Engelske Foals forvandlede en ellers jævnt grå mandag til en dansabel og rocket affære på Train.
Blåt blinkende lys. Rockens udrykning i overhalingsbanen. En slags nedtælling. Hypnotiserende med lys og lyd i ét væk. Gentagende. Fluoriserende. Spændingen holdes. Trommer. Guitar. Så et flow.
De engelske føl åbner med instrumentale ‘Prelude’, som også er første nummer på deres seneste udgivelse ‘Holy Fire’. Salens hænder klapper højt. Forventningen mærkes. Indie-rockbandet fra Oxford har netop udgivet deres tredje album i rækken. Først ‘Antidotes’ i 2008, så ‘Total Life Forever’ i 2010 og nu ‘Holy Fire’.
“Hey Aarhus – what’s up?” spørger forsanger Yannis Philippakis inden de med nummeret ‘Total Life Forever’ efter blot 5 minutter tænder for blusset og sætter salen i kog. Gentagelser og hurtige riffs giver den særlige Foals-intensitet, og så er rammen lige som sat for den næste times tid. Med én af mine favoritter ‘Olympics’ sætter bandet deres funky præg på koncerten og udøver guitarduel mellem Philippakis og guitarist Jimmy Smith, som hver især styrer deres guitar til sejr. Med ‘My Number’ sætter halvdelen af publikum i hop med den ene arm strakt i vejret. Der er mildt sagt god stemning.
Lidende, sammenflydende, men alligevel melodisk og gentagende. Yannis tager sig en vandretur hen ad baren under ‘Providence’ og tager en slurk af en piges flaskeøl. Han styrter tilbage. Råber vokalen ud. Heavy-referencerne taler her sit tydelige sprog. Som et hjerteskærende soundtrack til en film gør ‘Late Night’ opmærksom på sin inderlighed og forsigtige beats, men nummeret tiltager i styrke, og vokalen bliver mere insisterende. Hyperfølsomme ‘Spanish Sahara’ siver ud som en klagesang, og selvom Yannis synger: “I’m the ghost back in your head” ved man, at Foals ikke rumsterer i hovedet, men lige for øjnene af én. Et oplagt publikum på sådan en mandag lader sig storme omkuld af ‘Red Socks Pugie’. Det er altså også et fremragende track.
Numrene tenderer ofte til hård rock, og jeg bemærker, at de engelske gentlemen har forvandlet sig til mere hårdkogte typer, fra føl til hingste – ikke blot under koncerteren, men fra 2008 og til nu. Dog er jeg ikke nervøs, for jeg ved, at de momentale udbrud finder fodfæste i deres gentagelser og funkyness, som stadigvæk er så kendetegnende for Foals.
Bandet forlader scenen. Lyden kører stadig. De kommer tilbage. ‘Inhaler’ fra den nye plade spilles – naturligvis. Den tangerer min heavy-smerte-tærskel, men når det er sagt, klæder det dem virkelig også med disse heavy-udbrud. Der opstår pludselig crowd-surfing. Én-to-tre publikummer sejler rundt på bærende hænder. Bare maver viser sig. Der hoppes.
Og så er det slut. Føllene forvandlede sig i løbet af en god time til hingste. Funkyness tilsat hårdere rock – dét fungerer.
