SKRIBENTER:

Anne-Sofie Lybæk Jensen, Malthe Morten Rosengaard Carlsen, Line Kjærgaard Hansen. 

FRA REDAKTØRERNE:
Her i december vil VINKs skribenter byde ind med forskellige jule-artikler, som hører ind under VINKs forskellige redaktioner. Her er musikredaktionens bidrag.

Mariah Carey, WHAM! eller måske Jul i Angora? Kære jul har mange sange, som vi år efter år vender tilbage til, fordi det simpelthen ikke kan blive jul uden. Sådan er det også her hos VINK. Og nu åbner vi op for musikredaktionens julestue og giver dig, kære læser, et lille indblik i, hvilke sange du, ifølge os, ikke bør snyde dig selv for i den søde juletid. Hvem ved – måske du kan tilføje en sang eller to til din juleplayliste?
// Foto: Kio Jørgensen Ng
// Foto: Kio Jørgensen Ng

TRE JULEANBEFALINGER FRA ANNE-SOFIE L. J.

“The More You Give (The More You’ll Have)” af Michael Bublé

Hvad er en jul uden Michael Bublé? For mig er det ikke jul. Sangen ”The More You Give (The More You’ll Have)” har, så længe jeg kan huske, spillet hver december hjemme ved min familie. Det er næsten blevet en ubevidst tradition, at den skal spille mindst 5 gange om dagen. Den indrammer alt det, jul egentlig går ud på: nemlig det at dele. Og med sit upbeat omkvæd er sangen desuden umulig ikke at synge bare lidt med på. Jeg lover dig, at du ikke vil fortryde at få lidt ekstra Bublé i dine højtalere!

“Driving Home for Christmas” af Chris Rea

Chris Reas “Driving Home for Christmas” er én af de der helt gode gamle julesange, som man sikkert har hørt et par gange over årene. En klassisk julebanger i min bog. Den kan høres på repeat hele julen lang – HVER jul. Den er både god, til når man skal pendle, når man skal bage, eller bare hvis man er så heldig at skulle skrive eksaminer gennem december. Chris Rea kan det hele. Og man kan altså ikke lade være med at blive glad af den. Så find du blot “Driving Home for Christmas” frem og lad dig blive indhyllet i ægte juleglæde.

“Guld Jul” af Gulddreng aka. Malte Ebert

Okay, indrømmet: Det her er måske én af de mere kontroversielle anbefalinger, men som Gulddreng synger: “Det’ jul igen, det’ jul igen.” Og nogle gange kan man altså godt gå hen og blive lidt træt af de repetitive julesange. Så for dig der, måske lidt ligesom jeg, godt kan blive træt af at høre på Mariah Careys “All I Want For Christmas Is You”, så kan den her sang altså være et godt alternativ. Den kan i hvert fald noget andet end Mariah kan – og det er ellers en helt masse! Med sine sprøde vers byder Malte på et anderledes juleunivers, der på en eller anden måde nok skal formå at få dig i julehumør.

TRE JULEANBEFALINGER FRA MALTHE MORTEN R. C.

Kio Jørgensen Ng
// Foto: Kio Jørgensen Ng
“Lokes Rapsody” af Martin Brygmann

“Lokes Rapsody” er fast inventor I enhver god juledag. Personligt tager sangen mig tilbage til klippe-klistredage på mit gymnasiet, der primært bestod af at spise æbleskiver og så måske lave en musetrappe eller to. Uanset om man tilhørte dem, der var godt trætte af julemusik, eller ej, så var alle enige om, at “Lokes Rapsody” er en vaskeægte banger. Hvis ikke den er der allerede, skal du derfor smide sangen på din jule-playliste af disse fire grunde:

“Når sneen falder” af Thomas Helmig og Søs Fenger

”Når sneen falder” er én af de ‘anti-julesange’, der sniger sig ubemærket ind blandt de traditionelt set mere ‘lallede’ julesange. Her finder man både lyden af den klassiske julestemning med linjer som “Sneen falder som iskrystaller”, og små stikpiller til julens mindre pæne sider med linjer som “Fanden selv står i TV og sælger / de sidste nye løgne.” For mig er nummeret en vigtig reminder om, at selvom julen er søbet ind i en tradition af overforbrug, så er det op til den enkelte, hvilke juletraditioner man køber ind på. Med andre ord: du skal ikke give dig hen til julen på godt og ondt – gør hvad der giver mening for dig og smid resten væk.

