Ord til tiden – Kunst til telefonen

Ord til tiden – Kunst til telefonen

Lyd+Litteratur er en festival, der undersøger, hvordan lyd og ord sammen kan skabe kunst. Jeg mødte Robert Christensen, som leder festivalen, til en snak om Lyd+Litteratur og det nyeste projekt i udgivelsesrækken, Ord til tiden, som han selv kalder et lettere umuligt kunstprojekt.

Laboratorium for ord og lyd

Lyd+Litteratur ønsker at skabe en forbindelse mellem litteraturen og lydkunsten og sætte nye samarbejder i gang mellem de to kunstfelter. ”Vi har altid gerne villet sætte nye forfattere og nye musikere til at lave nye værker på en ny måde, således at vi ikke bare præsenterer, hvad der allerede er i forvejen. Det, vi laver, skal gerne være unikt. Noget, der ikke er sket før,” fortæller Robert, som tog initiativ til festivalens grundlæggelse tilbage i 2002.

Det står klart for mig, at Lyd+Litteratur er en festival med eksperimentet i centrum. Robert kalder festivalen for en niche-festival: ”Vi betragter os selv som laboratorium for ord og lyd”.

 

Leg med lyd og lyrik i en alternativ kontekst

Det nyeste forsøg i kunstlaboratoriet hedder Ord til tiden. Ord til tiden præsenterer musik og lyrik i en indtil nu fuldstændig uafprøvet kontekst. Projektet eksperimenterer nemlig med et alternativt udgivelsesmedie. ”Vores oprindelige ide var at lave værker til et sted, hvor folk ikke forventer, der vil dukke kunst op,” siger Robert.

Det er nok også de færreste, der forventer at få kunst i røret, som erstatning for telefonsvarerens ventetidsmuzak. Mens folk venter på at komme igennem til et bibliotek, en a-kasse eller en anden virksomhed, skal der falde en kunstbombe, hvis indehold er en mikstur af musik og legende lyrik.

Det var oprindeligt forfatteren og multikunstneren Max Madsen, der fik ideen om kunst i telefonrøret, og han og Lyd+Litteratur-festivalen har sammen udviklet projektet. De er gået målrettet efter telefonmuzakkens rum ved at lade kunstnere, heriblandt Max selv, kreere et et-minutværk direkte til telefonsvareren. Hvert værk er opstået ud af et samarbejde mellem en musiker og en forfatter. Forfatteren har lavet et digt eller et kort prosastykke, som læses op, mens man samtidig med ordene hører lyde eller musik komponeret af musikeren. På den måde pryder ordet og lyden hinanden.

 

ord1

Fra venstre: Sebastian Edin og Max Madsen. Madsen og den svenske komponist og lydkunster Sebastian Edin har sammen lavet et af værkerne til Ord til tiden.

 

De ultrakorte kunstværker

”Når et projekt og et samarbejde er etableret, prøver vi at trække os,” fortæller Robert om de samarbejder, som Lyd+Litteratur-festivalen igangsætter mellem kunstnere. Kunstnerne fra Ord til tiden har således fået frie tøjler, til hvordan de ville udforme det ultrakorte telefonsvarerværk. De fire værker er derfor enormt forskellige:

”Lise Haurum og Natalie Wuerth har arbejdet med reallyd. Deres værk kredser om naturtematik. Der er tekstlige beskrivelser af et træ, og lydrammen er ligeledes fra et træ,” siger Robert. ”Så er der David Mantel, som arbejdede med den unge musiker Morten Hougård, som er mere carbaret-agtig – en mere humørfyldt lyskulisse.” Sammen med den muntre musik fortæller den aarhusianske digter Mantel en kort fortælling.

Du kan høre de fire forskellige værker nedenfor:

Værk nr. 1 – Lise Haurum sammen med Nathalie Wuerth

Værk nr. 2 – Daniel Mantel sammen med Morten Hougård

Værk nr. 3 – Morten Søkilde sammen med Anders Lauge Meldgaard

Værk nr. 4 – Max Madsen sammen med Sebastian Edin

 

Formålet

Robert fortæller, at det naturligvis kunne være sjovt, hvis der opstod en lille samtale om lydværket, når kunden kommer igennem til én i den anden ende. Men det er ikke projektets formål at påvirke den efterfølgende samtale.

