MØD: Theis Smedegaard, der er en af bagmændene bag Danmarks Grimmeste Festival, Grimfest, Den Grimme eller hvad man nu vælger at kalde den. Vi fik en snak om fortiden, nutiden og fremtiden for festivalen, der løber af stablen den første weekend i august.

 

SAM_0017
Plakaten vender altid på hovedet i Gaffa // foto: Daniel Boysen

 

At sidde til bords i et musisk centrum

Jeg mødes med Theis Smedegaard, 34, der til dagligt arbejder ved Skandinavian Booking, som repræsenterer alt fra Poul Krebs og Tv-2 til WhoMadeWho og Veto, og Northsides bookerteam sidder også her. Det er dog ikke det, vi skal snakke om denne gang, men i stedet hvad der kommer til at ske til Grimfest 2014.

Theis var med i opstarten af festivalen sammen med sine venner Aage Stokholm og Mette Pedersen i 2004. Det startede mest som en privat havefest, der udviklede sig allerede i løbet af den første weekend. Theis forklarer, at udgangspunktet var en ”velkommen-hjem” fest, da de tre venner kom tilbage fra at have boet i Norge. I den anledning byggede de en bar og spurgte tre bands, om de ikke ville komme og spille. Rygtet spredte sig hurtigt, og det er faktisk dét år, hvor programmet har været størst, med 34 bands. I dag er det Aage og Theis, der står for festivalen.

I løbet af de første år gik det fra at være en fest til at blive en festival, hvor der f.eks. skulle være styr på aflønninger af musikere, frivillige og generelt har festivalen været igennem en opkvalificering af koncept og struktur, så det i dag er den festival, som mange af os kender – en sjov og hyggelig festival i udkanten af Aarhus, og som Theis siger: ”Man bliver selvfølgelig nødt til at udvikle sig, vi kan ikke holde den fest, vi holdte i 2004, så ville konceptet dø ud.”

 

Udvidelsen har nået sin ende, stedet ligger fast

Selvom arealet er udvidet til maksimum, ligger location fast: ”Man ville jo godt kunne flytte Grimfest til et andet sted, men gården midt i det hele, stemningen og det at mange mennesker kommer netop for dén stemning ville nok gøre, at festivalen ikke ville være den samme eller kunne klare sig et andet sted. Det specielle er også, at min makker Aage bor derude til dagligt. Det giver en særlig følelse af, at man er på besøg hos nogen, og derfor passer mange måske bedre på tingene – og i sidste ende understreger det jo netop den særlige stemning, der er en vigtig del af festivalen.” Mange Grimfest-gængere ville nok være enige i den udmelding.

Kulturelt er det også vigtigt for Aarhus, at vi kan rumme en festival som Den Grimmeste Festival, hvor stemningen, størrelsen og beliggenheden er en vigtig faktor – der er plads til at ca. 2500 kan ligge i telt ved selve festivalen – og resten har den mulighed, at de kan sove hos dem selv inde i byen, så på den måde opfordrer festivalen både til at blive på pladsen og at man kan tage hjem, hvis man mere er til det. Trådene strækker sig altså både væk fra centrum og ind mod centrum.

 

Veto-v08
Veto spiller for et begejstret publikum // foto: David Bust

 

Nye tiltag i år

Det eneste reelle tiltag i år foregår bag kulissen. Der vil være et nyt frivilligområde, hvor de ca. 500 frivillige kan få billigere priser og generelt finde lidt ro under festivalen. På den måde kan de også lettere finde hinanden og omgås socialt. Umiddelbart lyder det som et godt tiltag, da de frivillige kan få en endnu bedre oplevelse med at bruge deres tid ved festivalen.

Derudover bliver backstage også gjort større i år, da de har fået flyttet noget beton, der bare lå derude. Theis snakker om, at det mest har været på produktion og backstage festivalen har været presset de senere år, derfor fandt de det nødvendigt at forbedre forholdene. Ambitionen er at få større bands på, hvis det skal lykkes ”bliver vi nødt til at kræve vi mere af os selv, hvis vi skal realisere den idé,” pointer han.

