Brabrand søen – mere end en løberute og kolonihaveidyl

 

For mig har Brabrand-søen mest været en løberute eller et sted, hvor jeg besøger venner i kolonihaver. Men Aarhus’ svar på en norsk indsø kan også bruges til andre ting, og det blev for fjerde år i træk bevist i lørdags, hvor jeg kridtede litteraturskoene og svingede mit ordhungrende korpus op på cyklen for at rulle ud mod Brabrand sø og ordmagien.

 

vinkmainimgfileXQnQqvwwbEkoknQFokqq
Foto: Hentet fra Århus Onsdag.

 

Ved arrangementets skrivebord står Kulturgas, Århus Litteraturcenter, LIPS og Gellerup Bibliotek med den fyldepen, der har tegnet hele foretagendet, og der var allerede ved arrangementets begyndelse mødt en del op. Nogen sad og lyttede, andre snakkede om vejr og vind, mens andre sørgede for øl og vin til de tørstige.

HAPS havde indtaget scenen, poetryslam’er der kan huske en halv roman i hovedet, og som langer ordretterne over disken i en strid strøm, var det første litterære indslag, jeg blev vidne til.

 

vinkimgfileaTFWGSkIojYIvSnmFSrH
Foto: Esben Andersen

 

En af ordheltene fra HAPS fyldte mine øregange med maskingeværsalver af ord: “De voksne er desperate, og det er de voksne tit, så jeg vil ud, jeg vil ud herfra,” sagde han, og han fortsatte: “Mine piller har bivirkninger, åbenbart, kvalme, træthed, diarré, nedsat appetit, nedsat spytcirkulation, svedtendenser, trøstende hænder, seksuelle forstyrrelser og søvnproblemer.”

Forfatterskolen kan glæde sig til at skænke kaffe og workshops og skrivetricks til Yahya Hassan, der netop er blevet optaget på skolen, og som var den næste på scenen. I en lind strøm af alvor ramte han plet med sin beskrivelse af en hård opvækst med fængselsstraf og forældre der burde have været til stede:

“Træ efter træ og pludseligt en campingvogn. Et ældre ægtepar og franskbrød og juice. Et lift til hovedvejen og timer med tommelfingeren.Gumler på en gulerod og går til det bliver mørkt. 300 kilometer med en flink mand i en Volvo. 300 kroner og pas nu godt på dig selv. Sover til næste morgen på en alkoholikers bænk. Tretten år og efterlyst. Stiger på et tog til Danmark.”

 

vinkimgfilekauVMxCJfNYqebntoJxo
Foto: Esben Andersen

 

Hanne Viemose måtte træde til før tid, fordi Viggo Madsen havde fået “DSB i gal hals”, og så måtte de justere programmet. Hanne læste op fra Hannah, sin debutroman. Og så fik Viggo sin taletid, og han brugte utrolig meget tid på en flodhest og andre absurditeter. Han fik hjælp fra Basiro Suso og et eksotisk instrument, der i sig selv var en absurditet i samspil med Viggos ordgalskab.

Søren Ulrik Thomsen, hele Danmarks elskelige forfatter, insisterede på et slips. Han slog igennem med både livskloge, melankolske og yderst velakkompagnerede digte i blandt andet Rystet Spejl, som han naturligvis havde taget med under armen.

“Mellem alle disse digte/ om døden og erindringen/ er der her blevet plads til 11 linjer/ om mælkebøtterne/ hvis lys jeg igen i år havde glemt/ med ét blir tændt som et tivoli/og om at falde i hver sin søvn/ i den samme seng/ og vågne mens natten er dybest/ og stilheden størst/ med en hånd så let på sin skulder.”

Bjørn Rasmussen holdt ikke igen på de sene nattetimers stemningsbillede. Hans skrivemaskine sad tydeligvis under bæltestedet, og på et tidspunkt blev jeg bekymret for børnefamilierne, men aldrig for Bjørn Rasmussens kvaliteter, der sprudlede ind over hele Brabrand by. Peter Laugesen stod for jazz-kvalitet, og havde Jacob Bro-trio med, og Nye Rør lod også akkorderne bære ordene frem på en dag, der forblev med vejret på deltagernes side, og som til den bitre ende formåede at underholde dem, der ikke kan se en verden for sig uden ord.

Måske selv køerne ved Brabrand sø fik en på forfatterdusen denne dag? Jeg gjorde i hvert fald!

 

Hvad: Sommerstemmer – musik og litteratur ved Brabrand Sø.
Hvor: Stadepladsen, Brabrand Sø, Stadevej 9, 8220 Brabrand
Hvornår: d. 8 juni kl. 14 – 22.00
Links: Begivenheden på Facebook her. Brabrand Sø på Wikipedia her. White Elephant her.