“Driving Home For Christmas” af alle andre end Chris Rea

Ligesom Anne-Sofie er “Driving Home for Christmas” nok min yndlingsjulesang. Men hvis man nu er i et selskab, der ikke er klar på at høre den 17 gange i streg, kunne det være, at man havde lidt nemmere ved at sælge idéen om at sætte en playliste på med 17 covers af sangen. Sådan en playliste har jeg tilfældigvis lavet, og du er velkommen til at følge den her.

På playlisten, som består af covers af min yndlingsjulesang, finder man sjovt nok også min måske absolute hadejulesang – nemlig den schweiziske Christopher S’ cover af Chris Rea-klassikeren.

image00035
// Foto: Kio Jørgensen Ng

TRE JULEANBEFALINGER FRA LINE K. H.

“River” af Joni Mitchell

I virkeligheden er “River” slet ikke en julesang. Handlingen i sangen foregår bare tilfældigvis midt i højtiden: “It’s coming on Christmas / they’re cutting down trees.” Faktisk er sangen rimelig meget opskriften på en rigtig breakup-song. Men når jeg nu alligevel har den som en af mine absolut yndlings ikke-en-rigtig-julesang-sange, så er det takket være en film, som til gengæld er en rigtig julefilm. Og det er Love Actually. 

 

Filmen hvor Emma Thompsons karakter græder til Joni Mitchell, da hun opdager, at den halskæde hendes tåbelige mand til Alan Rickman har købt, slet ikke var til hende. Og lad mig bare være ærlig, kære lytter, jeg TUDER hver gang jeg ser den scene. Så hvorfor skal du give “River” en plads på din playliste? Fordi den indfanger alt det melankolske, som julen desværre også er for nogle. Og det er egentlig meget rart at blive mindet om engang i mellem.

“Jul i Valhal” – af Martin Brygmann

Jeg ved godt, hvordan det ser ud. Virkelig? Endnu en julesang fra den berømte TV2-julekalender fra 2005 – og så endda titelsangen denne gang. Men der er en mening med galskaben. For Jul i Valhal er, efter min ydmyge mening, én af de bedste julekalendere, der nogensinde er lavet. Og så er Brygmann bare et geni, når det kommer til at skabe julemusik, som bare lugter langt væk af Det Brune Punktum. Lige når man tror, at omkvædet modulerer, så trækker den kære Brygmann sangen en halv tone ned i stedet. Og først til allersidst sker forløsningen så, og man kan endelig skrige med på: “På rejse ind i mørket / et univers i frit fald / men håbet bringer lyyyyyyys i Midgård / og jul i Valhal.

“O Holy Night” – af Pentatonix

“O Holy Night” er den slags tidløse juleklassikere, som findes i et hav af udgaver. Det her er min yndlingsudgave. Som den vaskeægte kor-nørd, jeg er stolt af at kalde mig, så elsker jeg, når harmonier bare spiller og bliver til rent smør for øregangen. Og her formår den amerikanske vokalgruppe Pentatonix altså at ramme hovedet på sømmet. Det er svært ikke at smelte en lille smule, når man hører det her nummer, så derfor måtte jeg have det med som en af mine absolutte musts på en jule-playliste.

Og med disse ord er der kun tilbage at ønske rigtig glædelig jul fra os på Musikredaktionen.
Må den være fyldt med lige den musik, der får dig det bedste julehumør.