Stemningsreportage fra koncert med manden, der i mere end 40 år har bragt magi til verden og i særdeleshed Danmark med sin eventyrmusik.
En hurtig bekendelse: Jeg er Sebastian-noob
Jeg er dansk-amerikaner og landede først på den danske snude som otte årig. Ganske analfabetisk både hvad angik danskernes sprog og kultur. Jeg kan sproget nu, så hvis min syntaks er lidt mærkelig, er det et kreativt valg og ikke fordi, jeg har brugt Google Translate. Derimod har jeg stadig store kulturelle huller; f.eks. Sebastian. Det er altså et forholdsvist nyt møde for mig, mens de fleste danskere kender ham fra barns ’ører’ af. En lille bekendelse, man måske skal have in mente, når man læser mine ’barnlige’ indtryk. Er man meget ung, og har man ikke haft hippie-forældre til at prakke ham én på, kan man med fordel joine noob-vognen. ”Yiha!”
Gløder i stolerækkerne
Intimkoncerten, som arrangørerne kalder den – måske fordi han skal spille solo, måske fordi publikummet ikke er større – foregår på Studenterhuset, hvor en broget flok er ved at samle sig og tage plads i stolerækkerne. De fleste er oppe i årene, mens en minoritet af unge tripper mindst ligeså forventningsfulde rundt i afslappet og personligt tøj, der signalerer flower-afkom mere end bregnebørn, eller hvad man skal kalde afkommet af de andre, konservative demografiske forældre.
Fotografen og jeg tager plads bagest og retter blikket hen over de skaldede isser og visne hårfarver. Scenen ligner en stor, væltet skoæske – sort, lige indtil et spot stilles på arrangøren, der byder velkommen og beder folk om at slukke deres mobiler, hvorefter en kortvarig tumult opstår, i hvilken folk roder med elektronikken i deres skød. Når skødehovederne atter rettes mod skoæsken, bliver lyset rødt og Sebastian træder ind på scenen med sin guitar i armene. Han er glad og gløder i sit runde hoved, som er mest pande. Der klappes med mæskende hænder.
Et stort træ med en flot krone
Han fingererer et par akkorder, mens han stemmer guitaren og åbner så struben, der lukker en sød, men hæs stemme ud i rummet – flamberet måske. Det første nummer rammer plet lige ned i forårsfornemmelserne, når han synger ”Forårsstøv på hjernen” og fremmaner et mylder af lyde, der bagefter springer ud som ord, der både forfører med deres lyriske kvaliteter, fantasifulde fortællinger og ikke mindst humor.
Det er lidt sjovt med hans stemme; den ryster. Jeg ved ikke, om det er alder eller nervøsitet eller sygdom, men jeg ved, at det er dramatisk og derfor ikke virker som en fremmed komponent i de syngende eventyr. Bævertræet bliver dog mindre bævrende, efterhånden som koncerten skrider fremad. Apropos træer, giver han bl.a. H. C. Andersens digt ’Bøgetræet’ musikalsk liv. Han indleder sangen med at sammenligne sig med et stort træ med en flot krone, hvorpå grenene er hans børn. Det bedste, der kan overgå dem, er, at de bliver brugt som skibsmaster og derved kommer ud i verden. Knap så flatterende kan de ende op som et kosteskaft eller pindebrænde. Tilhørere både griner og får øjeblikke, hvor deres øjne udstråler eftertænksomhed – følsomhed. Det er ikke det eneste H. C. Andersen inspirerede nummer, vi får at høre. Han spiller adskillige fra sit album Øjeblikkets mester (2011), som samler al inspirationen fra den kilde.
“Som en Skibsmast, hver skal seile
Lystigt over salten Vande,
See og sees i fjerne Lande!
Men af tretten jeg har havt,
Een blev kun et Kosteskaft!
Gjærdestave blev de tre,
Men de ni, o bittre vee!
De fik dog den værste Ende,
De blev kun til Pindebrænde!“
(Bøgetræet af HCA (1831), humoristisk fortolket af Sebastian)
Det er ikke blot humor, Sebastian tilføjer, men noget næsten eksistentialistisk for at bruge et langt ord. Det er svært at beskrive, men det er ikke så meget, at det er sjovt, som det er en afklaret lethed. ’Sådan er livet nu engang. Der var engang.’ Han forstår sig på virkelighed og eventyr tillige og formidler begge gennem sin musik, hvis man kan udtrykke det sådan.
