Pentagonia tager afsæt i de fem kinesiske elementer. Gennem musik og ord oversættes de til en sanseoplevelse, der hensætter publikum i en trancelignende tilstand. De dygtige instrumentalister løfter værket med deres smukke fortolkning af gammel østlig filosofi, men desværre forstyrres deres præstation noget af fortælleren og hans efterfølgende foredrag.
Mandag eftermiddag tog jeg ned på Dokk1 for at opleve værket Pentagonia, der af arrangøren beskrives som “et lydmæssigt landskab, iblandet ord, inspireret af den kinesiske femelement eksistenstænkning.” Da jeg ankom, stod publikum samlet ude foran salen og ventede på at blive lukket ind. Klokken 17 dukkede en mand med hvidtmalet ansigt op og lukkede os ind, med forsikring om “at vi kunne føle os helt trygge.” En forsikring, som, i kraft af at den overhovedet var nødvendig, gav den modsatrettede effekt. Jeg trådte ind i rummet med spænding, for jeg anede helt ærligt ikke, hvad jeg skulle forvente.
Pentatonisk meditation
Vi trådte ind i et rum, hvor stolene var arrangeret i et pentagram, helt i overensstemmelse med værkets tema. I baggrunden spillede en ambient drone, som med det samme hensatte én i en helt særlig stemning. Publikum blev opfordret til at tage plads i centrum af rummet, omkredset af fem instrumentalister, placeret i pentagrammets ydre cirkel. Da alle havde taget plads, begyndte de at spille. Med en højtaler placeret i hvert hjørne af lokalet, fyldte tonerne lokalet og omfavnede os i en meditativ døs. Kompositionen tog sit udgangspunkt i en pentatonisk skala, det der på godt gammeldags dansk kan kaldes en ‘femtone-skala’. Det er en skala, som af mange forbindes med østlig musik, og således stadfæstedes inspirationen fra de kinesiske fem elementer endnu en gang.
En helt særlig intrumentering
Instrumenteringen var noget anderledes, end hvad man er vandt til, og var nok noget af det mest interessante ved værket. Instrumentbesætningen består af Marius Paschke på slagtøj, hvor især vibrafonen står frem, Emma Akselsson på cello, Mads Reinke Oxholm på trompet, Anja Nedremo på saxofon og sidst men absolut ikke mindst Henrik Jespersen på zenfløjte – et instrument jeg aldrig har hverken set eller hørt (om) før, og som var en hel oplevelse i sig selv. Som recitøren senere skulle forklare, er idéen bag de fem elementer, at de komplimenterer hinanden og skal holdes i balance. Den tankegang gengav musikerne i deres udbrud af call-and-response-prægede udbrud, der understøttede og udvekslede med hinanden. Værket bestod af fem kortere musikalske kompositioner, afbrudt af recitørs lyriske input.
Forstyrrende fortæller
De lyriske input var desværre ikke noget, jeg blev hverken særligt imponeret eller rørt af. En anden havde måske fået mere ud af dem, men på mig gjorde det ikke et stort indtryk. Det tog dog ikke noget fra musikerne, der akkompagnerede lyrikken og hinanden helt mesterligt. Fortællerens kostume derimod, som lignede noget et barn kunne have fundet på at klæde sig ud i, tog fokus fra værket og virkede egentlig bare malplaceret og unødvendigt. Det samme gjorde det såkaldte ’causeri’ der fulgte efter koncerten.
Underholdende foredrag eller spild af tid?
Bare rolig, du er ikke den eneste, der aldrig har hørt ordet causeri før. Det havde jeg skam heller ikke inden koncerten. Ifølge den danske ordbog betyder causeri en “tekst eller foredrag i en let, underholdende og ofte meget subjektiv stil.” Subjektivt var det i hvert fald, og egentlig på en måde også underholdende, men nok ikke helt som jeg mistænker, det var meningen. Fortællerens forsøg på at forklare filosofien bag de fem elementer var usammenhængende og ikke specielt engagerende. Med gentagende henvisning til at en ordentlig forklaring ville tage for lang tid, lykkedes det ham aldrig at sige noget, der faktisk kvalificerede forestillingen. Jeg ville hellere have været foruden, så den musikalske oplevelse kunne have stået uspoleret tilbage.
Lad musikken tale
Pentagonia var en blandet og lettere forvirrende oplevelse. Men selvom fortælleren og hans foredrag ikke ligefrem imponerede mig, gjorde instrumentalisterne det tilgengæld i høj grad. Deres formidling af de fem elementer var smuk og fængende, ligeså var instrumenteringen og den dygtighed hvormed de hver især mestrede deres instrumenter. Så hermed en opfordring til at lade musikken tale sit eget sprog – det er ikke altid nødvendigt at forklare alting i ord.
Coverbillede: // Max Madsen
