jeg elsker det. For fanden. Og nu åbner pladsen, mens jeg sidder og skriver dette. Dagen er nærmest kun begyndt, og der venter stadig en masse spændende øjeblikke forude. Alt kan vindes her.

 

Mennesker flyder ud, Nils og Marianna i lejren // foto: Daniel Boysen
Mennesker flyder ud, Nils og Marianna i lejren // foto: Daniel Boysen

 

Sol og skyer på samme tid

Selvom vejret har været fantastisk, brændende, skinnende de sidste uger, så kommer der flere skyer, hvilket ender med at skabe det perfekte festivalvejr. I lejren ligger vi sammen på kryds og tværs, mens vi venter på, at solen går ned. Så vi ikke længere behøver drikke så meget VAND – VAND ER VIGTIGT – siger nogen. Jeg ved ikke hvem.

Musik og græs møder sved og ansigter, der alle har en forventning om, at der kommer til at ske noget stort. Der er noget stort på vej. Weekenden. Musikken. Livet.

 

Det er godt

Grimfest startede måske som en havefest, men den har udviklet sig til at være et sted, hvor folk kan mødes om musik og hygge. Hygge har de senere år fået en negativ klang, men her betyder hygge altså, at vi engagerer os i hinanden. Deler cigaretter (ja ja, rygning er skadeligt), tilværelser og ærlighed.

Noget andet ved festivaller er altså ærlighed. Vi fortæller fremmede, hvordan vi har det, hvad vi har oplevet, og hvad der frustrerer os. På den måde er, ikke kun Grimfest, men alle festivaller noget af det bedste for danskere: fordi vi bliver ærlige overfor hinanden. Mit eneste råd til alle er, at VI SKAL LEVE SÅDAN HER HVER DAG. Ikke i forhold til druk og så videre, men i stedet med hensyn til, at vi skal være åbne, ærlige og interesserede i hinanden. Sværere er det nok ikke. Selvom det lyder svært, når jeg siger det.

Kom herud, alle sammen. Punktum.

 

ØL // foto: Daniel Boysen
ØL // foto: Daniel Boysen