Formålet er ganske simpelt at række et kunstværk frem, som kan skabe en uventet oplevelse. ”Der skal egentlig bare ske det, at lytteren får en kunstnerisk oplevelse, hvor lyden og litteraturen kan gå ind og fylde det her tomrum ud”.  Ord til tiden spreder lyriske og lydmæssige finurligheder, der skal forkæle ørerne og overraske en person, som ikke selv har opsøgt denne form for kunst.

 

Et snævert rum at navigere i

Folk, der sidder i kø til at komme igennem til et bibliotek eller en a-kasse, har sikkert noget specifikt i hovedet, der skal løses, tænker jeg og spørger lidt kritisk, om lydværkerne så overhovedet trænger ordentligt igennem til folk? Robert fortæller, at projektet på mange måder er lettere umuligt. Man kan ikke vide, om den, der lytter, er modtagelig.

Telefonsvareren er et svært og snævert rum at navigere i – især som kunstner. Både fordi værket skal være kort, og fordi det i princippet skal kunne tåle at blive afbrudt hvert sekund, forklarer Robert. ”Og det er jo umuligt for en forfatter at skrive et digt, der nærmest slutter for hvert ord. Det kan jo egentlig ikke lade sig gøre.”

”Det er – på alle leder og kanter – et umuligt projekt. For kunstnerne en umulig opgave at løse og også for os, som skal forsøge at få steder til at benytte værkerne,” siger Robert. Han fortæller, at mange virksomheder benytter telefonmuzakkens rum til reklamer, brugerundersøgelser eller andet, der gavner dem selv. Derfor kan det være svært at overbevise dem om, at de skal udfylde kundens ventetid med lydmæssig og litterær kunst. Indtil videre har bibliotekerne i Aarhus og en a-kasse dog gladeligt taget imod værkerne.

 

ord2

Robert Christensen fortæller, at man sagtens kunne forestille sig værkerne fra Ord til tiden som en lydinstallation, der kan opleves på en af Lyd+Litteraturs festivaler.

 

Anonym afsender

Lytteren får en kunstoplevelse, men oftest uden at ane, hvad de lytter til, og hvem der står bag. ”Betingelsen for at gå ind i det her rum er, at vi ikke kan reklamere for projektet, festivalen eller kunstnerne. Det skal være ren kunst, som vi leverer ind i det rum.”

Robert fortæller, at man sagtens kunne have sat en stemme ind, der fortalte om afsenderne; kunstnerne og Lyd+Litteratur-festivalen. Men Ord til tiden er bare ikke tænkt som reklame. ”Vi rækker bare kunsten frem,” siger Robert. ”Min pointe har været, at der jo er en afsender alligevel; der er en stemme”.

 

Hvad driver et lettere umuligt kunstprojekt?

Altså kan man ikke regne med, at den person, der venter på at komme igennem, er modtagelig over for værket. Kunstneres værk kan afbrydes hvert sekund. Det er svært at finde virksomheder, der vil have kunst til at udfylde ventetiden. Og hverken kunstnerne eller Lyd+Litteratur-festivalen kan gøre opmærksom på, at det er dem, der står bag kunsten. Jeg undrer mig meget. Hvad er drivkraften bag et lettere umuligt projekt?

Da jeg spørger, svarer Robert kort og klart. Han fortæller, at drivkraften simpelthen er det, at kunne nå ud til folk, der ellers ikke ville støde på lyd og litteratur på den her måde – at give dem en kunstoplevelse. Samtidig er drivkraften det sjove og det eksperimenterende ved ideen om kunst som erstatning for telefonens ventetidsmuzak. ”Vi vil det afsøgende og eksperimenterende. Netop det er vores festival, og det er det, vi skal gøre.”

Lyd + Litteratur en festival, der drives af en iver efter at skabe ny kunst i en ny sammenhæng. Følg mere med i festivalen og udgivelserne – heriblandt ord til tiden – på festivalens hjemmeside. Hvis du har fået lyst til at få fat i værkerne eller kender steder, der gerne vil pryde deres telefonsvarer med lidt kunst, så skriv en mail til Robert@geiger.dk, som vil sende lydfilerne til dig.

Skriv en kommentar