Et kaotisk sæt af tanker og følelser bearbejdes på smuk og rørende vis på Modests debutalbum Friend. Forsanger Julius Kruse Lykke inviterer lytteren ind i et mørkt univers, hvor fortidens minder fragmentarisk flakker rundt foran nethinden. Enhver sti ligner at føre ned til ét og samme dystre hul. Midt i mørket skruer Modests fire post-punk-inspirerede medlemmer skiftevis op og ned for tempoet med tunge trommeslag og intense guitarriffs. Aarhusgruppen tager lytteren med på en følelsesmæssig rejse igennem dyb sorg og ængstelighed.

Siden bandet markerede sig på den danske rockscene i 2017 med optrædener på blandt andet Roskilde Festival og udgivelsen af debut EP’en Pretty Sure Its Honest, har gruppen fra Aarhus været et interessant bekendstkab. Gruppens energiske post-punk udtryk vækker minder om 80’ernes britiske rockscene anført af navne som The Smiths og The Cure. Den eksperimenterende og energiske post-punk stil er stadig at finde på det nye album, som samtidig ledsages af en mere noiserock-præget retning.

Bandet er ikke bange for at udfordre sig selv eller tage følsomme emner op som sorg og ensomhed. Det mærker man på det nye album, hvor lytteren bringes ind i en verden af melankolsk meningsløshed. Forsanger Julius Kruse Lykke udtrykker med sin stærke og alsidige vokal det uoverskuelige i at skulle håndtere et dybt personlig tab.

Når sorgen rammer

Sorg er en svær og uforudsigelig størrelse, hvor følelserne er umulige at håndtere. Netop dette kommer på rørende vis til udtryk på Modests nye udgivelse, der indledes med sangen “Energy, Apathy, Tragedy”. Med sin tunge grunge-agtige indledning præsenteres lytteren for et mørkt og fortvivlet univers. Trommernes langsomme, men taktfaste slag skaber et billede af en lang og udmattende kamp forude når sorgen rammer.

Albummets dystre indledning afløses efterfølgende af den højenergiske og angstprægede “Losing All the Time”. Bandet skruer her op for tempoet med hæsblæsende guitarspil. Sangen giver en smagsprøve på bandets bevægelse mod en mere noiserock-inspireret stil. Nummeret giver samtidig en stemme til de vredesudbrud og nederlag man føler, når man står alene og tynget af dyb sorg. Forsanger Julius Kruse Lykke viser i denne sang med linjer som “left my mind there on the shore”, hvilke mentale udfordringer sorg kan føre med sig.

Coveret til debutalbummet sætter mange tanker og følelser i gang. // Illustration: Natal Zaks & Joakim Kruse Lykke

Fanget i ensomhedens tomrum

Albummets tredje nummer “Won’t Be the Last” løfter på hjerteskærende vis sløret for den følelse af ensomhed og isolation, der kan opstå midt i sorgens dyb. Albumsinglen rækker tilbage til Modests mere rendyrkede post-punk stil i kombination med et dystert goth-rock udtryk. Den skrøbelige, og samtidige dybe vokal, viser Julius Kruse Lykkes eminente evne til på rørende vis at indfange tragediens tungsind. Samtidig formår nummeret på helstøbt vis at bringe alle fire bandmedlemmers musikalske kunnen frem i lyset. “Won’t Be the Last” står derfor som et af albummets stærkeste sange, og viser Modests store musikalske talent.

Ensomhedens trivielle tomrum fortsætter som tematisk omdrejningspunkt for albummets næste tre sange. Disse numre udgør en midtersektion i albummet med et lavere tempo. Det nedskruede tempo danner en kold atmosfære af dyb depression. Med linjer som “Found myself on a shelf / Staying there for the years to come” indser forsangeren på tragisk vis det umulige i at komme videre fra den allerstedsnærværende sorg.

På albummets anden single “Pull Through” trækker Modest tempoet og stemningen i en mere energisk og hæsblæsende retning. Post-punk gruppen bevæger sig på “Pull Through” igen over i det mere højintense noiserock-prægede område. Sangens kraftfulde energiudladninger og løsslupne guitarspil trækker tråde til danske grupper som Iceage og The Entrepreneurs. Nummerets vildfarende energi virker som et tiltrængt kick i albummets sidste fase. I modsat til “Won’t Be the Last” har bandet på dette nummer skruet helt op for forstærkerne, og slipper i den grad det store rocktalent løs. “Pull Through” skildrer et begyndende håb om at kunne komme igennem sorgen. Dog fornemmer man på det intense guitarspil, at sorgens mange ansigter stadig viser sig.

Det universelle følelsesliv

Der hersker ingen tvivl om det enorme behov hos Julius Kruse Lykke for at skrive om de mange tanker og følelser, der har fyldt ham siden tabet af sin mor. Forsangeren udtaler selv, at “det har været en stor nødvendighed for mig at skrive sange om, hvordan jeg har haft det de seneste år”. Centreringen af forsangerens egne oplevelser gør  albummet til en dyb personlig fortælling om det uoverkommelige i at leve videre efter at have sagt farvel til en af sine allerkæreste. På den anden side mener frontmanden, “at det er skrevet og fremført ret inkluderende over for lytteren”. Han håber, at lytteren “ud fra sit eget, måske mere universelle, følelsesliv” kan relatere til albummets tragiske og sorgfulde univers.

Med udgangspunkt i sit eget liv forsøger Julius Kruse Lykke sammen med resten af Modests medlemmer at give en stemme til den almenmenneskelige oplevelse af at føle sorg. Debutalbummet er et rørende eksempel på behovet for at udtrykke det fortvivlede tungsind mennesker fyldes med i sorgens dybeste perioder. Albummets mørke stemning suppleres samtidig af bandets leg med forskellige stilarter. Overordnet lykkes de fire medlemmer rigtig godt med at kombinere albummets dystre tematikker med musikalsk nysgerrighed. Modest efterlader et indtryk af en gruppe, som er bevidste om sit eget talent, og det store post-punk potentiale de besidder.

Coverbillede: // Andreas Bang Kirkegaard