MUSIKANMELDELSE. Røgsignal udgav dette efterår deres debut-ep, der byder på 5 legende instrumentaljazznumre i spændfeltet mellem det minimalistiske og det rockede.

Det aarhusianske band Røgsignal // foto, inkl. forsidefoto: Røgsignal


All that jazz
Røgsignal er et jazzband, bestående af 4 unge musikere (på hhv. guitar, rhodes, trommer og bas). Bandet er oprindeligt dannet i Holstebro, men aktuelt er Aarhus deres base. Musikken er instrumentaljazz, der på den ene side har referencer til freejazz og rock, og på den anden side peger i en mere tilbagelænet, melankolsk retning.

Det er bandets første og foreløbigt eneste EP, “Live et sted i Jylland”, der danner afsæt for nærværende anmeldelse. Ep’en består af 5 numre med de både skønt billeddannende og smil-fremkaldende titler “Tur i tivoli”, “Stormvejr”, “Vestjylland”, “En børnesang” og “Mr. Pingvin”. Netop disse titler giver et ganske fint indtryk af den leg og uhøjtidelighed, som i høj grad synes at præge musikken.

Det rettede og det retningsløse i smuk forening
Jazzmusik kan, især for det utrænede øre, fremstå som kaotiske forløb, der ikke – eller kun vanskeligt – lader sig strukturere efter et genkendeligt A-B (-C)-format. Røgsignals numre har også en del af dette præg, hvor musikken bevæger sig i uforudsigelige retninger og fremstår cycklisk, snarere end tydeligt fremadskridende. Men indenfor sin genre er der ikke desto mindre tale om forholdsvist melodiøse numre. Når det fungerer godt, og det synes jeg helt overvejende, at det gør, giver det numrene en fin balance mellem det overraskende og det genkendelige, og hvor det netop er denne blanding, der gør, at jeg har lyst til at gå på opdagelse i dem igen og igen.

Jeg er allermest begejstret for nummeret ”Vestjylland”. Det er minimalistisk og melankolsk på den gåsehudsfremkaldende måde og jeg er vild med måden, nummeret ligeså stille vokser. Jeg forestiller mig, at det ville være et perfekt soundtrack, en vinterdag hvor solen lader sig ane gennem disen og man sidder i toget og lader sig transportere gennem et landskab af bare marker og nøgne træer – måske igennem Vestjylland, men mindre kan nok også gøre det. Jeg synes helt klart, at det er i denne mere minimale lyd og de fine melodier, Røgsignals styrke ligger som band, og jeg håber, at de vil holde fast i denne del af deres udtryk fremadrettet.

 

 

Jazzleg. Mellem rock og minimalisme
Røgsignal skriver selv om deres musik, at den ikke lyder som noget, man har hørt før. Så langt vil jeg måske ikke gå – jeg synes, at bandets stil og lyd er forholdsvist tidstypisk indenfor sin genre, der vel bredt set kan betegnes som moderne jazz. Tidstypiske eller ej, skal der imidlertid ikke herske tvivl om, at Røgsignal gør det rigtig godt og har masser at byde på. Jeg vil varmt anbefale andre at gå på opdagelse i deres legende jazzunivers, hvis musik placerer sig i et bredt spekter mellem rock og minimalisme.

Jeg vil se frem til at følge bandet på deres videre færd. Og tænk, så er det faktisk også lige før, jeg begynder at glæde mig til mit næste gensyn med DSB…

EP-coveret til “Live et sted i Jylland” // billede: Røgsignal

Røgsignal og deres musik kan bl.a. findes på Facebook, youtube og spotify.