For tredje år i træk arrangerer Det Turkise Telt i samarbejde med SPOT Festivalen Roots and Hybrid og spænder teltpælene rummeligt ud mellem alverdens musiktraditioner. Det bliver et dansevenligt, eksperimenterende og eftertænksomt musikalsk sammenskudsgilde, som med garanti vil udvide dine musikalske horisonter.

 

Tyrkisk sangtradition og danske tekster, Bobo-kultur og clubbeats. Psykedelisk rock, sydamerikanske rytmer og syret, peruviansk electronica. Slå ørerne ud, sænk skuldrene og lad dig byde op til dans, når Roots and Hybrid under SPOT Festival d. 2.-4. maj fylder Den Rå Hal på Godsbanen med overraskende genreblandinger, nye takter og toner.

 

Ipek Yolu

Fredag kl. 21.00

Arhustrioen kan til dette års koncert fejre deres 1-års fødselsdag. De blev nemlig formet i kølvandet på sidste års Roots and Hybrid festival, hvor Junglelyd og Hudna spillede en fælleskoncert. Bandets tre medlemmer er medlemmer af førnævnte bands samt AddisAbabaBand og spiller dansabel festmusik baseret på groove og improvisation. Selv beskriver de deres musik som et multikulturelt orgie af elektronisk cumbia, sydamerikanske rytmer, anatolisk folkemusik, psykedelisk 60’er-rock og surf rock. Hvis du er nysgerrig på at høre, hvordan en så farverig musikalsk collage tager sig ud, så glæd dig til Ipek Yolo.

 

https://www.youtube.com/watch?v=rNyudMwO2Do&t=37s&fbclid=IwAR0VRNqj_Ctz3Ua_gi-UPzvf5IsYPeoREXbHHysDEU2EzfZStYZoBFyT4RE

 

AySay

Lørdag kl. 16.00

Med dansk/tyrkiske Luna Ersahin i front sammensmelter det aarhusianske band AySay tyrkisk og vestlig musikkultur. Lyrikken og stemmen er i fokus i bandets melankolske og melodiske univers. Det er forfriskende og øjenåbnende at lytte til mixet af tyrkiske og danske linjer sunget af en vokal, der har træk af både mellemøstlig og vestlig sangstil. Til åbningsparaden i forbindelse med åbningen af kulturhovedstaden Aarhus i 2017, sang Luna Ersahin duet med færøske Eivør foran 70.000 mennesker og live på DR1.

 

Faratuben

Lørdag kl. 22.00

Orkestrets navn er et mix af ordene Farafi (sort) og Toubabu (hvid) og består af lige dele malinesiske og danske musikere. Bandet bygger på Bobo-kulturens feststemte musiktradition og den videreudvikling af Bobo-musikken, der efter år 2000 har udspillet sig i klubber i Malis hovedstad i Bamako. Faratuben har deres helt eget take på denne clubinspirerede lyd. De stiler efter at nå et globalt publikum med deres moderne fortolkning af Bobo-musik, der inkluderer synthesizers og clubbeats. Faratuben byder på et groovy og rytmisk mættet lydbillede, der glædesfyldt og legende let sætter gang i dansegulvet.

 

Dengue Dengue Dengue

Søndag kl. 01.00

Verdensberømt peruviansk dj- og producerduo, der med egne ord er som en tropisk storm af elektronisk psychedelia. En mangfoldighed af stamme- og folkemusik fra hele verden kombineres med club, techno, electronica og dub i en visuelt bevidst performance. Duoens egne musikalske rødder er tilstede med inspiration fra salsa og cumbia. SPOT og Roots and Hybrid afsluttes med dette væld af verdensmusikalske referencer i en strøm af dansevenlige rytmer og med en duft af mystik. En syret og sprudlende afslutning på SPOT Festivalen er garanteret lørdag nat.

 

Roots and Hybrid d. 2.-4. maj er både en del af SPOT Festival og sin egen festival. En almindelig SPOT-billet giver adgang til festivalen, og en billet til Roots and Hybrid kan købes til 190 kr.