Barren var sat højt for CALAs debutalbum WE’RE STILL YOUNG med single-udgivelser som den hypotiserende “Pretty Girls” og storladne “Little Lost Lamb”. Med fredagens releasekoncert på HeadQuarters fløj CALA op, stillede sig selvsikkert på den høje barre og indfriede alle forventninger – og så lige lidt til.
Den ensomme forfest
Inspireret af musikvideoen til singlen “Pretty Girls” varmede jeg op til releasekoncerten med mit eget take på, hvad forsanger Caroline Fjerbæk kalder “den ensomme forfest“: en færdigret, en stærkt improviseret drink af blandet restsprut og WE’RE STILL YOUNG på anlægget. Taget tilbage til mine bytursbefængte starttyvere, var jeg klar til, at CALA skulle portrættere den fortvivlelse og ekstase, der kendetegner ungdomslivet – dén følelse som kan ramme én som et tog kl. 4.30 om morgenen, når man, halvt snublende, halvt dansende, er på vej hjem fra byen.
Support af Niklas Runge
Akkompagneret af guitarist Johannes Hieronymus åbnede Niklas Runge aftenen, mens folk fandt sig til rette i sofahjørnerne og små grupperinger i en halvcirkel omkring scenen. I det intime setup leverede Niklas sine dragende pop-folk-melodier med en smuk, imponerende og nærværende vokal. Under opvarmningen var det en fornøjelse at se, at aftenens hovednavn ikke havde travlt med at gøre sig klar backstage, men bare stod helt betaget af musikken og svajede med på forreste række. Støtten gik begge veje.
WE’RE STILL YOUNG
CALA åbnede med den 7/8-dels groovende single “Pretty Girls”, og slog med det samme fast, at bandet var mere end i stand til at genskabe det rige og detaljerede lydtapet, som man kan kende fra studieversionen – og at Caroline Fjerbæk leverer en lige så ren og nærværende vokal live. Efter den mere kompakte og insisterende “Pretty Girls” demonstrerede CALA sin musikalske spændvidde, da de viste deres mere rockede nuancer på “From Children”. På den måde fik de indrammet det musikalske udtryk, man kunne se frem til.
“From Children” blev fulgt op af en kærlig hilsen til Caroline Fjerbæks netværk – familie og efterskolevenner – der var kommet for at støtte op om releasekoncerten. Med et glimt i øjet fortalte hun om engang, hun var blevet “ægte-sur” på sine forældre over, at de havde givet hende en røvsyg og lykkelig barndom. For “det kan man jo ikke skrive sange om”. Heldigvis havde denne “forfærdeligt” lykkelige barndom på ingen måde forpurret Caroline Fjerbæks sangskrivningsevner. Det demonstrerede hun på nummeret “Woman”.
Om det sårbare nummer fortæller hun i et interview på Nordic Watchlist, at sangen omhandler “the specific day that I turned into a woman – the day I found out I was pregnant and instantly had a fallopian tube removed. I was sort of threatened on my womanliness before I even felt like a woman”. På nummeret understøtter musikken og Caroline Fjerbæks vokalperformance den følelsesmæssige alsidighed i teksten. Den er luftig og nærmest trøstende i første vers, ydmyg og smuk i de svævende omkvæd og kraftfuld og småhæs i det rockede C-stykke.
Herefter fik “Plastic Heels” fra Royal Red-ep’en sneget sig ind på setlisten. Her i en opdateret version der matchede WE’RE STILL YOUNGs mere alternative og bredere lydbillede. CALA vendte tilbage til debutpladen med “Blue Eyes”, der langsomt og sikkert hypede publikum op til den ekstatiske, storladne og støjguitarfyldte single, “Little Lost Lamb”. Bagefter tog CALA tempoet ned og spillede den mere mørke “I Like It When You Yell At Me” – et skift der fremhævede kontrastforholdet i pladens portræt af et både ekstatisk og frustrationsfyldt ungdomsliv.
Meget passende startede afrundingen af releasekoncerten med pladens to sidste numre, “We’re Still Young” og “Hungry Neon”. Titelnummeret, som nok er pladens mest rockede nummer, fik al den energi, det fortjente. Her demonstrerede CALA på mesterlig vis, hvordan pladen elegant balancerer mellem den forfriskende variation og sammensatte helhed. Hvis jeg kun havde ét nummer til at introducere en ven for CALA, havde jeg gået med “Hungry Neon”. Den indkapsler og illustrerer perfekt, hvad bandet mener, når de beskriver dem selv som “lyden af en 24-årig, der både er fortabt og forgabt i ungdommen” – og musik “til alle dem, der famler”. Det er lyden af dén følelse, de fire hovedkarakterer fra DRUK jagter, men udtrykt som var den instrueret af Nicolas Winding Reffen.
Alt i alt er WE’RE STILL YOUNG lige dele til de følsomme støvregnsdage og det storladne ekstatiske natteliv. Og med HeadQuarters som både rummer værtshusintimiteten og diskoteksfestligheden var der lagt op til et perfekt match med releasekoncerten. Med et velbalanceret lydniveau på instrumenterne hver især, blev der både plads til, at de delikate instrumentale detaljer kunne pible frem i det ofte stormende lydbillede – og at Caroline Fjerbæks vokal kunne skinne klart og tydeligt igennem. Bedre omstændigheder for en releasekoncert kunne man næppe ønske sig.
Både EP’en Royal Red og debutalbummet WE’RE STILL YOUNG er tilgængelige på Spotify, og jeg sender de varmeste anbefalinger herfra.
//Coverbillede: Kio Jørgensen Ng
