Den danske sanger, sangskriver og producer Nanna.b slipper nyt album løs kaldet Don’t Come If You Can’t Bring No Flowers, der på sine 12 sange udtrykker kærlighedslivets mange dimensioner.

Nanna.b markerede sig tidligt i sin karriere som en af Danmarks mest fremadskuende artister indenfor genrerne R&B, soul og hiphop. Det har betydet, hun har samarbejdet med adskillige nordiske kunstnere som Ivan Ave, Felix De Luca og Broder John. Hendes internationale tilstedeværelse har også senere betydet, hun har arbejdet sammen med store internationale navne som Hodgy og Anderson.Paak. Hun har i forbindelse med albummet Don’t Come If You Can’t Bring No Flowers samarbejdet med Alamaba-rapper Pink Siifu og legenden Raphael Saadiq. 

Nannas musik er blevet spillet af en lang række DJs i ind- og udland. Hvortil hun har fået stor support af platforme som Vibe, Beats1, XXL Magazine, HighSnobiety samt airplay på P3.

Et helt intimt udtryk

// Foto: Nanna.b

 Don’t Come If You Can’t Bring No Flowers er et album, der, ligesom Nanna.bs forrige, bevæger sig uden om de her traditionelle sangstrukturer. I stedet er albummet frit, legende og giver plads til anderledes, kreative udtryk både sonisk og tekstligt.   

Lytteren bliver igennem pladens 12 numre taget på en transformativ fortælling, der knytter sig til tematikker om forhold. Sangene rammer alt fra det første indtryk, flirt og one-night-stands til svigt, længsel, savn og sorg. Albummets sidste sange kommer så ind på dét med at finde en kærlighed og styrke i sig selv. Denne rejse er visuelt repræsenteret gennem blomster, der både får plads på albumcover og i flere af albummets musikvideoer.

Nanna.b fortæller: Albumcoveret forestiller min overkrop dækket af blomsterblade, allesammen placeret ovenpå pletter forårsaget af min autoimmune sygdom, en slags ritual for at transmutere noget smertefuldt til kunst. Hvilket nok meget godt beskriver den proces, det har været at skabe dette album, at forvandle smerte til kunst – alkymi. Dette projekt er på mange måder meget intimt og nøgent for mig, sårbart, men kraftfuldt og beskriver min egen rejse gennem relationer. 

Nanna har haft en finger med i alt. Hun har en baggrund i billedkunst, som hun har brugt i skabelsen af alle visuelle dele af albummet. Dette ses i alt fra musikvideoer, håndsyet merch og artwork til både singler og pladen selv. Det hele er skabt i Nannas eget hjem i Los Angeles med hjælp fra venner. Man kommer således helt tæt på og oplever gennem hele albummet Nanna.bs specifikke intime udtryk.

Don’t Come If You Can’t Bring No Flowers udkommer i dag den 14. februar, så tjek det ud her for lidt selvkærlighed på verdens ellers så kendte valentinsdag.

Coverbillede // ASATO iiDA