Muh Lene Espersen
Mellem numrene kan Sebastian godt lide at sige lidt. Overraskende formår han at samle trådene op igen og igen og ekstrapolere videre og videre. Han er sjov og underfundig, og så bryder han sig ikke om Lene Espersens warface. Men om en anden kvinde ved navn Ingeborg synger han:
”Elsker hver en fregne i dit sind
for hver gang du åbner porten ind
Elsker dig for 100.000 ting
og for sol og vind”
(Ved Ingeborg fra 78’er-albummet Ikke Alene Danmark)
Mange af hans sætninger sender varme ud i mine kinder. Omvendt er det ikke varme, Espersen vil finde, skulle hun finde på at opsøge den hos Sebastian. Han taler lidt om verdens krigsområder, senest situationen i Krim, hvortil han siger: ”Normalt synes jeg, at man kan fordele ansvaret mellem tre parter – os, dem og våbenindustrien. (…) Nu kan vi føje Lene Espersen til den liste”. Hun vil nemlig gerne have, at Danmark skal købe et stort krigsskib og sende det til Rusland. Sebastian videreudvikler på idéen: ”Hvad hvis vi sender Lene Espersen til Rusland sammen med skibet? Hun ville være glad, vi ville være glade og Rusland ville få travlt.”. Forslaget høster klapsalver, og fra Espersen flytter han taktfuldt stemmen over i en sang, der handler om dengang, verden skulle være gået under i 2012. Som kommentar til den uopfyldte profeti siger han tørt, ”heldigvis, for jeg blev først færdig med sangen i 2013”. Den er i øvrigt meget munter.
Han synger også om at være en ko fra koens perspektiv:
”Jeg’ den lille malkeko
Jeg skal bare stå og glo
Gå og tygge drøv i mark og enge
Samme foder samme skidt
Uuh jeg tænker tit
Nu har jeg stået og gumlet meget længe”
Og så synger publikum omkvædet:
”Såd’n er alle mine dage
En ko er en ko til den dør
Et skridt frem og to tilbage
til der hvor jeg var lige før
Såd’n er det ofte med køer.”
(Den lille Malkeko fra 79’er-albummet Cirkus Fantastica)
Efter publikums sangmæssige bidrag siger han først meh og næste gang okay ned i mirkofonen, hvorefter latteren vælter op i folk igen som drøv.
Rumeksil nej, kærlighed jo
Han kommer også ind på menneskets rumhigen. Det er meget naturligt, siger han, at vi ønsker os væk fra planeten, så vi ligesom kan starte forfra og feje vores forfejlede planet under (stjerne)tæppet. Men (dumme) NASA udsendte på et tidspunkt en seriøs melding om, at det ikke kan blive til noget med vores rumdrømme, og at vi må affinde os med at bo på Jorden. Dét gav Sebastian lyst til at skrive en sang om, hvordan vi alligevel kan gøre os det ok behageligt på kloden.
Han synger:
”Måske ku’ vi
finde noget at bruge hinanden til”
En ældre dame i en stramtsiddende uldsweater rejser sig og stiller sig tæt op ad en træplanke. Så tager hun sin veninde eller datter under armen, og de går op mod scenen og stiller sig med armene om hinanden og lytter med udspilede følelser.
Sebastian kan noget magisk. Det kan selv en noob mærke.
Hvem: Sebastian
Hvad: Stemningsreportage fra koncerten 9/4-2014 i Stakladen, Studenterhus Aarhus
Musik: Masser lige siden 71′. Han skriver sange – også til musikals og H. C. Andersen tekster, spiller knald go’ guitar, fløjter bedre end en fugl, laver sjove lyde – sjoveste under koncerten “dikedikedik”
Hvorfor generelt: Han er en af Danmarks mest væsentlige, ja legendariske musiker
Hvorfor personligt: Hør pladen Tusind og en nat
Links: Film om Sebastian
