NorthSide 17: miraklet Bisse

NorthSide 17: miraklet Bisse

En af de mest håbefulde danske kunstnere gæstede søndag eftermiddag NorthSide, hvor han med sin eksplosive personlighed viste et kæmpe håb og talent for dansk musik. 

 

I grønne, flagrende bukser, hvid skjorte, smykker, rød neglelak og læbestift gjorde Bisse søndag eftermiddag sin entré på Red Stage. En smilende Bisse indledte koncerten med nummeret “Tour De Smackdown”, og han i bedste og rolige stil sang omkvædets ord: “Man må tage det, som det kommer”, hvilket vi i den grad gjorde.

 

Den kunstneriske selvkontrol udløste en eksplosiv kraft i efterfølgende nummer “Kærlighedsbarnet”, hvor Bisse, i dette spoken-word lignende nummer, i den grad mestrede at fange publikum i en kunstnerisk performance, hvor musikken og kropslig udtryksform fylder meget.

 

I de efterfølgende numre fik vi Bisse at se fra en side med referencer til hiphop-genren, hvor Bisse viste, at han mestrer flere musiske genrer. Her kørte han stilen med solbriller og bar overkrop, og han stod ikke stille på noget tidspunkt.

 

Efter flere eksplosive sange, tyngede af eksistentialistiske melodier og temaer, oplevede vi midtvejs en Bisse i et mere afdæmpet tempo. Med den akustiske guitar om den lille krop sang Bisse sig igennem “I Dag Går Det Ned” fra EP’en Big Tast. Sangen om livets op- og nedture lød smukt fra Red Stage, og som en genopstanden Bowie tryllebandt han os alle sammen. Det var en af de der kodak-moments, man aldrig glemmer.

 

Roen varede ikke længe, og Bisse fortsatte efterfølgende sin koncert i eksplosive kræfter, så vi alle tabte kæben af beundring. Med tunge trommer og høje uhyggelige orgellyde sang Bisse “Shotgun For Dig” på en måde, så vi kunne mærke, at denne sang kom dybt inde fra et sted i Bisse.

 

De sidste minutter af koncerten afsluttedes i allerbedste stil med “Lidt Mere Og Jeg Brækker Mig”. Med den stærkt inspirerende sang, i samme liga som de gode gamle sange af Kliché, sang vi allesammen med. Det var en fin måde at synge søndagen ind på NorthSide – for vi KUNNE reelt ikke mere. Alle var trætte og flade.

 

“Seks Hjerter Til Livet” var også med referencer til god gammel 70’er og 80’er rock- og popmusik. Det var den afsluttende sang på Bisses helt fænomenale koncert på NorthSide. Med det helt perfekte budskab sluttede koncerten på toppen af følelsesregisteret – med smil og lykke.

 

Bisse spiller musik, som afspejler eksistentielle temaer – både i kontrol og i mangel på samme. Ikke mindst fortjener han en kæmpe ros, for at han skriver musik, som peger tilbage på en tidsånd, hvor musikken havde en helt anden (og bedre!!) kvalitet. Bisse er C.V Jørgensen, Bisse er Bowie, og Bisse er Lars H.U.G/Kliché. Bisse synger seks hjerter til livet. Vi siger seks hjerter til Bisse.

 

//Caroline Borring

//Coverfoto: Rasmus Weng Carlsen (Euroman)

 

 

Skriv en kommentar