GUIDE: Er du en af dem, der ikke kan få nok af den helt særlige sprøde lyd der kommer ud af højtalerne, når du sætter en vinylplade på grammofonen? Eller er du blot interesseret i at se nærmere på, hvad det mon er for noget med de her gamle plader? Hvad enten du er garvet lytter af LP’er eller bare er ny og nysgerrig, så følger her en lille guide til nogle af de steder i Aarhus, hvor du kan gå på opdagelse.

IMG_86915
Black Light Records // Alle fotos: Maja Emilie Vous Bonde

 

 

Black Light Records 

Et stenkast fra Rutebilsstationen i centrum af Aarhus ligger pladebutikken Black Light Records. Her er stort set hele butikken dedikeret til LP’er der både omfatter brugte og nye plader, og udvalget vil da også kunne få de fleste musikelskere til at klappe i hænderne. I underetagen er væggene fyldt med nyudgivne LP’er, som er svært ikke at lade sig friste af, mens det på 1. salen er muligt at give sig i kast med nogle ældre plader. Et besøg hos Black Light Records er en tidsrøver, så sørg for at sætte god tid af, når du skal her hen.

 

Hvor: Fredensgade 31, 8000 Aarhus C

Hvornår: Man-tors 12.00-17.30 fre 12.00-18.00 lør 12.00-15.00

IMG_86442
Stardust Café 

 

 

 

Stardust Café 

I en smuk gammel bindingsværkbygning på Klostergade 58 ligger Stardust Café, og som navnet antyder er dette sted ikke blot en butik, hvor du kan købe din næste plade til samlingen, men også en hyggelig lille café.

Når man træder ind på Stardust, bliver man mødt af en duft af kage og kaffe, og en stemning der leder tankerne hen på sommerhus. Væggene er pastelgrønne, der er hvid dug og blomster på bordene og smukke gamle træstole. Her kan man sidde blandt bøger og LP’er og drikke en kop økologisk kaffe, en øl eller en varm kakao med flødeskum. Fortsætter man længere ind, er der et mindre baglokale med LP’er og en lænestol, hvor det er muligt at lytte til en plade med et par trådløse høretelefoner. Musikudvalget er ikke overvældende, men der er både lidt gammelt og nyt iblandt i en del forskellige genrer. Indretningen og omgivelserne indbyder til at ’tage en slapper’, lytte efter og hygge.

 

Hvor: Klostergade 58, 8000 Aarhus C

Hvornår: Man-tors 11.00-17.30 fre 11.00-19.00 lør 11.00-16.00

IMG_86572
Badstuerock

 

 

 

Badstuerock 

Blandt Latinerkvartets mondæne modebutikker og restauranter finder man Badstuerock, der mest af alt minder om en hule, når man træder ind. Man får indtrykket af at det hele er lidt tilfældigt, og at udvalget af cd’er og vinyler ikke nødvendigvis behøver at være i sirlig orden. Der er ikke nogen der har travlt her, og det er bare en del af charmen. Alligevel har mændene bag skranken fuldstændig styr på, hvad de snakker om, og de tager sig god tid til at betjene og hjælpe, hvis man er på udkig efter noget bestemt. Badstuerock har – som navnet antyder – et bredt udvalg af rock, men der er også masser af andre genrer at gå på opdagelse i.

 

Hvor: Badstuegade 22, 8000 Aarhus C

Hvornår: Man-fre 11.00-17.30 lør 10.00-15.30

IMG_8776
PladeKisten

 

 

 

Pladekisten 

Første gang jeg besøgte PladeKisten var en kold, efterårsramt eftermiddag, hvor en pludselig regnbyge ramte byen. Stedet blev et tilfældigt ly for regnen, og udviklede sig til en længere hyggesludder med den snakkesalige indehaver, Christian.

 

Butikken er placeret på Jægergårdsgade i frederiksbjergområdet, og stedets meget simple facade springer ikke ligefrem i øjnene i det livlige café- og butiksområde. Det første man støder på, når man træder ind, er en selektion af cd’er, men når man bevæger sig lidt længere ind i butikken, er der også et fint og blandet udvalg af LP’er. I sammenligning med nogle af de øvrige butikker er udvalget i PladeKisten dog noget mindre. Stedet er alligevel et besøg værd, ikke mindst for at få en sludder med indehaveren, der er meget hjælpsom og kan bestille det meste hjem, hvis man er på udkig efter noget særligt.

 

Hvor: Jægergårdsgade 67, 8000 Aarhus C

Hvornår: Man-tors 12.30-17.30 fre 12.30-19.00 lør 10.00-13.00

IMG_8753
Vinylrock Café

 

 

 

Vinylrock Café

Til forskel fra Pladekisten er Vinylrocks facade næsten ikke til at overse, når man går en tur på Mejlgade. Der er fuld knald på farverne, og stedets navn står skrevet med store, orange, spraymalede bogstaver over døråbningen sammen med teksten: ”We love music… We need coffee”. Farvebombardementet fortsætter inde i butikken, hvor en overvældende mængde af nips, møbler og ting på væggene møder en. Langs butiksvinduerne kan man sidde og drikke en kop kaffe i en blød stol og observere livet ude på gaden. Der er en rigtig rar og hjemlig atmosfære hos Vinylrock, og en del plader at gå på opdagelse i, bl.a. inden for rock-, blues-, soul- og heavygenren. Indimellem afholder stedet også intimkoncerter med forskellige kunstnere, så hvis du er heldig kan det være, at du rammer en af de dage.

 

Hvor: Mejlgade 46, 8000 Aarhus C

Hvornår: Hverdage 12.00-20.00

IMG_8794
Dandelion Records

 

 

 

Dandelion Records

I Borggade tæt på Badstuerock ligger Dandelion Records. Butikken har et stort og bredt udvalg i nye og ældre plader, så der er noget for enhver smag. Stedet minder om en kælder fyldt med musikskatte, der er fint organiseret efter genre i blå kasser. Medlemmerne af The Beatles er printet på A4-papir og hængt op på væggen, og ved siden af er pladen, der bliver spillet i butikken, placeret med skiltet ”Now playing”. På Dandelions facebookside opdaterer ejeren fra tid til anden lister over nyankommet musik, så det kan betale sig at holde lidt øje der.

 

Hvor: Borggade 5, 8000 Aarhus C

Hvornår: Man-fre 12.00-17.30 lør 10.30-14.30