 

Hvad kan man opleve ud over musikken?

Der findes en række forskellige andre ting, man kan bruge sin tid på til festivalen. Der er bl.a. Poetry Slam fredag og lørdag eftermiddag. Dét var der også sidste år, og som Theis siger, er det en afsløring, at det også kommer i år. Men vi fik lov at bringe nyheden her, selvom det egentlig ikke er offentliggjort endnu. Derudover er der også stand-up til at starte dagen med fredag og lørdag. Skaterampen er også et miljø i sig selv, den ligger inde i gården, hvor der lørdag eftermiddag er skatecontest. Det er en tradition, der har været en del af festivalen fra begyndelsen. Man kan også finde et graffitiområde, hvor graffitikunstnerne folder sig ud og arbejder gennem festivalen. Til sidst kan man finde et chill-out område, hvor P6 sidste år dækkede fra, boldbaner og kongespilsturneringer. Når dagen er gået kommer der DJs i festteltet, hvor man kan danse indtil fødderne giver efter.

Selve campingpladsen er også et miljø i sig selv, hvor der opstår en masse spontane ting gennem festivalen. Der er nedgravet en container, hvor man som musiker (eller forfatter for den sags skyld) kan booke en tid, hvor man kan optræde for dem, der ligger ude på campingpladsen. Det er en god mulighed for de kunstnere, der enten ikke fik ansøgt om at optræde eller som der måske ikke lige var plads til i år.

 

10485144_659902014092123_5501187640440824989_n
Årets plakat, minus hovednavnet, der bliver offentligjort 7. juli

 

Hvad kan du selv bedst lide at lave under festivalen?

”Jeg kan godt lide at gå rundt for mig selv og hygge mig. Jeg møder mange, jeg kender, og jeg ser en del af koncerterne, selvom jeg har set mange af dem før. Det er altid lidt specielt at se dem på ’sin scene’. Ellers hænger jeg meget ud oppe ved Jes, der sidder nede bagved og har sit eget lille hus, der bruger jeg cirka halvdelen af min tid, fordi der er ro. Men jeg prøver selvfølgelig at se meget af musikken.”   

 

Hvad glæder du dig mest til lige nu?

Theis nævner, at han ser frem til d. 7. juli, hvor de offentliggør hovednavnet, som jeg prøver at lokke ud af ham, men som han ikke må sige på nuværende tidspunkt. Det eneste han vil ud med, er, at ”det giver mening efter d. 7., hvorfor det netop er den dato, hovednavnet bliver offentliggjort.” Så vi må vente i spænding på den dato!

Theis fremhæver desuden, at deres musikprogram er det mest ambitiøse til dato, så selvom deres 10års jubilæum var sidste år, er der meget at glæde sig til ved det 11. år. Han fremhæver bl.a. ”Elephant” og ”The Fat White Family”, som han ikke har set live før. Han siger også, at ”jeg glæder mig til at se musik med en øl i hinanden sammen med venner og bekendte. Også selvom jeg f.eks. har set mange af bandsene før. Det er altid specielt, når man ser dem første gang herude.”

 

VINK dækker Grimfest 2014, så vores læsere kan glæde sig til skøre, skæve og spændende artikler, der kommer til at handle om lidt af hvert ude fra en festival, undertegnede glæder sig meget til igen at opleve.

 

Hvem: Theis Smedegaard

Hvad: Festival: Danmarks Grimmeste Festival (officielt navn), Grimfest, Den Grimme

Hvor: Grimhøjvej 20, 8220 Brabrand

Hvornår: 31. juli-2.august 2014

Mønt: 570 kr. for en partout inkl. camp, 470 kr. uden camp, 220 kr. for en torsdagsbillet og 270 kr. for en fredagsbillet og samme pris for en lørdagsbillet.

Web: grimfest.dk